2-1-nederlag i Future Cup

13. april 2026 kl. 15:05 af Rasmus Estrup

Dagens Future Cup-opgør på udebane mod Randers FC endte med et nederlag på 2-1.

Hjemmeholdet bragte sig i front efter 18 minutter, da Ousseynou Fall Seck med en lang og præcis bold fandt Thibault Klidje, som var løbet fra vores bagkæde og udnyttede sin friløber over for Rody de Boer.

Lige inden pausen udlignede akademispiller William Thomsen til 1-1, da han efter oplæg fra Kelvin John trak ind i feltet og elegant afdriblede sin direkte modstander med en skudfinte, inden han sparkede udligningen over stregen.

I anden halvleg var det særligt hjemmeholdet, der trykkede på, men i slutminutterne måtte akademiangriber Victor Fjeldgaard se to gode muligheder reddet lige efter hinanden, inden hjemmeholdets efterfølgende clearing førte til et angreb, der medførte et straffespark.

Fra pletten scorede André Rømer kampens sidste mål til 2-1 i 88. minut.

- Chancemæssigt var det en forholdsvis lige kamp, men de var mest på bolden. De kom med et godt hold og fik trykket os godt tilbage i anden halvleg, men mange af vores unge gutter fik en masse værdifuld matchning og arbejdede godt mod et godt hold. Det er altid træls at tabe, men overordnet set var det en kamp, som gav vores unge spillere meget, forklarer assistenttræner Bo Zinck.

Sæsonens sidste Future Cup-opgør er programsat til 25. maj kl. 13.00 på hjemmebane mod Esbjerg fB.

Matchfacts, Future Cup

Randers FC-AaB 2-1 (1-1)
19. min 1-0 Thibault Klidje, 45. min 1-1 William Thomsen, 88. min 2-1 André Rømer (str.)

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Mikkel Kallesøe (60: Georg Ejsing), Christian Tcacenco, Gustav Rubæk, Eugene Amankwah, Tobias Lundsgaard Jørgensen (69: Elias Christiansen), Mathias Kubel (46: Helgi Hafsteinn Jóhannsson), Marcus Bonde, Kelvin John (60: Benjamin Pihl Jørgensen), Victor Fjeldgaard, William Thomsen (69: Marcus Emil Sørensen).

Tags på denne nyhed

Future Cup-opgør i Randers kl. 12.00

13. april 2026 kl. 09:31 af Rasmus Estrup

Sæsonens tredje Future Cup-opgør fløjtes i gang kl. 12.00 på udebane mod Randers FC.

Vores to første Future Cup-opgør i denne sæson har resulteret i tre point efter en sejr over FC Fredericia i oktober og et nederlag mod Viborg F.F. i november.

Til dagens kamp er følgende spillere med i truppen:

22 Rody de Boer, 2 Mikkel Kallesøe, 14 Mathias Kubel, 26 Marcus Bonde, 27 Kelvin John, 32 Christian Tcacenco, 35 Eugene Amankwah samt akademispillerne Gustav Rubæk, Benjamin Pihl Jørgensen, Victor Fjeldgaard, Tobias Lundsgaard Jørgensen, Helgi Hafsteinn Jóhannsson, Elias Christiansen, Georg Ejsing, William Thomsen, Marcus Emil Sørensen og Villads Hother Bertelsen.

Kampen spilles på Bane 3 ved Cepheus Park Randers på adressen Viborgvej 92, 8920 Randers NV.

Randers FC livestreamer kampen, som dermed kan følges på Randers FC's YouTube-kanal og via AaB-appen fra kl. 12.00.

Tags på denne nyhed

Akademinederlag mod FC København

13. april 2026 kl. 08:56 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: FC København-AaB 1-0
Oven på påskens flotte præstation med en turneringssejr i en international turnering i Frankrig var vores ældste akademimandskab i lørdags i aktion i U/19 Ligaen på udebane mod FC København.

I en kamp, der langt hen ad vejen lignede en pointdeling mod U/19 Ligaens andenplads, endte desværre med en sent nederlag på 1-0, da FC København scorede sejrsmålet i 89. minut.

Nederlaget betyder, at vores U/19 Ligahold er på 12. pladsen i rækken med 21 point efter 17 kampe.

Næste U/19 Ligakamp spilles hjemme på Hornevej på lørdag kl. 13.00 mod Vejle Boldklub. 

U/17 Ligaen: FC København-AaB 2-0
Trods en god præstation lykkedes det heller ikke vores U/17 Ligahold at få point med hjem fra weekendens udebanekamp mod FC København.

Efter en skidt AaB-start bragte hjemmeholdet sig i front i femte minut. Herefter fulgte en stærk defensiv indsats frem mod pausen, og i anden halvleg blev det også til flere gode AaB-muligheder, men udligningen udeblev. 

I stedet lukkede FC København kampen med 2-0-scoringen i 87. minut.

Vores U/17 Ligahold ligger efter nederlag på tiendepladsen med 25 point efter 21 kampe. Også U/17 Ligaholdet skal i kamp igen på lørdag hjemme mod Vejle Boldklub. Kampstart er kl. 15.15.

U/15 Ligaen: FC København-AaB 2-1
I U/15 Ligaen bød lørdagen på et topopgør på udebane mod FC København, men også her tog hjemmeholdet alle tre point.

Vores akademihold bragte sig ellers i front, da Nicklas Frank Andersen scorede sit 24. sæsonmål, men hjemmeholdet svarede tilbage med to scoringer, og slutresultatet lød dermed på et nederlag på 2-1. 

U/15 Ligaholdet ligger efter 19 kampe på tredjepladsen med 38 point. Der er tre point op til Esbjerg fB på andenpladsen, mens OB på fjerdepladsen også står med 38 point.

Også i U/15 Ligaen er Vejle Boldklub næste modstander i en kamp, der fløjtes i gang på Hornevej kl. 13.00 på lørdag.

Tags på denne nyhed

AaB-keeper i kassen på U/16 Futurelandsholdet

13. april 2026 kl. 07:55 af Rasmus Estrup

Akademimålmand Otto Korup Vilmar spillede i går sin anden Futurelandskamp for Danmark, da han vogtede buret fra start til slut i U/16 Futurelandsholdets 3-2-nederlag til Holland.

U/16 Futurelandsholdet, der i fredags havde Otto Korup Vilmar på bænken i et nederlag mod Irland, spiller den tredje og sidste kamp ved denne samling i morgen mod Sverige.

Futurelandshold er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang

Tags på denne nyhed

Børnedag på Aalborg Portland Park for kun 10 kr.

12. april 2026 kl. 19:40 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Aarhus Fremad

Spillerunde: 25
Spilledato: Lørdag 18. april
Kampstart: Kl. 18.30
Dørene åbner: Kl. 17.00
Fanzonen åbner: Kl. 16.00
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Børnebilletter koster kun 10 kr. - 3F Tribunen er udsolgt
Til lørdagskampen mod Aarhus Fremad holder vi Partnerklubbernes Dag, og vi har inviteret alle vores nordjyske partnerklubber ind til kampen. Samtidig holder vi også børnedag og har i den forbindelse sat børnebilletter ned til kun 10 kr. Det gælder til børn til og med 14 år.

3F Tribunens afsnit for AaB-fans er allerede udsolgt, men det er stadig muligt at købe billetter til Vesttribunen og Nordtribunen.

Køb billetter på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset på Aalborg Portland Park fra kl. 17.00 på lørdag.

Det er ikke muligt at betale med kontant i billethuset. Til gengæld tager vi imod Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Nordtribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 17.00.

Info til tilhængere af Aarhus Fremad
Tilhængere af Aarhus Fremad skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Billetter til udebaneafsnittet kan udelukkende købes online på www.billet.aabsport.dk.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end i udebaneafsnittet.

Fanzonen åbner kl. 16.00
Fanzonen er fuld af aktiviteter for børn fra kl. 16.00 på lørdag. Her kan du blandt andet spille bordfodbold, dyste i vores Goal Station eller konkurrere på vores små Faxe Kondi-mål. 

Du kan som altid købe lækker mad og drikke i fanzonen. Få blandt andet en omgang Gratværk (pølsemix), en Rasmus Wurst eller en Crispy Chicken fra Bogø Sandwiches. 

Ligeledes kan du i fanzonen også købe en lahmacun pizza, der er en tyrkisk og stenovnsbagt pizza. Denne sælges udelukkende i fanzonen.

Børneaktiviteter fra Faxe Kondi
Faxe Kondi er kamppartner på lørdag, og foruden lækre smagsprøver i fanzonen stiller Faxe Kondi også op i fanzonen fra kl. 16.00 med en Faxe Kondi-bil med en masse aktiviteter for børn.

Autografskrivning og ansigtsmaling
Derudover vil det også være muligt at få autografer fra et par AaB-spillere i fanzonen inden kampen samt få ansigtsmaling i AaB-farver, så man kan blive helt klar til kampen.

AaB Shoppen holder outlet i fanzonen
På lørdag afholder AaB Shoppen outlet i fanzonen inden kampen. Der er således rigtig gode besparelser at hente på en helt masse forskelligt AaB-merchandise. 

Besøg Theodors Familiezone
I Theodors Familiezone i hjørnet af Nordtribunen kan børn fra kl. 17.00 lægge puslespil, spille subsoccer eller lave tegninger, som man enten kan tage med hjem eller lægge i Theodors Bankboks.

Lægger man sin tegning i Theodors Bankboks er man også med i lodtrækningen om præmier fra Arbejdernes Landsbank, der hver måned trækker lod blandt de forskellige tegninger.

Partnerklubbernes Dag
I anledning af at vi holder Partnerklubbernes Dag på lørdag, er alle vores partnerklubber inviteret gratis ind til kampen. 

Alle tilmeldte klubber vil også være repræsenteret ved spillerindløbet umiddelbart før kampstart.

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Nordtribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.00
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Transport
Vi opfordrer fans til så vidt muligt at tage cyklen på Aalborg Portland Park.

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på, at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Nordtribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'