Møller på tavlen i storsejr over San Marino

13. november 2025 kl. 07:48 af Rasmus Estrup

U/19-landsholdet vandt i går 6-0 over San Marino i den første af tre EM-kvalifikationskampe i denne landskampstermin. 

Valdemar Møller indledte opgøret på bænken, men blev skiftet ind i 78. minut ved stillingen 5-0. Fem minutter senere scorede Valdemar Møller kampens sidste mål. 

Scoringen var Valdemar Møllers anden i nationaldragten, og han er nu noteret for 15 ungdomslandskampe - heraf seks for U/19-landsholdet. 

U/19-landsholdet spiller igen på lørdag, hvor det gælder en EM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Tags på denne nyhed

Nederlag mod stærkt besat Viborg-mandskab

12. november 2025 kl. 16:07 af Brian Andersen

Værterne benyttede dagens opgør til at bringe stort set alle sine bedste spillere i aktion, hvorimod AaB ikke havde en eneste spiller fra den forgangne weekends startopstilling mod Hvidovre I.F. medbragt til det midtjyske.

Bortset fra et udfald det sidste kvarter af første halvleg holdt AaB’erne et fint niveau, og særligt den første halve time var meget jævnbyrdig.

I det 17. minut havde Bertram Skovgaard også kampens første chance, men afslutningen gik forbi mål.

Fem minutter senere forsøgte hjemmeholdets Charly Nouck sig, men AaB-keeper Bertil Grønkjær var på plads.

Efter en halv time var Mads Søndergaard nærgående for hjemmeholdet, som også tog føringen to minutter senere, da Tim Freriks steg til vejrs og headede i nettet ved den bageste stolpe på et indlæg fra venstre.

Denne fase var som nævnt den sværeste i opgøret for AaB, og fem minutter før pausen bragte Viborg F.F. sig også på 2-0, da et AaB-hold i fremdrift ikke formåede at holde fast i bolden, hvilket øjeblikkeligt blev straffet på en omstilling og afslutning af Charly Nouck.

I det 43. minut havde AaB dog en stor chance for reducering, men i fri position headede Alexander Håpnes indlægget fra Mikkel Kallesøe forbi mål.

I den modsatte ende kom Bertil Grønkjær i vejen for Frederik Damkjer, og få minutter efter pausen havde også Tim Freriks endnu en god mulighed.

For AaB var chancen også stor til Markus Kaasa efter 51 minutter, men målmand Filip Djukic fik reddet skudforsøget fra tæt hold.

Efter en times spil bankede Frederik Børsting et stort tilbud over tværribben, og AaB truede igen, da indskiftede Victor Fjeldgaard ti minutter senere headede mod mål.

For Viborg F.F. kunne Bilal Brahimi have scoret, inden Yonis Njoh på kampens sidste boldberøring sørgede for 3-0 som facit på måltavlen.

AaB’s tredje af fire planlagte Future Cup-kampe venter først i slutningen af februar på udebane mod Randers FC.

Matchfacts – Future Cup, 2. spillerunde

Viborg F.F.-AaB  3-0 (2-0)
32. min 1-0 Tim Freriks, 40. min. 2-0 Charly Nouck, 90. min 3-0 Yonis Njoh.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Mikkel Kallesøe (46: Benjamin Pihl), Christian Tcacenco, Cornelius Olsson, Eugene Amankwah (68: Elias Christiansen), Marcus Bonde, Alexander Håpnes (56: William Thomsen), Markus Kaasa (72: Helgi Hafsteinn Johannsson), Andreas Maarup, Bertram Skovgaard (68: Victor Fjeldgaard), Frederik Børsting.

Tags på denne nyhed

Deltag i AaB Shoppens Skattejagt

12. november 2025 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

I samarbejde med Aalborg City, Solo Grafisk og AV Center inviterer AaB Shoppen til skattejagt. Det er gratis at deltage, og finder du frem til skatten, venter der en præmie fra AaB Shoppen.  

Skattejagten foregår ved, at man henvender sig hos personalet i AaB Shoppen i åbningstiden lørdag 15. november eller lørdag 29. november. Her vil man få udleveret et skattekort, så skattejagten kan begynde. På selve skattekortet står der yderligere instruktioner. 

AaB Shoppens Skattejagt er lavet i samarbejde med AV Center, Solo Grafisk og Aalborg City.  

Adresse: AaB Shoppen, Gravensgade 1, 9000 Aalborg 

Åbningstiderne t.o.m. lørdag 22. november: 
Torsdag: 10-18 
Fredag: 10-18 
Lørdag: 10-16 

Fra mandag 24. november vil der være åbent: 
Mandag-fredag: 10-18 
Lørdag: 10-16 
(Åbent hver søndag i december fra kl. 10-16) 

Fra mandag 15. december t.o.m. tirsdag 23. december 
Mandag-fredag: 10–19 
Lørdag-søndag: 10-16 

Tags på denne nyhed

Future Cup-opgør i Viborg kl. 13.00

12. november 2025 kl. 08:33 af Rasmus Estrup

Efter en 3-0-sejr over FC Fredericia i den første Future Cup-kamp i denne sæson gælder det i dag sæsonens andet opgør i Future Cup, når vi gæster Viborg F.F. kl. 13.00.

Med i truppen til dagens kamp er følgende 17 spillere:

2 Mikkel Kallesøe, 8 Alexander Håpnes, 15 Cornelius Olsson, 18 Andreas Maarup, 23 Markus Kaasa, 25 Frederik Børsting, 26 Marcus Bonde, 32 Christian Tcacenco, 35 Eugene Amankwah, 39 Bertram Skovgaard og 40 Bertil Grønkjær samt akademispillerne Benjamin Pihl, Helgi Hafsteinn Johannsson, Victor Fjeldgaard, William Thomsen, Elias Christiansen og Marinus Bach Pedersen. 

Kampen spilles på Viborg F.F.'s træningsanlæg på Rughavevej 39B, 8800 Viborg.

Tags på denne nyhed

Nederlag mod OB i U/17 Ligaen

12. november 2025 kl. 07:51 af Rasmus Estrup

AaB Akademiets U/17-mandskab var i går i aktion på Hornevej, hvor holdet mødte rækkens tredjeplads, OB. 

Første halvleg begyndte intenst med mange nærkampe, men de første 45 minutter forløb uden scoringer.

Det duelprægede spil fortsatte efter pausen, og 14 minutter inde i anden halvleg fik gæsterne et straffespark. Villads Bertelsen reddede forsøget i første omgang, men OB-skytten var først over returen, som han sparkede i mål til 1-0 for gæsterne. 

Den fynske føring blev udbygget til 2-0 20 minutter før tid, og trods en god arbejdsindsats fra de bolsjestribede spillere endte 2-0 også med at være slutresultatet. 

Efter tirsdagens nederlag er vores akademihold på tiendepladsen i U/17 Ligaen med ti point efter 11 kampe. Næste U/17 Ligakamp spilles lørdag 22. november mod Esbjerg fB på Hornevej.

Tags på denne nyhed
'