
Forfremmelse på AaB Akademiet
Frederik Bading Jørgensen, der i en periode har fungeret som midlertidig cheftræner for AaB’s mandskab i U/19 Ligaen, overtager permanent rollen fremover.
Frederik Bading Jørgensen blev i sommer ansat som assistent for U/19 Ligaholdet, men har siden, Theis Larsen for fem-seks uger siden valgte at søge nye udfordringer, udfyldt rollen som cheftræner. Dette til stor tilfredshed for akademichef Mathias Krogh:
- I forbindelse med rekrutteringen af Frederik Bading Jørgensen som assistent havde vi for øje, at han havde en profil af fremtidig akademicheftræner i AaB. Vi havde ikke regnet med at det skulle ske så hurtigt, da vi havde forventet, at Theis skulle udgøre et team sammen med Frederik.
- Når det er sagt, så har Frederik virkelig været god i den tid, han allerede har ageret cheftræner. Både i forhold til at lede en stab og en spillergruppe.
- Frederik er kommet til AaB med en stærk baggrund uddannelsesmæssigt og med mangeårig erfaring fra egen krop som akademispiller i Brøndby I.F. Desuden har han flere års trænererfaring fra akademiet i både FC Nordsjælland og Brøndby I.F., og alle disse perspektiver er han god til at bringe ind både på banen og kontoret, siger Mathias Krogh og tilføjer:
- Frederik er en ambitiøs leder, som er meget relationskompetent, hvilket skaber et godt fundament for at samarbejde med staben og udvikle spillergruppen sammen, samtidig med at vi ser god progression i både den kollektive og individuelle udvikling. På træningsbanen er Frederik metodisk afklaret, dygtig i sine instruktioner og stiller ekstremt store krav til indsats, så vi glæder os enormt meget til synergien mellem de modeller, AaB bygger på og de nye input Frederik bringer til bordet via sin fortid.
Fra Frederik Bading Jørgensen lyder det:
- Jeg er utrolig stolt og glad for at få ansvaret for klubbens ældste akademihold. Det er et privilegium at få lov til at arbejde med så mange dygtige unge spillere, og jeg ser frem til at videreudvikle på det stærke fundament, der er skabt – både omkring U/19-holdet, men også akademiet som helhed. Kerneopgaven bliver at hjælpe spillerne med at tage det næste skridt i deres udvikling, samtidig med at vi fortsat styrker akademiets samlede miljø og kultur.
AaB’s næste opgave i U/19 Ligaen er en udekamp på lørdag mod Lyngby Boldklub.