U/19 nåede semifinalen ved turnering i München
Vores U/19 Ligahold deltog i sidste uge i en international U/20-turnering arrangeret af FC Bayern München, og her tabte akademiholdet på straffesparkskonkurrence i semifinalen.
I sidste uge var vores U/19 Ligamandskab en tur i München for at deltage i FC Bayern Münchens internationale turnering Global Trophy, hvor der spilledes kampe af 2x20 minutters varighed.
I første gruppekamp mødte vores U/19-hold et mandskab fra FC Bayern München Global Academy, og Bertram Skovgaard scorede kampens eneste mål, da han i en god første halvleg sparkede et perfekt indlæg fra Johan Hvistendahl i kassen og sikrede en AaB-sejr på 1-0.
Dagen efter mødte AaB’erne først SD Aucas fra Ecuador, og efter en ganske jævnbyrdig affære slog Tobias Jørgensen til mod slutningen og headede sejrsmålet til 1-0 i kassen.
Dermed var en plads i semifinalen sikret, inden den sidste gruppekamp blev tabt med 1-0 mod et hold fra det gambiske akademi, Gambinos Stars Africa.
I semifinalen ventede et opgør mod Grasshoppers Club Zürich. Kampen endte uden scoringer og skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her trak det schweiziske hold det længste strå og snuppede en plads i finalen.
En halv time senere skulle vores U/19-hold spille en placeringskamp om tredje- eller fjerdepladsen, og her ventede endnu en kamp mod Gambinos Stars Africa. Ligesom semifinalekampen endte også dette opgør uden scoringer og skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor det gambiske mandskab vandt og tog tredjepladsen, mens vores akademihold sluttede turneringen på fjerdepladsen.
- Det var en rigtig fed tur, hvor vi fik testet drengene på en anden måde, end vi plejer, og i et andet format, end vi plejer, fordi kampene var kortere. Det gjorde, at det ville være svært at komme tilbage, hvis man kom bagud. Så vi havde meget fokus på den defensive disciplin, og det leverede drengene på fantastisk vis, samtidig med at vi var mest spilstyrende i samtlige kampe med undtagelse af semifinalen, siger U/19 Ligatræner Frederik Jørgensen.
- Vi spillede generelt nogle gode og tætte kampe. Særligt i semifinalen mod Grasshoppers mødte vi et rigtig, rigtig godt hold, som vi også præsterede godt imod. Så alt i alt var det en rigtig god tur, og det var fedt at se, at flere af vores spillere også individuelt leverede på et højt niveau mod rigtig dygtige internationale spillere, siger Frederik Jørgensen.
Turneringen blev vundet af Racing de Montevideo fra Uruguay.
U/17 Ligaen: AaB-FC København 0-2
Hjemme på Hornevej tog vores U/17 Ligahold i weekenden imod rækkens tophold, FC København.
Første halvleg bød på masser af tænding og gode dueller, men ingen scoringer.
Efter pausen fortsatte den hårde fight, men gæsterne bragte sig i 53. minut foran 1-0.
Vores U/17-drenge fortsatte med at kæmpe, men mod slutningen blev det både til et 2-0-mål til FC København og en udvisning til Malte Knudsen, og opgøret endte med et nederlag på 2-0.
Næste U/17 Ligakamp spilles på lørdag på udebane mod Sønderjyske Fodbold. Inden opgøret er vi på 13. pladsen i U/17 Ligaen med syv point efter ni kampe.






