Nóel Atli Arnórsson, Valdemar Møller, Christian Tcacenco og Villads Bertelsen var i går i kamp for deres respektive ungdomslandshold.
Nóel Atli Arnórsson fik fuld spilletid, da det islandske U/21-landshold i går besejrede Luxembourg i en EM-kvalifikationskamp.
Islændingene, der var på hjemmebane, vandt opgøret 2-1 og ligger nu på fjerdepladsen i EM-kvalifikationspuljen med fem point efter fire kampe.
19-årige Nóel Atli Arnórsson rundede i går 20 ungdomslandskampe for Island. Fire af kampene har været for U/21-mandskabet.
Møller indskiftet i sejr over Portugal
Valdemar Møller indledte i går en U/19-venskabskamp mod Portugal på bænken, men blev indskiftet i 70. minut, hvor danskerne førte 3-2.
U/19-landsholdet vandt kampen 4-2, og opgøret var Valdemar Møllers 14. ungdomslandskamp i alt – den femte for U/19-landsholdet.
Tcacenco startede inde mod Bulgarien
Christian Tcacenco opnåede i går sin syvende U/19-landskamp for Moldova, da han var med fra start i en venskabskamp mod Bulgarien.
Moldova tabte opgøret 2-0, og Christian Tcacenco blev udskiftet efter 62 minutter ved stillingen 1-0.
Bertelsen på mål i U/17-nederlag
Villads Bertelsen fra AaB Akademiet vogtede buret, da U/17-landsholdet i går spillede den tredje og sidste gruppekamp i denne del af EM-kvalifikationen.
Modstanderen var Spanien, som på hjemmebane besejrede danskerne 4-0. Dermed tog Spanien puljens førsteplads, mens det danske U/17-landshold endte på andenpladsen, hvilket stadig giver en plads til næste del af EM-kvalifikationen, som spilles til foråret.
Villads Bertelsen er nu noteret for ni ungdomslandskampe, hvor de fire har været for U/17-landsholdet.