Mød AaB-spillerne i AaB Shoppen

1. december 2025 kl. 17:41 af Rasmus Estrup

Inden vinterpausen venter for spillertruppen i AaB, har du mulighed for at komme forbi AaB Shoppen og møde AaB-spillerne.

Her vil de stå klar til en snak og til at skrive en autograf, ligesom vi i AaB Shoppen står klar med en masse lækkert officielt AaB-merchandise. 

Husk at du som sæsonkortholder i AaB altid sparer 10 procent. på alt i vores fysiske butikker. 

Hvornår de forskellige spillere kigger forbi AaB Shoppen i Gravensgade 1 kan ses på grafikkerne herunder.

Åbningstiderne i AaB Shoppen er:
Mandag-fredag: 10-18
Lørdag-søndag: 10-16 

Tags på denne nyhed

Stem på månedens AaB-spiller i november

1. december 2025 kl. 15:30 af Rasmus Estrup

November bød på en sejr over Middelfart Boldklub, et nederlag til Kolding I.F. samt to uafgjorte opgør mod AC Horsens og Hvidovre I.F.

Nu er det op til dig og de øvrige AaB-fans at bestemme, hvem der fortjener titlen som månedens spiller.

Stem på din favorit her. 

Afstemningen løber frem til torsdag 4. december kl. 10.00. 

Tags på denne nyhed

U/19 bliver sekser ved de nordiske mesterskaber

1. december 2025 kl. 14:09 af Rasmus Estrup

Den sidste kamp ved de nordiske mesterskaber, Scandinavian Academy Tournament, endte med et nederlag på 3-2 mod svenske Hammarby Fotboll, der var foran 2-0 ved pausen på Banus Football Center.

Victor Fjeldgaard fik kampens første afslutning reddet, inden Marinus Bach Pedersen i tiende minut leverede sin første af mange redninger i AaB-målet. 

Minuttet senere fik Benjamin Jørgensen en friløber efter et godt AaB-angreb, men Hammarby-keeperen kom i vejen, og straks efter hev Marinus Bach Pedersen en stærk fodparade frem på en stor Hammarby-mulighed.

Svenskerne fortsatte med at trykke på de næste fem minutter, men afslutningerne gik enten forbi eller blev blokeret af AaB-defensiven, inden Benjamin Jørgensen efter 17 minutter fik en ny friløber – denne gang fra modsatte side. Men en fodparade fra Hammarby-målmanden blokerede vejen for et nordjysk føringsmål.

Ti minutter senere diskede vores akademimålmand også op med en stor fodparade, men i 32. minut lykkedes det Hammarby at bringe sig i front på et afrettet skud fra Hugo Östlund.

Med ti minutter til pausen blev svenskernes føring fordoblet. Marinus Bach Pedersen lavede ellers i første omgang endnu en god fodparade, men returbolden opsnappede Hammarby-holdet, og Matheo Sica kunne sende bolden i et tomt mål til pausestillingen 2-0.

Til anden halvlegs start blev Sebastian Høj, Elias Christiansen og Benjamin Jørgensen udskiftet med Mads Samson, Christian Tcacenco og William Thomsen. Sidstnævnte fandt tidligt efter pausen Victor Fjedgaards pandebraske på et indlæg, men læderet gik lige forbi mål.

I 50. minut stod William Thomsen så selv for reduceringen til 2-1, da han efter godt forarbejde fra Tobias Jørgensen sparkede bolden fladt i nettet fra kanten af feltet.

Blot tre minutter senere svarede Hammarby Fotboll dog tilbage, da Samuel Ramos blev spillet dybt i AaB-feltet og udplacerede AaB-keeperen.

Herefter fulgte en god AaB-periode med et nærgående hjørnespark, der blev blokeret, et par afslutninger fra Christian Tcacenco, som endte lige på målmanden, og et hovedstød af Valdemar Rubæk som ramte overliggeren efter et godt indlæg fra Johan Hvistendahl.

I 67. minut blev Victor Fjeldgaard og Gustav Rubæk erstattet af Bertram Skovgaard og Amar Diagne, og de næste ti minutter var det med svenskerne mest på kuglen, men efter 77 minutter reducerede Tobias Jørgensen til 3-2, da han efter et klumpspil ved et AaB-hjørne sparkede læderet over stregen.

Amar Diagne sendte fem minutter senere et langskud lige over mål, og i 85. minut hev Marinus Bach Pedersen en ny stor redning frem på et afrettet forsøg.

Trods ambitionen om en udligning kom den ikke tættere end et indlæg fra Johan Hvistendahl, som Bertram Skovgaard ikke ramte ordentligt.

Derfor sluttede det 3-2, og AaB’erne ender således på sjettepladsen ved de nordiske mesterskaber, der generelt bød på mange kampe, masser af spilminutter og god, international matchning.

Matchfacts – Scandinavian Academy Tournament, U/19

Hammarby Fotboll-AaB 3-2 (2-0)
32. min 1-0 Hugo Östlund, 36. min 2-0 Matheo Sica, 50. min 2-1 William Thomsen, 53, min 3-1 Samuel Ramos, 78. min 3-2 Tobias Jørgensen.

AaB (3-4-3): Marinus Bach Pedersen, Victor Holmstrøm, Gustav Rubæk (68: Amar Diagne), Daryosh Popalzai, Johan Hvistendahl, Sebastian Høj (46: Mads Samson), Tobias Jørgensen, Elias Christiansen (46: Christian Tcacenco), Valdemar Rubæk, Victor Fjeldgaard (68: Bertram Skovgaard), Benjamin Jørgensen (46: William Thomsen)

Tags på denne nyhed

Storsejr i U/15 Ligaen

1. december 2025 kl. 07:36 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-0
Vores U/17 Ligahold tabte den næstsidste kamp i 2025, da det på udebane mod Vejle Boldklub i lørdags endte med et nederlag på 2-0.

AaB’ene kom ellers godt ud til kampen, men som første halvleg skred frem, foregik spillet mere og mere på hjemmeholdets præmisser, og efter 18 minutter udnyttede Vejle Boldklub en pasningsfejl i AaB-defensiven og kom foran 1-0.

11 minutter senere blev det også 2-0 til Vejle Boldklub, der denne gang slog til på en omstilling.

Herefter satte vores akademihold sig mere på spillet, og Christian Eriksen fik også på flot vis bolden i mål, men scoringen blev annulleret.

Anden halvleg blev en mere rodet affære, men mod slutningen fik U/17-mandskabet bedre fat om kampen. Det udmøntede sig dog ikke i scoringer og endte således med et nederlag på 2-0.

Årets sidste U/17 Ligakamp spilles på onsdag på udebane mod Esbjerg fB. Inden det opgør indtager vores akademihold 11. pladsen med 13 point efter 13 kampe.

U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 1-5
Vores U/15 Ligahold sluttede en stærk efterårssæson af med en 5-1-sejr på udebane mod Vejle Boldklub i lørdags.

26 minutter inde i kampen åbnede Nicklas Frank Andersen målscoringen, og seks minutter senere udbyggede Landu Matikka Jönsson til 2-0, før Ditlev Rasmussen i 37. minut gjorde det til 3-0.

Inden pausen fik hjemmeholdet reduceret til pausestillingen 3-1.

Med et kvarters tid igen scorede Johan Agesen Pedersen til 4-1, og i sidste minut lukkede Viggo Lorentzen Dalsgaard kampen med 5-1-scoringen.

U/15 Ligaholdet går til vinterpausen på en andenplads med 29 point efter 13 kampe. Førstepladsen indtages af Esbjerg fB, der har 29 point efter 12 kampe.

Den første U/15 Ligakamp i 2026 er programsat til 21. februar på udebane mod AC Horsens.

Tags på denne nyhed

Kelvin John skal til Africa Cup of Nations

30. november 2025 kl. 19:34 af Rasmus Estrup

Vores tanzaniske offensivspiller Kelvin John skal repræsentere Tanzania ved Africa Cup of Nations, der afvikles i Marokko.

Turneringens åbningskamp spilles 21. december, og Tanzania spiller deres første kamp 23. december mod Nigeria.

Foruden Nigeria er Tanzania også i pulje med Uganda og Tunesien, der venter i kampe henholdsvis 27. december og 30. december. 

22-årige Kelvin John har indtil videre spillet syv A-landskampe for hjemlandet. 

Tags på denne nyhed
'