AaB Akademiets U/17-hold spillede i går 2-2 mod FC Midtjylland og tabte straffesparkskonkurrencen, mens U/15-holdet fortsat ligger på førstepladsen med en 6-3-sejr.
U/17 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 2-2
Lørdag var U/17 Ligaholdet oppe imod FC Midtjylland på udebane, og her blev det til et enkelt nordjysk point, mens hjemmeholdet tog to point efter den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Efter en jævnbyrdig indledning bragte FC Midtjylland, der ligger på andenpladsen, sig foran i 18. minut, men frem mod pausen kom AaB’erne frem til gode muligheder.
Udligningen til 1-1 kom dog først ni minutter efter pausen, da William Thomsen sparkede et langskud i kassen til 1-1.
Blot tre minutter senere scorede Amar Hadzajlija til 2-1 for vores akademihold efter en opspilsfejl af hjemmeholdet, men 17 minutter før tid udlignede FC Midtjylland på et straffespark til slutresultatet 2-2.
Pointene skulle derfor fordeles på baggrund af en straffesparkskonkurrence, og her trak topholdet det længste strå.
Dermed fik vores U/17-hold et enkelt point, hvilket betyder, at holdet nu har to point efter de første fem ligakampe. Næste opgave i U/17 Ligaen følger på lørdag på Hornevej mod AC Horsens kl. 15.15.
U/15 Ligaen: FC Midtjylland-AaB 3-6
Vores U/15-mandskab forsatte lørdag den ubesejrede stime og ligger således stadig på førstepladsen i U/15 Ligaen, da FC Midtjylland på udebane blev slået med 6-3.
Adam Johan Jønson Christesen scorede tidligt til en AaB-føring på 1-0, inden FC Midtjylland to minutter senere udlignede til 1-1, men efter 24 minutter var U/15 Ligatopscorer Nicklas Frank Andersen på pletten med en ny AaB-scoring til 2-1.
Ti minutter før pausefløjtet fik hjemmeholdet udlignet til pausestillingen 2-2.
Efter 53 minutter blev det 3-2 til FC Midtjylland, men hjemmeholdet indkasserede et selvmål seks minutter senere, og da Adam Johan Jønson Christesen kort efter scorede sit andet mål i kampen, var AaB i front med 4-3.
To scoringer i slutminutterne af Nicklas Frank Andersen fuldendte ikke blot angriberens tredje hattrick i denne sæson – det sikrede også en AaB-sejr på 6-3.
Vores U/15-hold ligger efter fem kampe på førstepladsen med 14 point. Næste U/15 Ligakamp spilles lørdag kl. 13.00 mod AC Horsens på Hornevej.