Nederlag mod stærkt besat Viborg-mandskab
AaB tabte dagens Future Cup-kamp mod Viborg F.F. med 3-0, men leverede alligevel langt henad vejen en godkendt indsats.
Værterne benyttede dagens opgør til at bringe stort set alle sine bedste spillere i aktion, hvorimod AaB ikke havde en eneste spiller fra den forgangne weekends startopstilling mod Hvidovre I.F. medbragt til det midtjyske.
Bortset fra et udfald det sidste kvarter af første halvleg holdt AaB’erne et fint niveau, og særligt den første halve time var meget jævnbyrdig.
I det 17. minut havde Bertram Skovgaard også kampens første chance, men afslutningen gik forbi mål.
Fem minutter senere forsøgte hjemmeholdets Charly Nouck sig, men AaB-keeper Bertil Grønkjær var på plads.
Efter en halv time var Mads Søndergaard nærgående for hjemmeholdet, som også tog føringen to minutter senere, da Tim Freriks steg til vejrs og headede i nettet ved den bageste stolpe på et indlæg fra venstre.
Denne fase var som nævnt den sværeste i opgøret for AaB, og fem minutter før pausen bragte Viborg F.F. sig også på 2-0, da et AaB-hold i fremdrift ikke formåede at holde fast i bolden, hvilket øjeblikkeligt blev straffet på en omstilling og afslutning af Charly Nouck.
I det 43. minut havde AaB dog en stor chance for reducering, men i fri position headede Alexander Håpnes indlægget fra Mikkel Kallesøe forbi mål.
I den modsatte ende kom Bertil Grønkjær i vejen for Frederik Damkjer, og få minutter efter pausen havde også Tim Freriks endnu en god mulighed.
For AaB var chancen også stor til Markus Kaasa efter 51 minutter, men målmand Filip Djukic fik reddet skudforsøget fra tæt hold.
Efter en times spil bankede Frederik Børsting et stort tilbud over tværribben, og AaB truede igen, da indskiftede Victor Fjeldgaard ti minutter senere headede mod mål.
For Viborg F.F. kunne Bilal Brahimi have scoret, inden Yonis Njoh på kampens sidste boldberøring sørgede for 3-0 som facit på måltavlen.
AaB’s tredje af fire planlagte Future Cup-kampe venter først i slutningen af februar på udebane mod Randers FC.
Matchfacts – Future Cup, 2. spillerunde
Viborg F.F.-AaB 3-0 (2-0)
32. min 1-0 Tim Freriks, 40. min. 2-0 Charly Nouck, 90. min 3-0 Yonis Njoh.
AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Mikkel Kallesøe (46: Benjamin Pihl), Christian Tcacenco, Cornelius Olsson, Eugene Amankwah (68: Elias Christiansen), Marcus Bonde, Alexander Håpnes (56: William Thomsen), Markus Kaasa (72: Helgi Hafsteinn Johannsson), Andreas Maarup, Bertram Skovgaard (68: Victor Fjeldgaard), Frederik Børsting.
