Marcus Bonde rykker op i førsteholdstruppen

17. juli 2025 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

Marcus Bonde kom til AaB Akademiet fra partnerklubben Skibsby-Højene I.F. som U/13-spiller, og han fik sin officielle debut for AaB i 3F Superligaen mod Silkeborg I.F. i maj. I alt er han indtil videre noteret for to officielle kampe for klubben. 

Den 18-årige midtbanespiller, der aldersmæssigt stadig er andetårs U/19-spiller i den kommende sæson, har indgået en aftale med AaB frem til 30. juni 2028.

Samtidig rykkes han allerede nu permanent op i førsteholdstruppen, ligesom det tidligere i år har været tilfældet for de jævnaldrende holdkammerater Valdemar Møller, Bertram Skovgaard, Bertil Grønkjær og Christian Tcacenco. 

Administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler: 

- Det glæder os, hver gang vi kan føre en af vores akademispillere op i førsteholdstruppen, fordi de har gjort sig fortjent til det. Det har Marcus Bonde både med sine præstationer i foråret og ikke mindst i sommerens opstart, hvor han har vist, at han er klar til at blive førsteholdsspiller. Det er også en stor cadeau til trænere og stab på AaB Akademiet, som udfører et fremragende talentudviklingsarbejde.

- Marcus er en spilintelligent midtbanespiller, der er håndterer bolden sikkert og roligt under pres, og med en dygtig pasningsfod formår han at holde et godt flow i spillet. Derudover er han også en god presspiller, som formår at binde holdet sammen. Særligt i seneste sæson har han fået opbygget en stærk motor, og vi ser frem til, at han skal fortsætte sin udvikling i AaB, siger Michael Tuxen Boll. 

Marcus Bonde får trøje nummer 26 i AaB. 

I AaB’s nuværende førsteholdstrup har 11 af 26 spillere taget vejen gennem AaB Akademiet.

Tags på denne nyhed

Billetsalget er i gang til AaB-AC Horsens

17. juli 2025 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Siden tirsdag kl. 9.00 har billetabonnenter haft førsteret på billetter til hjemmekampen mod AC Horsens fredag 15. august, og nu er billetsalget åbent for alle på www.billet.aabsport.dk. 

Det er således muligt at sikre sig billet til sæsonens to første kampe på Aalborg Portland Park mod henholdsvis Hobro I.K. fredag 1. august kl. 19.00 og AC Horsens fredag 15. august kl. 19.00. 

Bemærk at Vesttribunen er lukket til kampen mod Hobro I.K., hvilket også betyder, at udebaneafsnittet til den kamp er flyttet. Læs mere om det her. 

Sæsonen skydes i gang på lørdag kl. 14.00 på udebane mod Kolding I.F. Find al praktisk info her. 

Tags på denne nyhed

En times reserveholdstestkamp på søndag

17. juli 2025 kl. 08:07 af Rasmus Estrup

Lørdag kl. 14.00 tager vi hul på den nye sæson i Betinia Ligaen på udebane mod Kolding I.F., og for de spillere, der enten ikke kommer i aktion eller spiller et begrænset antal minutter, er der nu arrangeret en times reserveholdstestkamp på søndag. 

Søndag kl. 10.30 møder vi således Vejgaard Boldspilklub på Hornevej i en testkamp, der spilles over 2x30 minuter. 

Tags på denne nyhed

Andentrøjen får premiere i Kolding

16. juli 2025 kl. 09:15 af Rasmus Estrup

Når vi tager hul på den nye sæson i Betinia Ligaen på lørdag kl. 14.00 på Autocentralen Park i Kolding, vil spillerne være iklædt den lyslilla andendragt fra Macron. 

Som udgangspunkt optræder vi altid i den rød-hvide klubdragt, men det er ikke muligt på udebane mod det hvidklædte Kolding I.F.-mandskab. 

Den lyslilla andendragt fra Macron er ligesom sæsonens rød-hvide klubdragt en hyldest til klubbens 12. mand; fansene. 

Andendragt bærer således 12 striber i en mørklilla nuance både foran, bagpå og på ærmerne. En tynd rød-hvid stribe går desuden igen på både ærmerne, shortsene og strømperne, samt på forreste del af en ellers hvid krave, der er med til at give trøjen et mere klassisk udtryk.  

Logoet på andendragten er initialerne af det klassiske AaB-logo, og ligesom både spillertrykket, Arbejdernes Landsbanks logo og Macrons logo er AaB-logoet hvidt på andentrøjen 

Køb andentrøjen på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: En dag med Mads Bomholt

15. juli 2025 kl. 19:30 af Rasmus Estrup

Hvordan bor Mads Bomholt, hvad kører han i, hvornår møder han til trænning, hvad spiser han og tager han nok dybe løb?

Alt det kan du få svar på i dette indslag, hvor AaB TV har fulgt Mads Bomholt til og fra en træning her i opstarten. 

Mads Bomholt kom til AaB fra partnerklubben Hadsund Boldklub som U/13-spiller, og den 19-årige midtbanespiller står indtil videre noteret for 52 kampe og fire mål for AaB. 

Tags på denne nyhed
'