Halloween-tema til AaB-Lyngby Boldklub

18. oktober 2025 kl. 14:10 af Rasmus Estrup

Om en uge venter næste hjemmekamp, når vi på lørdag tager imod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland Park kl. 14.00.

Fanzonen åbner allerede kl. 11.30, og kamppartner EY giver til kampen 50 græskar, som uddeles efter først-til-mølle-princippet i fanzonen.

I fanzonen får de første 50 interesserede således mulighed for at skære et græskar, som skal med til at pynte i fanzonen frem mod kampstart – og efter kampen er man meget velkommen til at tage sit græskar med hjem, så man er klar til Halloween.

Fanzonen er desuden fuld af aktiviteter for børn fra kl. 11.30 og frem til kickoff, ligesom man inde på Complea Tribunen kan besøge Theodors Familiezone både før og under kampen.

Køb billetter til lørdagskampen mod Lyngby Boldklub på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset, der åbner kl. 11.30 på lørdag.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: B.93-AaB 2-2

17. oktober 2025 kl. 23:12 af Rasmus Estrup

Fredagskampen på Sundby Idrætspark mod B.93 endte 2-2 efter en nordjysk comeback. 

Hjemmeholdet kom foran på et straffespark i første halvleg, som Mikkel Wohlgemuth udnyttede, og i anden halvleg gjorde Mikkel Wohlgemuth det også til 2-0 på endnu et straffespark. 

Straks efter reducerede Nicklas Helenius på et hovedstød efter oplæg fra Kelvin John, og i kampens sidste minut scorede Nicklas Helenius sit 75. AaB-mål, da han headede et indlæg fra Marc Nielsen over stregen til slutresultatet 2-2. 

Kampen igennem havde hjemmeholdets målmand Frederik Ibsen flere gode redninger, og i modsatte ende hev Vincent Müller også en stor redning frem i tillægstiden. 

Et fyldigt sammendrag af opgøret kan ses i videoen øverst, og du kan købe billetter til vores næste hjemmekamp, der spilles lørdag 25. oktober mod Lyngby Boldklub på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Chancerigt 2-2-opgør mod B.93

17. oktober 2025 kl. 20:58 af Rasmus Estrup

Fredagens chancerige udekamp mod B.93 endte 2-2 efter to AaB-kasser af Nicklas Helenius. B.93's Mikkel Wohlgemuth scorede på straffespark i både første og anden halvleg, inden Nicklas Helenius først reducerede til 2-1, inden han i 90. minut headede 2-2-kassen i nettet. 

På det regnvåde kunstgræsunderlag på Sundby Idrætspark var det B.93, der satte sig mest på kuglen i indledningen. I ottende minut blev hjemmeholdets Carl Björk sat op til en afslutning, men AaB-anfører Benjamin Tiedemann blokerede, og minuttet senere sad en afslutning fra Kristaps Grabovskis lige på Vincent Müller. 

I tiende minut slap Carl Björk igennem i AaB-feltet, inden Elison Makolli kom i vejen med en tackling. Den svenske midterforsvarer gik dog i græsset med en skade i samme moment, så Carl Björk genvandt bolden, og med Frederik Børsting jagtende bagfra tilkæmpede B.93-angriberen sig et straffespark. Dette sparkede Mikkel Wohlgemuth i nettet i 13. minut til 1-0. Herefter blev Marc Nielsen indskiftet i stedet for en skadet Elison Makolli.

I modsatte ende appellerede Kelvin John for et straffespark i 19. minut, men dommeren viftede afværgende og gav i stedet tanzanieren et gult kort for film.

Midt i første halvleg stod Mads Bomholt for vores første afslutning, men forsøget fra en spids vinkel blev blokeret ud til et hjørnespark. Dette sparkede Oliver Ross over mod bagerste stolpe, hvor Kelvin John headede kuglen forbi mål.

Herefter fulgte en god AaB-periode, der bød på en god mulighed til Kelvin John og et langskud fra Valdemar Møller, inden Nóel Atli Arnórsson ni minutter før pausen selv erobrede bolden højt og fik sit langskud afrettet til en hjørnespark.

De gode AaB-takter fortsatte, og Kelvin John flugtede langt forbi fra en spids vinkel, inden også Mads Bomholt i 42. minut forsøgte sig med en flugter, som blev blokeret ud til et hjørne. Dette endte hos Benjamin Tiedemann, som sparkede over. 

I 45. minut var Kristaps Grabovskis på spil i modsatte ende, men Vincent Müller reddede afslutningen fra den lettiske landsholdsspiller, og i tillægstiden var det så B.93-keeper Frederik Ibsen som stod i vejen for en ellers stor mulighed til Oliver Ross efter et indlæg fra Frederik Børsting. Dermed gik vi til pause bagud med 1-0. 

Fire minutter inde i anden halvleg måtte Vincent Müller diske op med en stærk redning på et hårdt hug fra Nicklas Mouritsen i udkanten af feltet.

En håndfuld minutter senere fik Mads Bomholt et skud fra kanten af feltet blokeret, og et halvt minut senere fik Oliver Ross en afslutningsmulighed fra samme position, mens vores nummer ti styrede kuglen ca. en meter over målhjørnet. 

I 58. minut var Nóel Atli Arnórsson meget tæt på at score karrierens andet AaB-mål, men Frederik Ibsen hev en stor redning frem på det ellers fremragende langskud fra den unge islænding, der havde bud efter fjerneste krog. 

I 63. minut foretog cheftræner Steffen Højer en dobbeltudskiftning, da Valdemar Møller og Kornelius Normann blev erstattet af Alexander Håpnes og Nicklas Helenius. 

Men i forbindelse med et nordjysk målspark minuttet senere mistede Nóel Atli Arnórsson bolden på kanten af eget felt, og i sit iver på en generobring begik han et straffespark. Også denne gang eksekverede Mikkel Wohlgemuth sikkert fra pletten og bragte B.93 på 2-0. 

Vi fik dog straks efter svaret tilbage, da indskiftede Nicklas Helenius headede et indlæg fra Kelvin John i kassen til 2-1 minuttet senere. 

B.93 var dog tæt på at svare igen lige bagefter, da indskiftede Osman Addo kom til en spids afslutning. Bolden gik først forbi Vincent Müller, men lige før stregen fik Andres Jasson afværget. 

Med et kvarter igen driblede Kelvin John ind i B.93-feltet og tog sigte, men B.93-keeper Frederik Ibsen var på plads med stærk redning. 

I 80. minut gik Frederik Børsting og Andres Jasson fra banen, da Markus Kaasa og Andreas Maarup blev sendt i aktion, og otte minutter senere prøvede Markus Kaasa lykken med et kompetent langskud, men Frederik Ibsen tog igen fra i målet.

I 90. minut kunne Nicklas Helenius så heade os på 2-2 efter et indlæg fra Marc Nielsen. 

I tillægstiden fik Oliver Thomassen en stor chance i AaB-feltet, men Vincent Müller leverede en stor redning og sikrede dermed, at opgøret sluttede 2-2. 

Poindelingen betyder, at vi inden weekendens øvrige kampe ligger på femtepladsen i Betinia Ligaen med 18 point. Vores næste kamp spilles lørdag 25. oktober kl. 14.00 på Aalborg Portland Park mod Lyngby Boldklub. Køb billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - Betinia Ligaen, 13. spillerunde

B.93-AaB 2-2 (1-0)
13. min 1-0 Mikkel Wohlgemuth (str.), 66. min 2-0 Mikkel Wohlgemuth (str.), 67. min 2-1 Nicklas Helenius, 90. min 2-2 Nicklas Helenius
Advarsler B.93: Ingen
Advarsler AaB: Frederik Børsting (11), Kelvin John (19)
1.366 tilskuere på Sundby Idrætspark

B.93 (4-2-3-1): Frederik Ibsen, Ludvig Henriksen, Oswald Søe, Andreas Heimer, Nicklas Mouritsen, Mikkel Wohlgemuth, Vito Hammershøy-Mistrati (55: Sven Leschly), Roni Arabaci (67: Adam Ahmad), Fisnik Isaki (67: Osman Addo), Kristaps Grabovskis (82: Yasin Belhadj), Carl Björk. (82: Oliver Thomassen) 

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Frederik Børsting (80: Andreas Maarup), Elison Makolli (16: Marc Nielsen), Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson, Mads Bomholt, Andres Jasson (80: Markus Kaasa), Valdemar Møller (63: Alexander Håpnes), Oliver Ross, Kelvin John, Kornelius Normann (63: Nicklas Helenius).

Dommer: Frida Mia Klarlund

Tags på denne nyhed

U/16 Future-landsholdsdebut til akademikeeper

16. oktober 2025 kl. 19:12 af Rasmus Estrup

Otto Korup Vilmar, der i september var til træningssamling med U/16 Future-landsholdet, fik tidligere i dag sin debut på U/16 Future-landsholdet. 

Danskerne mødte Sverige i en venskabskamp i Norge, men svenskerne vandt opgøret 1-0.

Futurelandsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt endnu og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.

Tags på denne nyhed

Tiedemann: Vi vil spille effektiv fodbold

16. oktober 2025 kl. 14:24 af Rasmus Estrup

Fredag aften kl. 19.00 gæster vi B.93 på Sundby Idrætspark i 13. runde af Betinia Ligaen. 

Efter de første 12 runder er vi på sjettepladsen med 17 point, mens fredagens modstander ligeledes har 17 point og er på syvendepladsen. 

Forud for kampen, kan du i dette interview høre fra AaB-anfører Benjamin Tiedemann. 

Klik her og find al praktisk info om, hvordan du kan støtte AaB på Amager i morgen. Kampen kan også følges på Viaplay. 

Tags på denne nyhed
'