Opstartens femte og sidste testkamp bød på flere gode AaB-muligheder, men endte med et nederlag på 2-0 på udebane mod Viborg F.F.
Lørdag gæstede vi Viborg F.F. på Energi Viborg Arena i den femte og sidste testkamp, der blev tabte 2-0.
Vi lagde ellers godt ud, og efter et kvarter blev Kelvin John sendt godt afsted af Mikkel Kallesøe, men tanzanierens afslutning blev blokeret.
Også Oliver Ross fik trykket af – men sparkede forbi – inden Frederik Børsting i 20. minut opsnappede en fejlaflevering fra Lucas Lund i Viborg-målet. Vores nummer 25 tog chancen fra distancen med et godt forsøg, men Viborg-keeperen rettede op på sin fejl med en stærk redning.
Midt i første halvleg havde Anosike Ementa en stor chance, som Elison Makolli fik blokeret tæt under mål, før Valdemar Møller i modsatte ende fik et fladt hug reddet af Lucas Lund.
I 40. minut måtte Alexander Håpnes lade sig erstatte af Mylian Jimenez. Minuttet senere udnyttede hjemmeholdet et boldtab af Frederik Børsting omkring feltet, da Charly Nouck bragte Viborg F.F. foran med 1-0.
Anosike Ementa fik muligheden for at udbygge til 2-0 inden pausen, men den tidligere AaB’er styrede over.
I pausen blev Frederik Børsting skiftet ud med Andreas Maarup, og fire minutter efter pausen fik Kelvin John en stor friløber. I stedet for at afslutte forsøgte angriberen at finde Valdemar Møller, men afleveringen ramte en Viborg-fod.
I modsatte ende kom Vincent Müller i vejen for et forsøg fra Thomas Jørgensen, inden Nóel Atli Arnórsson efter et godt gennembrud kom til en stor mulighed, som Lucas Lund flot reddede. Kort efter måtte Nóel Atli Arnórsson igen se Lucas Lund komme i vejen, da forsvarsspilleren headede et indlæg fra Oliver Ross mod mål.
Efter en time blev Bjarne Pudel og Marc Nielsen sendt på banen i stedet for Cornelius Olsson og Mikkel Kallesøe, men i 65. minut fordoblede Viborg F.F. føringen, da Yonis Njoh headede et indlæg fra Hjalte Bidstrup i nettet til 2-0.
Kort efter blev Andres Jasson og Bertram Skovgaard indskiftet i stedet for Oliver Ross og Valdemar Møller, inden Amar Diagne og Macus Bonde i 84. minut også kom i aktion, mens Kelvin John og Mads Bomholt forlod banen.
Kort før tid fik Bertram Skovgaard en stor mulighed for at reducere, da Mylian Jimenez erobrede bolden højt, men den unge angriber, der var alene igennem over for Lucas Lund, måtte se Viborg-målmanden levere endnu en stor redning. Dermed endte det med et nederlag på 2-0.
Om en uge indleder vi sæsonen i Betinia Ligaen, når vi på lørdag kl. 14.00 møder Kolding I.F. på udebane. Første hjemmekamp i sæsonen spilles fredag 1. august mod Hobro I.K. Køb billetter til den kamp her.
Matchfacts – testkamp
Viborg F.F.-AaB 2-0 (1-0)
41. min 1-0 Charly Nouck, 65. min 2-0 Yonis Njoh
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Mikkel Kallesøe (61: Marc Nielsen), Elison Makolli, Cornelius Olsson (61: Bjarne Pudel), Nóel Atli Arnórsson, Mads Bomholt (84: Marcus Bonde), Alexander Håpnes (40: Mylian Jimenez), Frederik Børsting (46: Andreas Maarup), Valdemar Møller (68: Bertram Skovgaard), Kelvin John (84: Amar Diagne), Oliver Ross (68: Andres Jasson).