Landskampe for fire AaB’ere i går
Kelvin John spillede i går sin syvende A-landskamp for Tanzania, mens Valdemar Møller, Magnus Bak og Frederik Vestergaard optrådte for de danske ungdomslandshold.
Kelvin John var med fra start og fik 70 minutters spilletid, da Tanzanias A-landshold i går mødte Kuwait i en venskabskamp i Egypten.
Tanzania indledte kampen godt og var foran 2-0 ved pausen, men Kuwait fik i anden halvleg vendt det hele på hovedet med fire mål inden det 70. minut, hvor Kelvin John blev udskiftet.
Tanzania fik pyntet på stillingen med en reducering til slutresultatet 4-3 i 87. minut.
Møller indskiftet i nederlag mod Sverige
Det danske U/19-landshold spillede i går den anden EM-kvalifikationskamp i denne landsholdstermin, hvor det denne gang blev til et 1-0-nederlag mod Sverige.
Valdemar Møller sad på bænken fra start, og han kunne se til udefra, da svenskerne bragte sig foran i 56. minut. Seks minutter senere kom AaB-spilleren på banen, men kvalifikationskampen endte med et nederlag.
Dermed ligger det danske U/19-landshold på tredjepladsen i EM-kvalifikationspuljen med tre point før den sidste puljekamp mod Schweiz på udebane på tirsdag. Schweiz topper puljen med seks point, mens Sverige er på andenpladsen med tre point ligesom danskerne.
Kampen i går var Valdemar Møllers 16. ungdomslandskamp for Danmark. Den syvende på U/17-landsholdet.
Ungdomslandsholdsdebut til Magnus Bak
Akademispiller Magnus Bak fik i går ungdomslandsholdsdebut, da han blev skiftet ind for U/17-landsholdet, som vandt 1-0 over Tyskland i en venskabskamp i Spanien.
Magnus Bak indledte – ligesom holdkammeraterne Villads Bertelsen og Daryosh Popalzai – kampen på bænken, men blev skiftet ind i 74. minut til sin første kamp i nationaldragten.
Danskernes sejrsmål blev scoret i 20. minut, og hverken Villads Bertelsen eller Daryosh Popalzai blev indskiftet.
U/17-landsholdet møder Tyskland i en ny venskabskamp på tirsdag.
Vestergaard startede inde i U/16-remis mod Tyskland
Også U/16-landsholdet mødte Tyskland i en venskabskamp i spanske Marbella i går, og her var Frederik Vestergaard fra AaB Akademiet med i startopstillingen.
U/17-landsholdet kom foran allerede i andet minut, men efter 48 minutters spil udlignede tyskerne til slutresultatet 1-1.
Frederik Vestergaard blev udskiftet i 68. minut, og han er nu noteret for to ungdomslandskampe for Danmark.
U/16-landsholdet spiller også en ny venskabskamp mod Tyskland på tirsdag.


