Børsting i karantæne på lørdag

20. oktober 2025 kl. 14:28 af Rasmus Estrup

Fredagens advarsel, der faldt det 11. minut, var Frederik Børstings fjerde i denne sæson, og han er nu oppe på 20 karantænepoint, hvilket giver ham én spilledags karantæne. 

Dermed må Frederik Børsting sidde over på lørdag, når vi hjemme tager imod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland Park. 

Frederik Børsting er igen tilgængelig for cheftræner Steffen Højer, når vi 1. november gæster Middelfart Boldklub. 

Tags på denne nyhed

Akademiopgør i Randers gav to point

20. oktober 2025 kl. 08:41 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Randers Freja FC-AaB 3-2
Lørdag gæstede vores U/19 Ligahold Randers Freja FC, hvor det desværre endte med et nederlag på 3-2. 

Hjemmeholdet bragte sig foran allerede i fjerde minut, men herefter satte AaB'erne sig på spillet, og ca. ti minutter før pausefløjtet udlignede Bertram Skovgaard til 1-1 efter stikning. 

I 40. minut kom vores akademihold i front, da Victor Fjeldgaard sparkede Johan Hvistendahls cutback-aflevering over i fjerneste målhjørne og sikrede en nordjysk pauseføring på 2-1. 

Trods en god spillemæssig indledning på anden halvleg slog hjemmeholdet til i 51. minut, hvor der blev bragt balance på resultattavlen. Herefter bølgede spillet frem og tilbage, og i 73. minut scorede Randers Freja FC sejrsmålet til 3-2. 

Vores U/19 Ligahold ligger på 12. pladsen i U/19 Ligaen med otte point efter otte kampe. Næste U/19 Ligakamp spilles på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Brøndby I.F 

U/17 Ligaen: Randers Freja FC-AaB 1-1 (3-5 efs.)
I U/17 Ligaen blev det til to AaB-point efter uafgjort og en vundet straffesparkskonkurrence. 

Også i dette opgør bragte Randers Freja FC sig foran i kampens fjerde minut, og efter en rodet første halvleg, hvor hjemmeholdet var bedst, lød pausestillingen på 1-0. 

Vores akademihold kom bedre ud til anden halvleg, hvor holdet stod stærkt defensivt og fik skabt muligheder i den anden ende. Det udmøntede sig i 79. minut i en udligning af Daryosh Popalzai efter et frisparksindlæg fra Amar Hadzajlija. 

Stillingen var også 1-1 ved slutfløjtet, og derfor skulle pointene fordeles i en straffesparkskonkurrence. Her scorede Daryosh Popalzai, Abdinasir Abdullahi, Ozair Ahadi og Amar Hadzajlija, og da Villads Bertelsen i målet pillede to af hjemmeholdets forsøg fra pletten, blev det til to nordjyske point. 

Akademiholdet ligger på 11. pladsen i U/17 Ligaen med syv point efter syv kampe, og næste ligakamp venter ligeledes på Hornevej på lørdag mod Brøndby I.F. Kampen fløjtes i gang kl. 15.15. 

Tags på denne nyhed

Tilmelding til Partnerklubbernes Dag åbner tirsdag

19. oktober 2025 kl. 11:22 af Rasmus Estrup

Til årets sidste hjemmekamp mod Kolding I.F. lørdag 22. november holder vi for femte år i træk Partnerklubbernes Dag for at hylde vores mange nordjyske partnerklubber og kåre Årets Partnerklub, Årets Holdkammerat og Årets Frivillig.

I samarbejde med Arbejdernes Landsbank, Unisport og Aalborg Lufthavn inviterer vi derfor 2.000 medlemmer af vores partnerklubber gratis ind til kampen 22. november. Billetterne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og tilmeldingen til Partnerklubbernes Dag begynder tirsdag 21. oktober kl. 10.00.

Kontaktpersoner i vores partnerklubber har for en uges tid siden modtaget en mail angående tilmelding til Partnerklubbernes Dag og tilmelding til VIP-arrangementet for partnerklubber.

Alle klubber opfordres inden på tirsdag til at have undersøgt, hvor mange medlemmer klubben ønsker at tilmelde. Der er et maksimalt antal på 100 billetter pr. klub, og vi opfordrer på det kraftigste til, at man kun tilmelder sig med det antal, som man ved, der kommer. Derved optager man ikke pladsen for andre, og vi kan på den måde glæde så mange partnerklubber som muligt samt sikre det størst mulige fremmøde på Aalborg Portland Park.

Har man i klubben ikke modtaget en mail om tilmelding, eller har man yderligere spørgsmål, kan man skrive en mail til ansvarlig for klubsamarbejdet, Emil Adelborg på ema@aab-as.dk.

Kåringer og masser af aktiviteter 22. november
Til årets sidste hjemmekamp mod Kolding I.F. 22. november, vil fanzonen i timerne op til kampstart være fyldt med aktiviteter for børn, og børnespillere fra partnerklubberne bliver involveret i spillerindløbet og pauseunderholdningen.

Derudover skal vi have hyldet alle vores partnerklubber i pausen samt kåre Årets Partnerklub i samarbejde med Unisport, Årets Holdkammerat i samarbejde med Aalborg Lufthavn og Årets Frivillig i samarbejde med Arbejdernes Landsbank.

En repræsentant fra hver partnerklub inviteres desuden til et VIP-arrangement før kampen for at styrke forbindelserne mellem vores partnerklubber.

For at indstille kandidater til prisen som Årets Holdkammerat skal man klikke her. Sidste frist for at indstille en kandidat til Årets Holdkammerat er fredag 31. oktober kl. 12.00.

For at indstille kandidater til prisen som Årets Frivillig skal man klikke her. Sidste frist for at indstille en kandidat til Årets Frivillig er fredag 31. oktober kl. 12.00.

De tre nominerede til Årets Partnerklub offentliggøres i dagene op til Partnerklubbernes Dag.  

Halloween-tema til AaB-Lyngby Boldklub

18. oktober 2025 kl. 14:10 af Rasmus Estrup

Om en uge venter næste hjemmekamp, når vi på lørdag tager imod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland Park kl. 14.00.

Fanzonen åbner allerede kl. 11.30, og kamppartner EY giver til kampen 50 græskar, som uddeles efter først-til-mølle-princippet i fanzonen.

I fanzonen får de første 50 interesserede således mulighed for at skære et græskar, som skal med til at pynte i fanzonen frem mod kampstart – og efter kampen er man meget velkommen til at tage sit græskar med hjem, så man er klar til Halloween.

Fanzonen er desuden fuld af aktiviteter for børn fra kl. 11.30 og frem til kickoff, ligesom man inde på Complea Tribunen kan besøge Theodors Familiezone både før og under kampen.

Køb billetter til lørdagskampen mod Lyngby Boldklub på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset, der åbner kl. 11.30 på lørdag.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: B.93-AaB 2-2

17. oktober 2025 kl. 23:12 af Rasmus Estrup

Fredagskampen på Sundby Idrætspark mod B.93 endte 2-2 efter en nordjysk comeback. 

Hjemmeholdet kom foran på et straffespark i første halvleg, som Mikkel Wohlgemuth udnyttede, og i anden halvleg gjorde Mikkel Wohlgemuth det også til 2-0 på endnu et straffespark. 

Straks efter reducerede Nicklas Helenius på et hovedstød efter oplæg fra Kelvin John, og i kampens sidste minut scorede Nicklas Helenius sit 75. AaB-mål, da han headede et indlæg fra Marc Nielsen over stregen til slutresultatet 2-2. 

Kampen igennem havde hjemmeholdets målmand Frederik Ibsen flere gode redninger, og i modsatte ende hev Vincent Müller også en stor redning frem i tillægstiden. 

Et fyldigt sammendrag af opgøret kan ses i videoen øverst, og du kan købe billetter til vores næste hjemmekamp, der spilles lørdag 25. oktober mod Lyngby Boldklub på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed
'