Både som hold og individuelt blev der leveret stærkt, da AaB torsdag eftermiddag spillede 1-1 mod et velbesat AGF-mandskab.
I forhold til opgøret i søndags mod Sønderjyske var kun Kasper Jørgensen, Mylian Jimenez og Andres Jasson gengangere i startopstillingen hos AaB, og i skønt forårsvejr og på en lækker græsbane på aarhusianernes anlæg på Fredensvang var værterne allerede efter 35 sekunder tæt på at tage føringen, da Tobias Bech headede på overliggeren.
Efter fem minutter var Tobias Bech igen nærgående med en afslutning forbi fjerneste stolpe, og generelt sad AGF tungt på de indledende 10-15 minutter af dysten.
Langsomt fik AaB arbejdet og spillet sig ind i matchen, men det var hjemmeholdet, som også i det 27. minut var farlige, da AaB-keeper Rody de Boer fik viftet Eric Kahls skud fra kanten af straffesparksfeltet over tværribben.
De gode momenter fra AaB forekom oftere og oftere, og efter 33 minutter dannede et nydeligt angreb baggrund for føringsmålet, da Amar Diagne scorede efter en perfekt tværpasning fra Andres Jasson, der befandt sig i en fordelagtig situation efter forarbejde af Malthe Holt.
Få øjeblikke senere var Rody de Boer på ny på plads over for en afslutning fra Tobias Bech, mens endnu et velgennemført AaB-angreb med Mads Bomholt, Malthe Holt og Kasper Davidsen involveret fem minutter før pausen gav muligheden til Andres Jasson, hvis afslutning blev blokeret til hjørnespark.
Mikkel Duelund truede et par gange for AGF, men det var AaB, der ni minutter efter pausen var særdeles tæt på at fordoble føringen, da endnu et godt opspil gav chancen til Christian Tcacenco i fremdrift, men desværre ramte skudforsøget indersiden af stangen.
I stedet blev det efter knap en time 1-1, da en lang fremlægning henover AaB-defensiven gav muligheden til Frederik Emmery, der udplacerede Rody de Boer.
Midtvejs i anden halvleg var AaB igen tæt på sin anden scoring, da Amar Diagne stod for oplægget til Mads Bomholt, hvis afslutning blev reddet af AGF’s bageste skanse Leopold Wahlsted.
Med ti minutter igen var det Frederik Brandhof, der i stedet var ved at afgøre det for AGF, men skudforsøget tog overkanten af overliggeren.
Næste opgave for AaB er den første af 10 finaler i kvalifikationsspillet, når Viborg F.F. næste fredag gæster Aalborg Portland Park. Køb fra i morgen formiddag i forsalg din billet her.
(Foto: agf.dk).
Matchfacts – testkamp
AGF-AaB 1-1 (0-1)
33. min 0-1 Amar Diagne, 59. min 1-1 Frederik Emmery.
AaB (4-3-3): Rody de Boer, Christian Tcacenco, Kasper Jørgensen (64: Lars Kramer), Oumar Diakhité (83: Malthe Kjølby), Marc Nielsen, Kasper Davidsen, Malthe Holt, Mylian Jimenez, Andres Jasson, Mads Bomholt, Amar Diagne.