AaB forlænger med Müller til 2029

27. marts 2025 kl. 15:00 af Brian Andersen

Den tyske keeper fik sin fodboldopdragelse i 1. FC Köln og har også haft to år i PSV Eindhoven, inden det før skiftet til AaB blev til 67 officielle kampe for MSV Duisburg.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Vincent har mere end levet op til vores forventninger, og han har både med sin personlighed og sine målmandsevner med såvel hænderne som fødderne præget vores hold i positiv retning.

- Dertil kan lægges en stærk mentalitet, og derfor er vi selvfølgelig glade for allerede nu at forlænge aftalen med Vincent, fortæller James Gow og tilføjer:

- Dermed er vi også et godt stykke ind i fremtiden sikret et stærkt målmandsteam bestående af Vincent Müller, Rody de Boer og U/18-landsholdsmålmand Bertil Grønkjær, hvilket er et godt fundament for ethvert fodboldhold.

24-årige Vincent Müller glæder sig over at have føjet endnu et år til sin aftale med AaB:

- Jeg elsker at spille for AaB, og jeg elsker at bo i Aalborg, så jeg er selvfølgelig meget glad for allerede nu at kunne lægge yderligere et år til min aftale med klubben. Jeg synes, klubben er på vej mod noget godt, og jeg vil gerne følge klubbens vision for de næste år, så vi forhåbentlig kan opnå mest mulig succes.

- Da jeg kom hertil i sommer, skulle jeg bevise mit værd, og jeg håber, jeg har kunnet give bagkæden og resten af holdet en følelse af, at de kan stole på mig, hvis noget skulle slippe forbi dem, siger Vincent Müller.

- Som person trives jeg også rigtig godt i AaB, og Aalborg er en dejlig by ud til fjorden og med mange hyggelige steder. Fansene viser også stor kærlighed til klubben, og de står bag holdet, både når det går godt og skidt. Det er med til at give os spillere endnu større vilje til hele tiden at presse os selv for at blive bedre, og det miljø glæder jeg mig til at fortsætte i, lyder det fra Vincent Müller.

Vincent Müllers nye aftale med AaB gælder indtil 30. juni 2029.

Inden kvalifikationsspillet i morgen aften indledes på Aalborg Portland Park mod Viborg F.F., er Vincent Müller noteret for 24 officielle kampe for AaB.

Tags på denne nyhed

Akademispiller på U/16 Future-landsholdet

27. marts 2025 kl. 12:36 af Rasmus Estrup

Efter en træningssamling tidligere i marts med U/16 Future-landsholdet er akademispiller Mikkel Bach Zinck blevet udtaget til den Future-landsholdstrup, der midt i april drager til Sverige for at deltage i en træningsturnering. 

11. april spiller U/16 Future-landsholdet mod Holland, to dage senere er Belgien modstander, og 15. april spilles trejde og sidste kamp ved turneringen mod Sverige. 

Mikkel Bach Zinck har tidligere spillet én U/16 Future-landskamp. 

U/16 Future-landsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.  

Tags på denne nyhed

Partnerklubbernes Dag er udsolgt

27. marts 2025 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

Søndag 20. april holder vi Partnerklubbernes Dag, når vi møder Sønderjyske Fodbold kl. 17.00. I den forbindelse har vi inviteret alle vores partnerklubber gratis ind til kampen. 

Fra kl. 12.00 i går har vores nordjyske partnerklubber kunnet tilmelde sig, og samtlige 2.000 billetter til partnerklubberne er allerede nu blevet revet væk. 

Har man ikke nået at tilmelde sig, kan man skrive sig på en venteliste ved at følge tilmeldingslinket i den mail, som blev sendt ud til kontaktpersoner i alle partnerklubber i mandags. 

Er man som klub kommet til at tilmelde sig med for mange deltagere, end der reelt kommer til kampen, opfordrer vi kraftigt til, at man skriver til billet@aab-as.dk, så vi kan få udnyttet billetterne mest muligt og få flest tilskuere på Aalborg Portland Park.  

3F Fanzonen åbner kl. 14.30 søndag 20. april, og her vil der være en masse sjove aktiviteter, så alle kan komme i den rette fodboldstemning. 

Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk, hvor du naturligvis også kan gøre som flere end 8.000 andre og sikre dig billet til fredagens duel på Aalborg Portland Park mod Viborg F.F. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Målene fra første duel mod Viborg F.F.

26. marts 2025 kl. 18:54 af Rasmus Estrup

Grundspillets første kamp mod Viborg F.F. bød på 3-2-sejr på udebane efter scoringer af Oliver Ross, Andres Jasson og Mathias Jørgensen. 

I videoen øverst kan du få et gensyn med de tre AaB-scoringer fra kampen. 

Husk at vi fredag aften holder fredagsfest i 3F Fanzonen inden opgøret på Aalborg Portland Park. 3F Fanzonen åbner kl. 16.30, hvor DJ Møgelmose går på scenen og frem til kl. 17.30 vil der være Happy Hour på øl og vand. 

I 3F Fanzonen kan du frem til kampstart blandt andet slå søm i, spille beerpong, bordfodbold og subsoccer. 

Gør som flere end 8.000 andre og køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

A-landsholdsdebut til Widell

26. marts 2025 kl. 08:37 af Rasmus Estrup

I 86. minut af Sveriges storsejr over Nordirland på Sveriges nationalstadion, Strawberry Arena, blev Melker Widell sendt på banen til sin første A-landskamp for hjemlandet, der vandt 5-1 i tirsdagens venskabskamp. 

Melker Widell stødte til Sveriges A-landshold i fredags, og efter at have set til fra bænken lørdag aften fik den 22-årige midtbanespiller i går sin første optræden på A-landsholdet. 

Vores viceanfører har tidligere spillet 12 ungdomslandskampe for hjemlandet, hvoraf ni var for U/21-landsholdet. 

Tre U/17-spillere i kamp for Danmark og Island
Tre andre AaB'ere var i går også i aktion for deres respektive landshold, nemlig Malthe Egebæk Mortensen og Johan Hvistendahl for Danmarks U/17-landshold samt Helgi Hafsteinn Jóhannsson for Islands U/17-landshold. 

Johan Hvistendahl og Malthe Egebæk Mortensen var med fra start mod Finland i den sidste EM-kvalifikationskamp, og trods en dansk pauseføring på 2-0 endte det i et nederlag på 5-2. Det betød, at Danmark sluttede på gruppens fjerdeplads, mens Frankrig på førstepladsen kvalificerede sig til EM-slutrunden. 

Johan Hvistendahl fik i går fuld spilletid i sin 24. ungdomslandskamp, mens Malthe Egebæk Mortensen, som blev udskiftet i 89. minut, spillede sin 23. ungdomslandskamp i går. 

I Islands U/17 EM-kvalifikationsnederlag til Irland på 5-0 blev AaB Akademiets Helgi Hafsteinn Jóhannsson indskiftet i 63. minut til sin ottende U/17-landskamp for hjemlandet. 

Også Island sluttede på fjerdepladsen i sin gruppe, hvorfra Belgien avancerede til EM-slutrunden. 

'