Stærk og vigtig sejr over Lyngby Boldklub
Med to mål af Kornelius Normann og en kasse af Nicklas Helenius vandt vi lørdagens spændende duel på Aalborg Portland Park med 3-2 over Lyngby Boldklub.
Lørdagskampen på Aalborg Portland Park bød på en 3-2-sejr over Lyngby Boldklub. Kornelius Normann nettede to gange, mens Nicklas Helenius kom på tavlen en enkelt gang, og sejren betyder, at vi nu er på femtepladsen i Betinia Ligaen med tre point op til andenpladsen.
Selvom kampens første afslutning tilfaldt gæsterne efter fire minutter, da Bror Blume sparkede lige på Vincent Müller fra kanten af feltet, kunne vi blot fem minutter senere bringe os i front.
En stærk tackling af Benjamin Tiedemann satte gang i et godt AaB-angreb, hvor Kelvin John fandt Mads Bomholt, som sendte Kornelius Normann i dybden. Normanden trak fra venstrekanten ind i feltet og sparkede sikkert læderet i nettet ved fjerneste stolpe til 1-0.
I 12. minut fordoblede vi føringen til 2-0, da Mads Bomholt med sin anden assist slog et indlæg ind i panden på Nicklas Helenius, der stangede sin 76. AaB-scoring forbi Jonathan Ægidius i Lyngby-målet.
Mads Bomholt forsøgte sig en håndfuld minutter senere selv med en afslutning, men vores nummer 21 sparkede langskuddet forbi.
Midt i første halvleg sendte Isak Snær Thorvaldsson et langskud i en AaB-blokade, og 30 minutter inde i opgøret slap Jesper Cornelius igennem i AaB-feltet, hvor han forsøgte at lægge bolden på tværs tæt under mål, men Marc Nielsen kom i vejen med en vigtig clearing.
Netop Marc Nielsen fandt fem minutter senere Nicklas Helenius i gæsternes felt, men angriberens forsøg blev reddet af Lyngby-keeperen. Jonathan Ægidius i Lyngby-målet reddede kort efter også et langskud fra Marc Nielsen.
I tillægstiden sparkede Lyngby Boldklubs Casper "Dani" Winther et frispark over Vincent Müllers mål, inden Kelvin John i modsatte ende fik en afslutning blokeret. Dermed lød pauseføringen på 2-0.
I 55. minut blev Oliver Ross udskiftet med Alexander Håpnes. Kort efter fik Andres Jasson bolden over stregen efter et hjørnespark, da han fulgte op på riposten på Nicklas Helenius' frie hovedstød, men amerikaneren blev vinket og dømt offside i situationen.
De følgende minutter prøvede Mads Bomholt lykken to gange uden held, og i stedet fik Lyngby Boldklub reduceret i 62. minut, da Isak Snær Thorvaldsson fik god plads midt for mål til at heade et indlæg ind bag Vincent Müller til 2-1.
I 67. minut svarede vi tilbage og bragte os på ny foran med to mål. Kelvin John trak mod baglinjen på højreflanken og slog et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Kornelius Normann headede sit andet mål i kampen over stregen til 3-1.
I 74. minut blev Valdemar Møller indskiftet i stedet for Nicklas Helenius, og de næste fem minutter forløb uden afslutninger, inden Lyngby-målscorer Isak Snær Thorvaldsson headede et indlæg lige over.
I 81. minut reducerede Lyngby Boldklub til 3-2, da Frederik Gytkjær først afriblede Benjamin Tiedemann og alene over Vincent Müller udplacerede den tyske keeper.
I 85. minut kom Markus Kaasa og Cornelius Olsson ind på grønsværen i stedet for Kornelius Normann og Marc Nielsen, og sammen med de øvrige holdkammerater fik de fightet 3-2-resultatet hjem i slutminutterne.
Sejren betyder, at vi indtager femtepladsen i Betinia Ligaen med tre point op til andenpladsen.
Vores næste kamp i Betinia Ligaen spilles lørdag 1. november på udebane mod Middelfart Boldklub. Næste hjemmekamp er også den sidste hjemmekamp i 2025. Den spilles lørdag 22. november mod Kolding I.F., og 3F Tribunens afsnit for AaB-fans er allerede udsolgt til kampen. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - Betinia Ligaen, 14. spillerunde
AaB-Lyngby Boldklub 3-2 (2-0)
9. min 1-0 Kornelius Normann, 12. min 2-0 Nicklas Helenius, 62. min 2-1 Isak Snær Thorvaldsson, 67. min 3-1 Kornelius Normann, 81. min 3-2 Frederik Gytkjær
Advarsler AaB: Nicklas Helenius (49), Mads Bomholt (69)
Advarsler Lyngby Boldklub: Isak Snær Thorvaldsson (58)
4.711 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Andreas Maarup, Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson, Marc Nielsen (85: Cornelius Olsson), Mads Bomholt, Andres Jasson, Oliver Ross (55: Alexander Håpnes), Kelvin John, Nicklas Helenius (74: Valdemar Møller), Kornelius Normann (85: Markus Kaasa).
Lyngby Boldklub (4-4-2): Jonathan Ægidius, Oskar Buur, Mihajlo Ivancevic (24: Johan Meyer), Tobias Storm, Django Warmerdam (46: William Steindorsson), Lauge Sandgrav, Casper "Dani" Winther, Peter Langhoff (77: Magnus Warming), Bror Blume (46: Frederik Gytkjær), Isak Snær Thorvaldsson, Jesper Cornelius (46: Gustav Fraulo).
Dommer: Jacob Rasmussen




