AaB og AIK Stockholm er blevet enige om betingelserne for, at Benjamin Tiedemann allerede fra i dag kan kalde sig AaB-spiller.
Benjamin Tiedemann havde kontraktudløb med AIK Stockholm ved nytår, og AaB kunne i går offentliggøre en aftale med spilleren fra 1. januar 2026.
At den rutinerede midterforsvarer allerede kan tiltræde nu, glæder AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll:
- Både Benjamin og vi har hele tiden ønsket, at overgangen kunne ske øjeblikkeligt, og derfor er vi selvfølgelig særdeles glade for, at det er lykkedes at få en aftale på plads med AIK Stockholm.
- Som nævnt allerede i går så får vi med tilgangen af Benjamin Tiedemann en spiller ind med masser af erfaring fra det øverste niveau i skandinavisk fodbold, og vi ser frem til, at han både på og uden for banen kan bidrage positivt til vores hold, lyder det fra Michael Tuxen Boll.
Benjamin Tiedemann, der opnåede 56 kampe for AIK Stockholm, udtaler:
- Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at komme til AaB. Der har været mange gode snakke med klubben, som har været ivrige for at få mig hertil, og jeg synes, at der er et rigtig godt match.
- De gange, jeg har spillet her, har jeg kunnet mærke, at AaB er en stor klub med en stor opbakning fra fansene. Det ser man også stadigvæk, og jeg er meget tilfreds med at komme hertil, konstaterer Benjamin Tiedemann.
- Som type er jeg en forsvarsspiller, der elsker at forsvare målet, være kommunikativ og tage styring, og så vil jeg gerne spille god fodbold. Det kan jeg se, at Steffen (Højer, AaB’s cheftræner, red.) og drengene også både kan og vil. Og så håber jeg, at mine kvaliteter – både menneskelige og fodboldmæssige – kan bidrage til, at vi kan kæmpe med om det sjove frem til sommer. Jeg glæder mig i hvert fald enormt meget til at komme i gang, slutter Benjamin Tiedemann, der fik sine første seniorkampe hos Boldklubben Marienlyst, inden han i henholdsvis FC Fredericia og FC Nordsjælland opnåede 68 kampe ligeligt fordelt.
I 2019 gik turen til norsk fodbold, hvor det først blev til 102 kampe for Fotballklubben Haugesund og dernæst 65 kampe for Molde Fotballklubb, før fynboen i 2023 landede i den svenske hovedstad.
Benjamin Tiedemann får trøje nummer fire og har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2028.