Dybdahl Erhvervstøj er ny bronzepartner i AaB

22. maj 2025 kl. 13:35 af Rasmus Estrup

Aftalen indebærer blandt andet, at AaB’s ansatte bærer jakkesæt leveret af Dybdahl Erhvervstøj på Aalborg Portland Park på kampdage, mens Dybdahl Erhvervstøj blandt andet får eksponering på LED-banderne på Aalborg Portland Park samt hospitality-muligheder til AaB’s hjemmekampe.   

Derudover bliver Dybdahl Erhvervstøj, der holder til i Brønderslev, også en del af AaB Netværket. 

- AaB er et flagskib i Nordjylland, og som en lokal, nordjysk virksomhed vil vi meget gerne bakke op om klubben. Derfor glæder vi os meget over dette samarbejde, og vi ser frem til også at få skabt en masse gode relationer med dygtige virksomheder gennem AaB Netværket, ligesom vi ser frem til gode oplevelser på Aalborg Portland Park, siger Kim Dybdahl, direktør i Dybdahl Erhvervstøj.

AaB's salgschef, Kasper Bødker, supplerer: 

- Vi er taknemmelige for fortsat at mærke god opbakning fra erhvervslivet, og det glæder os, at vi kan indgå et nyt samarbejde med en lokal virksomhed som Dybdahl Erhvervstøj, som vi ser frem til også at få med i AaB Netværket, siger Kasper Bødker. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: 300 partnere til AaB Cup 2025

21. maj 2025 kl. 15:09 af Rasmus Estrup

Fællesskab, sammenhold og fodbold var i fokus på Aalborg Portland Park mandag, hvor ca. 300 partnere deltog i første udgave af AaB Cup på Aalborg Portland Park, der blev afholdt i samarbejde med Faxe Kondi. 

24 hold bestående af vores samarbejdspartnere deltog således i turnering, der blev afholdt på Aalborg Portland Park, inden græstæppet bliver udskiftet her i sommerpausen. 

Søndagens resultat til trods matchede stemningen det gode vejr, og finalen endte med en drabelig duel mellem Sparekassen Danmark og BDO, og her var det Sparekassen Danmark, der trak sig sejrrigt ud, mens BDO måtte tage til takke med et sæt sølvmedaljer. Bronzemedaljerne tog Mæglerhuset sig af. 

I dette indslag kan du høre fra Michael Tuxen Boll, administrerende direktør i AaB, Brian Bundgaard, pensionschef i Howden, og Rikke Mølgaard, administrerende direktør i Musikkens Hus. 

Tags på denne nyhed

Faninfo: Sæsonafslutning i Lyngby

20. maj 2025 kl. 14:19 af Rasmus Estrup

Stadion: Lyngby Stadion 
Kapacitet: 10.100  
Placering udebaneafsnit: J.Jensen-Tribunen (sydtribunen). Indgang PORT 1 
Kampstart: Lørdag 24. maj kl. 15.00 

Billetter 
Du køber din billet enten online eller på Lyngby Stadion ved billetsalget nær indgangen til udebaneafsnittet. Bemærk at du sparer penge på at købe billetterne i forsalg på nettet – det sker via billetportalen: https://lbk.eventii.dk/ 

Du behøver ikke at printe din billet ud, hvis du har din billet på smartphone, da den kan scannes derpå. Husk blot at have strøm på telefonen – og en skærm, der er intakt. Det er den enkelte tilskuers eget ansvar at billetten kan scannes. 

Indgang til stadion er via Port 1 – Syd. Dørene til stadion samt billetsalget på stadion åbner som udgangspunkt minimum en time før kick-off. Vi opfordrer venligst, at folk betaler med MobilePay eller Dankort for at gøre ekspederingen hurtigere i boderne. 

Priser 
Voksen 129 kr. (160 kr. v. køb på stadion) 
Børn u/14 99 kr. (130 kr. v. køb på stadion) 
Studerende* 99 kr. (130 kr. v. køb på stadion) 
Pensionister 99 kr. (130 kr.v. køb på stadion) 

Som udebanefan må man ikke udvise hverken synlig eller verbal sympati for det gæstende hold på neutrale afsnit.  

Mad & drikke 
Udbud og priser på mad og drikkevarer er det samme som på hjemmeholdets afsnit på Lyngby Stadion:  
- Stadionplatte, Lyngby-Pølse med 2 brød: 55 kr. 
- Fadøl, 0,4 liter: 55 kr. 
- Fadøl, 6 x 0,4 liter: 300 kr. 
- Sodavand: 0,4 liter: 30 kr. 
- Kildevand, 0,5 liter: 30 kr. 

Der udbydes endvidere et madalternativ til stadionplatten.  

Handicapforhold 
Der er allokeret 3 kørestolspladser. Pladser kan ikke købes via billetside, da det er først-til-mølle. 

Transport  

Fælles:    
AaB Support Club arrangerer bus til kampen for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Tilmelding til turen er nu tilgængelig og kan findes lige her: https://aabsupportclub.mento.club/events  

Kør selv:    
Adresse: Lundtoftevej 53A, 2800 Kgs. Lyngby. 

Parkering  
Parkeringsmulighederne lige ved stadion er begrænsede. Publikum opfordres derfor til at benytte de omkringliggende veje – her er Sorgenfrigårdsvej, Nørregade, Toftebæksvej og Lundtoftevej gode alternativer. 

Du kan få mere information om parkeringsforhold og adgangsveje til stadion via dette link: https://lyngby-boldklub.dk//lyngby-stadion/find-vej/ 

Tifo og stemningsskabende remedier til udebaneafsnittet 
På Lyngby Stadion ønsker man at have en positiv fankultur. Dette gælder også for gæstende fans i udebaneafsnittet. Derfor har udeholdets fans rimelig vide rammer, når det kommer til fanmaterialer på udebaneafsnittet. 

En liste over mulige materialer, som ikke behøver forhåndsgodkendelse er: 
- Små flag 
- Megasize (3×3 meter) 
Trommer 
Megafoner 
Bannere – gruppebannere, tribune-bannere mv. i 1,5 meters højde 
Creperuller 
Konfetti 

Derudover er ekstra remedier naturlige. Dette gælder strips, gaffatape, malertape, ekstra batterier mv. 

Store bannere, rulleflag og større tifo-arrangementer kræver en ansøgning til Lyngby Boldklubs sikkerhedschef, men som udgangspunkt er vi positive stillede overfor tifo-ansøgninger. 

AaB takker for den store støtte til alle medrejsende fans. 

Kasper Jørgensen i karantæne i Lyngby

20. maj 2025 kl. 12:22 af Rasmus Estrup

Kasper Jørgensen fik søndag en advarsel i tillægstiden af 3-2-nederlag mod Silkeborg I.F., og han er dermed i karantæne, når vi lørdag spiller sæsonens sidste 3F Superligakamp på udebane mod Lyngby Boldklub kl. 15.00. 

Advarslen var Kasper Jørgensens fjerde i denne sæson, hvor han har spillet 30 kampe af 31 kampe. 

I alt står Kasper Jørgensen indtil videre noteret for 80 kampe og 11 mål for AaB. 

Tags på denne nyhed

Udlandstur for U/15 – uafgjort i U/19

20. maj 2025 kl. 10:35 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Vejle Boldklub 1-1 (7-8)
I lørdags var vores U/19 Ligahold hjemme på Hornevej oppe imod Vejle Boldklub i sæsonens næstsidste kamp.

Efter en rodet indledning hvor AaB’erne fik skabt flest chancer, blev der særligt mod slutningen af første halvleg lagt et tungt pres på Vejle-feltet med flere gode chancer til følge, men scoringerne udeblev, og dermed lød pausestillingen på 0-0.

I anden halvlegs blot fjerde minut kunne gæsterne bringe sig i front efter et hjørnespark. Dette blev efterfulgt af et nyt, tungt AaB-tryk, men først i 85. minut kom udligningen, da Bertram Skovgaard eksekverede et nordjysk straffespark til slutresultatet 1-1.

Efter slutfløjt skulle pointene fordeles via en straffesparkskonkurrence, og her trak Vejle Boldklub det længste strå, så gæsterne snuppede to point med hjem, mens ét point blev på Hornevej.

Efter 25 kampe ligger vores U/19-mandskab på andenpladsen i U/19 Ligaen med 51 point. Der er ét point op til FC Midtjylland på førstepladsen, som har spillet 23 kampe. Tredjepladsen indtages af FC Nordsjælland med 49 point efter 23 kampe, mens OB er på fjerdepladsen med 47 point efter 23 kampe.

U/19-holdets sidste kamp i sæsonen spilles onsdag 28. maj kl. 19.00 mod Esbjerg fB på Hornevej.

U/15: Femteplads ved international turnering i Holland
Vores U/15 Ligahold var henover weekenden til en international turnering i den hollandske klub, Kolping Boys, der ligger i Alkmaar.

I turneringens første kamp var U/15-holdet oppe imod hollandske Sparta Rotterdam, der spillede aggressivt og meget fysisk, men AaB’erne formåede med mange hurtige kombinationer at spille sig ud af hollændernes tryk og vinde 2-0.

I turneringens anden kamp løb akademiholdet ind i et stort 6-1-nederlag mod et velspillende belgisk hold fra KRC Genk.

Tredje opgør stod mod polske Jagiellonia Bialystok, som var en fysisk stærk modstander, og her vandt det polske mandskab 3-1.

Turneringens første dag blev afsluttet med et opgør mod FC Twente, hvor en sejr var kravet for at gå videre til slutspillet. Efter en nordjysk 1-0-føring fik hollænderne udlignet til 1-1 tidligt i anden halvleg, men en AaB-scoring til 2-1 sikrede tre point og avancement til slutspillet, hvor vores akademihold kom i pulje med KRC Genk og AZ Alkmaar.

I opgøret mod teknisk dygtige AZ Alkmaar bragte hollænderne sig først på 1-0, inden de mod slutningen lukkede kampen med et 2-0-mål.

I den efterfølgende kamp mod KRC Genk var det belgierne, der fik lagt det tungeste pres, men AaB’erne stod imod og fik i modsatte ende skabt et par store tilbud. Kampen endte dog uden scoringer, og dermed endte vores U/15-hold på tredjepladsen i puljen, hvilket betød, at der skulle spilles om femte- og sjettepladsen mod engelske AFC Bournemouth.

Englænderne kom tidligt foran, men herefter overtog vores akademihold styringen og fik udlignet til 1-1, hvilket sendte kampen ud i en straffesparkskonkurrence. Her pillede Otto Korup Vilmar i AaB-målet tre forsøg fra pletten, og vores U/15-hold tog således en femteplads med hjem fra Holland.

Tags på denne nyhed
'