U/19 bliver sekser ved de nordiske mesterskaber

1. december 2025 kl. 14:09 af Rasmus Estrup

Den sidste kamp ved de nordiske mesterskaber, Scandinavian Academy Tournament, endte med et nederlag på 3-2 mod svenske Hammarby Fotboll, der var foran 2-0 ved pausen på Banus Football Center.

Victor Fjeldgaard fik kampens første afslutning reddet, inden Marinus Bach Pedersen i tiende minut leverede sin første af mange redninger i AaB-målet. 

Minuttet senere fik Benjamin Jørgensen en friløber efter et godt AaB-angreb, men Hammarby-keeperen kom i vejen, og straks efter hev Marinus Bach Pedersen en stærk fodparade frem på en stor Hammarby-mulighed.

Svenskerne fortsatte med at trykke på de næste fem minutter, men afslutningerne gik enten forbi eller blev blokeret af AaB-defensiven, inden Benjamin Jørgensen efter 17 minutter fik en ny friløber – denne gang fra modsatte side. Men en fodparade fra Hammarby-målmanden blokerede vejen for et nordjysk føringsmål.

Ti minutter senere diskede vores akademimålmand også op med en stor fodparade, men i 32. minut lykkedes det Hammarby at bringe sig i front på et afrettet skud fra Hugo Östlund.

Med ti minutter til pausen blev svenskernes føring fordoblet. Marinus Bach Pedersen lavede ellers i første omgang endnu en god fodparade, men returbolden opsnappede Hammarby-holdet, og Matheo Sica kunne sende bolden i et tomt mål til pausestillingen 2-0.

Til anden halvlegs start blev Sebastian Høj, Elias Christiansen og Benjamin Jørgensen udskiftet med Mads Samson, Christian Tcacenco og William Thomsen. Sidstnævnte fandt tidligt efter pausen Victor Fjedgaards pandebraske på et indlæg, men læderet gik lige forbi mål.

I 50. minut stod William Thomsen så selv for reduceringen til 2-1, da han efter godt forarbejde fra Tobias Jørgensen sparkede bolden fladt i nettet fra kanten af feltet.

Blot tre minutter senere svarede Hammarby Fotboll dog tilbage, da Samuel Ramos blev spillet dybt i AaB-feltet og udplacerede AaB-keeperen.

Herefter fulgte en god AaB-periode med et nærgående hjørnespark, der blev blokeret, et par afslutninger fra Christian Tcacenco, som endte lige på målmanden, og et hovedstød af Valdemar Rubæk som ramte overliggeren efter et godt indlæg fra Johan Hvistendahl.

I 67. minut blev Victor Fjeldgaard og Gustav Rubæk erstattet af Bertram Skovgaard og Amar Diagne, og de næste ti minutter var det med svenskerne mest på kuglen, men efter 77 minutter reducerede Tobias Jørgensen til 3-2, da han efter et klumpspil ved et AaB-hjørne sparkede læderet over stregen.

Amar Diagne sendte fem minutter senere et langskud lige over mål, og i 85. minut hev Marinus Bach Pedersen en ny stor redning frem på et afrettet forsøg.

Trods ambitionen om en udligning kom den ikke tættere end et indlæg fra Johan Hvistendahl, som Bertram Skovgaard ikke ramte ordentligt.

Derfor sluttede det 3-2, og AaB’erne ender således på sjettepladsen ved de nordiske mesterskaber, der generelt bød på mange kampe, masser af spilminutter og god, international matchning.

Matchfacts – Scandinavian Academy Tournament, U/19

Hammarby Fotboll-AaB 3-2 (2-0)
32. min 1-0 Hugo Östlund, 36. min 2-0 Matheo Sica, 50. min 2-1 William Thomsen, 53, min 3-1 Samuel Ramos, 78. min 3-2 Tobias Jørgensen.

AaB (3-4-3): Marinus Bach Pedersen, Victor Holmstrøm, Gustav Rubæk (68: Amar Diagne), Daryosh Popalzai, Johan Hvistendahl, Sebastian Høj (46: Mads Samson), Tobias Jørgensen, Elias Christiansen (46: Christian Tcacenco), Valdemar Rubæk, Victor Fjeldgaard (68: Bertram Skovgaard), Benjamin Jørgensen (46: William Thomsen)

Tags på denne nyhed

Storsejr i U/15 Ligaen

1. december 2025 kl. 07:36 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-0
Vores U/17 Ligahold tabte den næstsidste kamp i 2025, da det på udebane mod Vejle Boldklub i lørdags endte med et nederlag på 2-0.

AaB’ene kom ellers godt ud til kampen, men som første halvleg skred frem, foregik spillet mere og mere på hjemmeholdets præmisser, og efter 18 minutter udnyttede Vejle Boldklub en pasningsfejl i AaB-defensiven og kom foran 1-0.

11 minutter senere blev det også 2-0 til Vejle Boldklub, der denne gang slog til på en omstilling.

Herefter satte vores akademihold sig mere på spillet, og Christian Eriksen fik også på flot vis bolden i mål, men scoringen blev annulleret.

Anden halvleg blev en mere rodet affære, men mod slutningen fik U/17-mandskabet bedre fat om kampen. Det udmøntede sig dog ikke i scoringer og endte således med et nederlag på 2-0.

Årets sidste U/17 Ligakamp spilles på onsdag på udebane mod Esbjerg fB. Inden det opgør indtager vores akademihold 11. pladsen med 13 point efter 13 kampe.

U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 1-5
Vores U/15 Ligahold sluttede en stærk efterårssæson af med en 5-1-sejr på udebane mod Vejle Boldklub i lørdags.

26 minutter inde i kampen åbnede Nicklas Frank Andersen målscoringen, og seks minutter senere udbyggede Landu Matikka Jönsson til 2-0, før Ditlev Rasmussen i 37. minut gjorde det til 3-0.

Inden pausen fik hjemmeholdet reduceret til pausestillingen 3-1.

Med et kvarters tid igen scorede Johan Agesen Pedersen til 4-1, og i sidste minut lukkede Viggo Lorentzen Dalsgaard kampen med 5-1-scoringen.

U/15 Ligaholdet går til vinterpausen på en andenplads med 29 point efter 13 kampe. Førstepladsen indtages af Esbjerg fB, der har 29 point efter 12 kampe.

Den første U/15 Ligakamp i 2026 er programsat til 21. februar på udebane mod AC Horsens.

Tags på denne nyhed

Kelvin John skal til Africa Cup of Nations

30. november 2025 kl. 19:34 af Rasmus Estrup

Vores tanzaniske offensivspiller Kelvin John skal repræsentere Tanzania ved Africa Cup of Nations, der afvikles i Marokko.

Turneringens åbningskamp spilles 21. december, og Tanzania spiller deres første kamp 23. december mod Nigeria.

Foruden Nigeria er Tanzania også i pulje med Uganda og Tunesien, der venter i kampe henholdsvis 27. december og 30. december. 

22-årige Kelvin John har indtil videre spillet syv A-landskampe for hjemlandet. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AC Horsens-AaB 0-0

30. november 2025 kl. 18:18 af Rasmus Estrup

Søndag eftermiddag spillede vi 0-0 på Nordstern Arena Horsens mod AC Horsens. 

I en første halvleg hvor vi var spilstyrende, havde Mads Bomholt et skud på overliggeren efter en indøvet hjørnesparkskombination. 

I anden halvleg var det AC Horsens, der kom tættest på en scoring, da Victor Pálsson headede et hjørnespark på overliggeren.

Se et sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Dagens resultat betyder, at vi går ind til Betinia Ligaens vinterpause på sjettepladsen med seks point op til oprykningspladserne.

Tags på denne nyhed

Pointdeling i Horsens i årets sidste kamp

30. november 2025 kl. 16:55 af Rasmus Estrup

Årets sidste kamp endte 0-0 på Norstern Arena i Horsens efter en kamp, hvor vi kontrollerede og var nærgående i første halvleg, mens hjemmeholdet var farligst efter pausen. Resultatet betyder, at vi overvintrer på sjettepladsen i Betinia Ligaen.

Vi satte os tidligt tungt på spillet, men chancerne lod vente på sig i indledningen. I 15. minut fik vi dog tilspillet os vores første mulighed, da Kelvin John fra højrekanten fandt Mads Bomholt, men midtbanespilleren blev blokeret i Horsens-feltet, og da bolden efterfølgende trillede hen til Nicklas Helenius, sendte den erfarne angriber bolden langt forbi.

Fire minutter senere kom hjemmeholdet frem til en stor chance, da et indlæg fra den tidligere AaB'er, Andreas Bruus, fandt vej til Roko Baturina midt i feltet, men Vincent Müller greb afslutningen fra den kroatiske centerforward. Minuttet senere forsøgte en anden tidligere AaB'er, Patrick Olsen, sig med et langskud, der gik langt over. 

En indøvet hjørnesparkskombination efter en halv times spil var meget tæt på at give et nordjysk føringsmål, men det hårde hug fra Mads Bomholt fra kanten af feltet ramte indersiden af stolpen og sprang ud i feltet til Elison Makolli, som blev vinket for offside. Den svenske forsvarsspiller var tilbage i startopstillingen efter at have siddet ude med en skade siden midten af oktober.

Fem minutter senere fik Alexander Håpnes en fin afslutningsmulighed i udkanten af AC Horsens-feltet, da Nicklas Helenius havde lagt Nóel Atli Arnórssons indlæg af til nordmanden, men forsøget fra vores nummer otte endte på tribunen. 

Med fire minutter til pausen steg Nóel Atli Arnórsson til vejrs på et indlæg fra modsatte side, men islændingens hovedstød gik i en bue over mål og lagde sig ovenpå nettaget. Dermed endte første halvleg uden scoringer. 

Tidligt i anden halvleg fik vi en god mulighed med tre-mod-to i hjemmeholdets felt, men Kelvin Johns afslutning blev blokeret, og i modsatte ende prøvede Kristian Kirkegaard lykken med et akrobatisk saksespark, som sad lige på Vincent Müller. 

I 67. minut blev Frederik Børsting skiftet ind til sin AaB-kamp nummer 250, da han erstattede Alexander Håpnes. En håndfuld minutter senere udgik Nóel Atli Arnórsson med en skade, og i hans sted kom Marc Nielsen ind. 

Som anden halvleg skred frem fik hjemmeholdet bedre fat om kampen, og i 73. minut var AC Horsens tæt på en scoring, da Victor Pálsson headede et hjørnespark på overliggeren. Med et kvarter igen prøvede indskiftede Alagie Saine lykken fra kanten af feltet, hvorfra han sparkede forbi Vincent Müllers mål. 

Oliver Ross og Adam Andersson blev i 79. minut på banen i stedet for Valdemar Møller og Mikkel Kallesøe. 

I 82. minut headede AC Horsens-indskifter Sebastian Pingel læderet over, og to minutter senere fulgte et ufarligt hovedstød fra Adam Herdonsson, som Vincent Müller uden besvær kunne gribe. 

Herefter bød opgøret ikke på flere chancer, og årets sidste kamp sluttede således 0-0. Dermed overvintrer vi efter 18 runder på sjettepladsen i Betinia Ligaen med seks point op til oprykningspladserne, mens Kolding I.F. med samme pointantal som os er på syvendepladsen.

Første Betinia Ligakamp i 2026 spilles mellem 27. februar og 2. marts på hjemmebane mod Hillerød Fodbold. Bliv klar til forårets vigtige kampe med et sæsonkortabonnement. 

Matchfacts - Betinia Ligaen, 18. spillerunde

AC Horsens-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler AC Horsens: Julius Madsen (57), Kristian Kirkegaard (65)
Advarsler AaB: Alexander Håpnes (44), Mikkel Kallesøe (78)
2.224 tilskuere på Nordstern Arena Horsens

AC Horsens (3-4-3): Matej Delac, Sebastian Hausner (80: Ole Martin Kolskogen), Victor Pálsson, Christ Tapé, Andreas Bruus (68: Alagie Saine), Adam Herdonsson (90: Fallou Sene), Patrick Olsen, Julius Madsen, Frederik Brandhof, Roko Baturina (80: Sebastian Pingel), Kristian Kirkegaard (68: Yamirou Ourou).

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Mikkel Kallesøe (79: Adam Andersson), Elison Makolli, Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson (72: Marc Nielsen), Mads Bomholt, Marcus Bonde, Alexander Håpnes (67: Frederik Børsting), Kelvin John, Nicklas Helenius, Valdemar Møller (79: Oliver Ross).

Dommer: Jacob Stausgaard Kobberrød

Tags på denne nyhed
'