Restsalg af AaB x About Vintage – Limited 140 års jubilæumsur (Special Partner Edition)
I forbindelse med AaB’s 140-års fødselsdag producerede vi sammen med About Vintage et Limited 140-års jubilæumsur, der blev udsolgt på under to døgn. Nu sælges et lille restlager af den særlige Special Partner Edition.
Uret, der blev skabt i samarbejde med About Vintage, blev produceret i 140 nummererede eksemplarer, som hurtigt blev udsolgt, samt 140 nummererede eksemplarer i en Special Partner Edition, som vores samarbejdspartnere gennem 2025 har haft mulighed for at købe gennem særlige jubilæumspakker.
Det er et lille restlager af disse ure, som du nu kan købe ved at benytte følgende formular: https://www.aab-sport.dk/aab-x-about-vintage_1
Via linket skriver du dig op og modtager en bekræftelsesmail, så du efterfølgende kan hente og betale for uret hos AaB Shoppen i Gravensgade 1, 9000 Aalborg i butikkens åbningstid.
I denne uge er der åbent torsdag (10-18), fredag (10-18) og lørdag (10-16) hos AaB Shoppen i Gravensgade.
Prisen er for AaB x About Vintage – Limited 140 års jubilæumsur (Special Partner Edition) er 2.499 kr.
Vi gør opmærksom på at urene sælges efter først-til-mølle-princippet. Bemærk at uret først er reserveret, når du har modtaget din bekræftelsesmail.
Info om uret
I samarbejde med det anerkendte danske urbrand About Vintage har vi præsenteret en hyldest til klubbens 140 år lange og stolte historie med et særligt jubilæumsur.
13. maj 2025 var det præcis 140 år siden, at AaB’s stiftende generalforsamling fandt sted på Hotel Royal i centrum af Aalborg.
I 140 år har AaB været med til at samle Nordjylland og Aalborg. Gennem opture, nedture, mesterskaber, europæiske kampagner, pokaltitler og alt det imellem har klub og fans stået skulder ved skulder.
Fra Eksercerpladsen til Høje Bøge Stadion. Fra Hornevej til Old Trafford. Fra Nordtribunen til Vesttribunen.
Sammen har vi skabt fællesskab, gode minder og oplevelser for livet, og det vil vi fortsætte med at gøre. Sammen for AaB.
Urets krans bærer en mørkeblå farve, der er inspireret af AaB’s allertidligste fodbolduniform, mens de karakteristiske røde og hvide striber også er elegant implementeret i uret.
To af viserne er formet som cricketbat i relation til klubbens oprindelse som en cricketklub. Klubbens logo, navn og oprindelsesår er også at finde i urskiven, mens der på bagsiden blandt andet er referencer til Aalborg Portland Park og Cimbrertyren.
Jubilæumsuret leveres på en klassisk 5-lænke i rustfri stål med AaB-logo indgraveret på spændet, og derudover medfølger også en ekstra rem i brunt læder.
