Abonnenter kan hente billet til AaB-Hobro I.K.

7. juli 2025 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

Fredag 1. august kl. 19.00 danner Aalborg Portland Park ramme om sæsonens første hjemmekamp, når Hobro I.K. kommer på besøg. Og vores billetabonnenter har nu 48 timers førsteret til billetter til kampen.

Vesttribunen er lukket til kampen. Har man sæsonkort til Vesttribunen kan man i stedet hente billet til 3F Tribunen, hvor der både er ståpladser og unummererede siddepladser. Dette er muligt, da vi efter aftale med Hobro I.K. har flyttet udebaneafsnittet til sektion A og dele af sektion B på A. Enggaard Tribunen. Læs mere om det her. 

Sæsonkortholdere til Vesttribunen har – ligesom vores billetabonnenter – nu 48 timers førsteret på billetter til Betinia Ligakampen mod Hobro I.K. på www.billet.aabsport.dk, hvor sæsonkortholderne som nævnt kan hente billet til 3F Tribunen.

Onsdag 9. juli kl. 12.00 åbner billetsalget for alle på www.billet.aabsport.dk. Herefter er det fortsat muligt for Vesttribunens sæsonkortholdere at hente en gratis billet, såfremt der ikke er udsolgt, men hent billetten inden for de første 48 timer, hvis du vil være sikker på at få en plads.

Sådan trækker du billet til kampen
Sæsonkortholderne på Vesttribunen skal anvende samme fremgangsmåde, som vores billetabonnenter anvender, når de henter billet:

  1. Log ind med den profil på www.billet.aabsport.dk, som dit sæsonkort er tilknyttet.
  2. Vælg kampen Runde 3: AaB-Hobro I.K.
  3. Vælg ét af de to afsnit på 3F Tribunen
  4. Vælg antal
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på ”Vesttribunen HIK”.
  7. Afslut transaktionen.

Bliv billetabonnent
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer, før det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Bliv billetabonnent eller sæsonkortabonnent på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Nye navne på debutanttavlen

6. juli 2025 kl. 08:23 af Rasmus Estrup

Når akademispillere får ligadebut for klubbens førstehold, kommer de på debutanttavlen u Børge Bach Huset. 

Siden seneste ceremoni har otte spillere fra AaB Akademiet haft deres ligadebut, og det blev markeret tidligere i denne uge, hvor akademichef Mathias Krogh holdt en tale.

De otte spillere, der er kommet på debutanttavlen er Mads Bomholt, Nóel Atli Arnórsson, Kasper Davidsen, Amar Diagne, Valdemar Møller, Christian Tcacenco, Marcus Bonde og Bertil Grønkjær. 

Se et indslag om ceremonien i videoen øverst.

AaB TV: Hillerød Fodbold-AaB 1-4

4. juli 2025 kl. 20:37 af Rasmus Estrup

Fredag eftermiddag gæstede vi Hillerød Fodbold i opstartens tredje testkamp, der endte med en sejr på 4-1. 

Hjemmeholdet kom ellers foran ved Monday Etim i 28. minut, men lige inden pausen udlignede Mathias Jørgensen til 1-1 efter et godt oplæg fra Marc Nielsen. 

Tidligt i anden halvleg gjorde Elison Makolli det til 2-1, da Mads Samson efter et hjørnespark prikkede bolden over til svenskeren, som hamrede læderet op i målhjørnet. 

Ni minutter efter pausen førte et mønsterangreb til en 3-1-scoring af Bertram Skovgaard, som styrede et fladt indlæg fra Andres Jasson i nettet. 

Kelvin John stod for kampens sidste scoring, da han fik serveret en friløber af Valdemar Møller, hvorefter tanzanieren afdriblede Hillerød-keeperen og lukkede kampen til 4-1. 

Se sammendraget af kampen i videoen øverst, hvor du også kan høre fra assistenttræner Bo Zinck. 

Tags på denne nyhed

AaB testsejrede i Hillerød

4. juli 2025 kl. 18:28 af Brian Andersen

Dermed sejrede AaB for anden kamp i træk, og langt henad vejen var præstationen mod en god modstander tilfredsstillende.

Det som oftest velspillende Hillerød-mandskab begyndte bedst, og allerede i det tredje minut var Adrian Justinussen nærgående på et direkte frispark, mens også Monday Etim truede for hjemmeholdet.

AaB’s første forsøg lod vente på sig til det tiende minut, da nytilkomne Cornelius Olsson fik afsluttet efter et hjørnespark.

Fire minutter senere fik samme Cornelius Olsson med en lang og præcis pasning sendt Mathias Jørgensen afsted i højresiden, hvorfra læderet blev lagt til rette for Kelvin John, der dog ikke fik ordentligt træf på sit forsøg.

Efter 28 minutters spil kom et ikke ufortjent føringsmål til Hillerød, da et indlæg fra venstre blev slået mod den bageste stolpe, hvorfra læderet blev headet på tværs til en fri Monday Etim, der kunne score fra tæt hold.

Spillemæssigt var første halvleg af blandet karakter fra AaB’s side, men Marc Nielsens fine forarbejde og Mathias Jørgensens sikre eksekvering fejlede intet, da AaB et minut før pausen kom tilbage på omgangshøjde.

Straks fra anden halvlegs indledning satte AaB sig på begivenhederne, hvilket allerede blev belønnet i det 49. minut, hvor Elison Makolli efter en standardsituation bragede en nedfaldsbold utageligt op i nettaget til en AaB-føring på 2-1.

Seks minutter senere udmøntede et flot angreb med mange afleveringer sig i endnu en AaB-træffer, da Andres Jasson sørgede for forarbejdet til Bertram Skovgaard, der således for anden gang i opstarten kom på scoringstavlen.

Herefter skiftede taktstokken i en periode i hjemmeholdets favør, og der var store chancer til Cornelius Allen og Jonas Lyshøj.

Efter en omstilling sendte Kelvin John bolden i sidenettet, men skarpheden var der til gengæld efter 73 minutter, da han udnyttede en intelligent pasning fra Valdemar Møller til at afdrible Hillerøds bageste skanse og score til slutresultatet 4-1.

Otte minutter før tid kunne cifrene være blev udbygget yderligere, men Aaron Seydels afslutning blev afværget.

AaB’s fjerde og næstsidste test spilles på tirsdag på Nyborg Stadion mod B.93.

Matchfacts – testkamp på Hillerød Stadion
Hillerød Fodbold-AaB  1-4 (1-1)
28. min 1-0 Monday Etim, 44. min 1-1 Mathias Jørgensen, 49. min 1-2 Elison Makolli, 55. min 1-3 Bertram Skovgaard, 73. min 1-4 Kelvin John.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær (46: Vincent Müller), Christian Tcacenco (46: Mads Samson), Elison Makolli (64: Christian Tcacenco), Cornelius Olsson (46: Bjarne Pudel), Marc Nielsen (74: Eugene Amankwah), Mylian Jimenez (46: Andres Jasson), Mads Bomholt (64: Mylian Jimenez), Frederik Børsting (74: Amar Diagne), Mathias Jørgensen (46: Bertram Skovgaard (80: Aaron Seydel)), Kelvin John (74: Georg Ejsing), Oliver Ross (64: Valdemar Møller).

Tags på denne nyhed

Nye spillertrøjer hylder klubbens tolvte mand

4. juli 2025 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

”Vi er AaB 
Vi kommer fra Nordjylland 
Aalborg er byen 
Hvor folket er tolvte mand” 

Opbakningen til klubben har været massiv i en længere årrække, og seneste sæson bød på det højeste tilskuersnit på Aalborg Portland Park siden 2014.  

Derfor er den nye sæsons spillertrøjer, som er skabt i et tæt samarbejde med Macron og kan købes i Fanzonen ved Aalborg Portland Park fra kl. 10.30 i dag, dedikeret AaB’s tolvte mand på tribunerne – klubbens fans.  

Både klubdragten og andendragten bærer således 12 striber.  

På fronten den rød-hvide klubtrøje indgår 12 røde striber, som ligeledes går igen på den nederste del af ryggen, mens den øvre del af ryggen er helt rød. Spillertrykket vil være hvidt, så trøjen holder sig i klubbens farver.   

En klassisk rød-hvid stribe indgår desuden som detaljer i ribkanten både i kraven og på ærmerne samt på shortsene og strømperne.  

I nakken ses teksten fra førnævnte fansang, hvilket også går igen i den lyslilla andendragt 

Lyslilla andendragt 
Den lyslilla andendragt bærer 12 striber i en mørklilla nuance både foran, bagpå og på ærmerne. En tynd rød-hvid stribe går desuden igen på både ærmerne, shortsene og strømperne, samt på forreste del af en ellers hvid krave, der er med til at give trøjen et mere klassisk udtryk.  

Logoet på andendragten er initialerne af det klassiske AaB-logo, og ligesom både spillertrykket, Arbejdernes Landsbanks logo og Macrons logo er AaB-logoet hvidt på andentrøjen 

Særlige kvindetrøjer for første gang 
For første gang i klubbens historie vil AaB’s spillertrøjer for den kommende sæson også komme i en kvindeudgave.  

Denne vil blive båret af AaB Women i kvindernes 1. division, ligesom et begrænset antal vil blive sat til salg på www.aabshoppen.dk. Du kan også finde kvindetrøjerne i AaB Shoppens fysiske butikker på kampdage og til lanceringseventet som foregår i dag i Fanzonen på Aalborg Portland Park fra kl. 10.30 til kl. 17.30. 

Både herremodellen og kvindemodellen er produceret i et miljøvenligt Eco Fabric-materiale, der udelukkende er fremstillet genbrugsplast. 

Køb spilletrøjerne med det samme på www.aabshoppen.dk/nyheder.   

Sæsonens tredjedragt præsenteres på et senere tidspunkt. 

Tags på denne nyhed
'