AaB TV: Hillerød Fodbold-AaB 1-4

4. juli 2025 kl. 20:37 af Rasmus Estrup

Fredag eftermiddag gæstede vi Hillerød Fodbold i opstartens tredje testkamp, der endte med en sejr på 4-1. 

Hjemmeholdet kom ellers foran ved Monday Etim i 28. minut, men lige inden pausen udlignede Mathias Jørgensen til 1-1 efter et godt oplæg fra Marc Nielsen. 

Tidligt i anden halvleg gjorde Elison Makolli det til 2-1, da Mads Samson efter et hjørnespark prikkede bolden over til svenskeren, som hamrede læderet op i målhjørnet. 

Ni minutter efter pausen førte et mønsterangreb til en 3-1-scoring af Bertram Skovgaard, som styrede et fladt indlæg fra Andres Jasson i nettet. 

Kelvin John stod for kampens sidste scoring, da han fik serveret en friløber af Valdemar Møller, hvorefter tanzanieren afdriblede Hillerød-keeperen og lukkede kampen til 4-1. 

Se sammendraget af kampen i videoen øverst, hvor du også kan høre fra assistenttræner Bo Zinck. 

Tags på denne nyhed

AaB testsejrede i Hillerød

4. juli 2025 kl. 18:28 af Brian Andersen

Dermed sejrede AaB for anden kamp i træk, og langt henad vejen var præstationen mod en god modstander tilfredsstillende.

Det som oftest velspillende Hillerød-mandskab begyndte bedst, og allerede i det tredje minut var Adrian Justinussen nærgående på et direkte frispark, mens også Monday Etim truede for hjemmeholdet.

AaB’s første forsøg lod vente på sig til det tiende minut, da nytilkomne Cornelius Olsson fik afsluttet efter et hjørnespark.

Fire minutter senere fik samme Cornelius Olsson med en lang og præcis pasning sendt Mathias Jørgensen afsted i højresiden, hvorfra læderet blev lagt til rette for Kelvin John, der dog ikke fik ordentligt træf på sit forsøg.

Efter 28 minutters spil kom et ikke ufortjent føringsmål til Hillerød, da et indlæg fra venstre blev slået mod den bageste stolpe, hvorfra læderet blev headet på tværs til en fri Monday Etim, der kunne score fra tæt hold.

Spillemæssigt var første halvleg af blandet karakter fra AaB’s side, men Marc Nielsens fine forarbejde og Mathias Jørgensens sikre eksekvering fejlede intet, da AaB et minut før pausen kom tilbage på omgangshøjde.

Straks fra anden halvlegs indledning satte AaB sig på begivenhederne, hvilket allerede blev belønnet i det 49. minut, hvor Elison Makolli efter en standardsituation bragede en nedfaldsbold utageligt op i nettaget til en AaB-føring på 2-1.

Syv minutter senere udmøntede et flot angreb med mange afleveringer sig i endnu en AaB-træffer, da Andreas Jasson sørgede for forarbejdet til Bertram Skovgaard, der således for anden gang i opstarten kom på scoringstavlen.

Herefter skiftede taktstokken i en periode i hjemmeholdets favør, og der var store chancer til Cornelius Allen og Jonas Lyshøj.

Efter en omstilling sendte Kelvin John bolden i sidenettet, men skarpheden var der til gengæld efter 72 minutter, da han udnyttede en intelligent pasning fra Valdemar Møller til at afdrible Hillerøds bageste skanse og score til slutresultatet 4-1.

Otte minutter før tid kunne cifrene være blev udbygget yderligere, men Aaron Seydels afslutning blev afværget.

AaB’s fjerde og næstsidste test spilles på tirsdag på Nyborg Stadion mod B.93.

Matchfacts – testkamp på Hillerød Stadion
Hillerød Fodbold-AaB  1-4 (1-1)
28. min 1-0 Monday Etim, 44. min 1-1 Mathias Jørgensen, 49. min 1-2 Elison Makolli, 56. min 1-3 Bertram Skovgaard, 72. min 1-4 Kelvin John.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær (46: Vincent Müller), Christian Tcacenco (46: Mads Samson), Elison Makolli (64: Christian Tcacenco), Cornelius Olsson (46: Bjarne Pudel), Marc Nielsen (74: Eugene Amankwah), Mylian Jimenez (46: Andres Jasson), Mads Bomholt (64: Mylian Jimenez), Frederik Børsting (74: Amar Diagne), Mathias Jørgensen (46: Bertram Skovgaard (80: Aaron Seydel)), Kelvin John (74: Georg Ejsing), Oliver Ross (64: Valdemar Møller).

Tags på denne nyhed

Nye spillertrøjer hylder klubbens tolvte mand

4. juli 2025 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

”Vi er AaB 
Vi kommer fra Nordjylland 
Aalborg er byen 
Hvor folket er tolvte mand” 

Opbakningen til klubben har været massiv i en længere årrække, og seneste sæson bød på det højeste tilskuersnit på Aalborg Portland Park siden 2014.  

Derfor er den nye sæsons spillertrøjer, som er skabt i et tæt samarbejde med Macron og kan købes i Fanzonen ved Aalborg Portland Park fra kl. 10.30 i dag, dedikeret AaB’s tolvte mand på tribunerne – klubbens fans.  

Både klubdragten og andendragten bærer således 12 striber.  

På fronten den rød-hvide klubtrøje indgår 12 røde striber, som ligeledes går igen på den nederste del af ryggen, mens den øvre del af ryggen er helt rød. Spillertrykket vil være hvidt, så trøjen holder sig i klubbens farver.   

En klassisk rød-hvid stribe indgår desuden som detaljer i ribkanten både i kraven og på ærmerne samt på shortsene og strømperne.  

I nakken ses teksten fra førnævnte fansang, hvilket også går igen i den lyslilla andendragt 

Lyslilla andendragt 
Den lyslilla andendragt bærer 12 striber i en mørklilla nuance både foran, bagpå og på ærmerne. En tynd rød-hvid stribe går desuden igen på både ærmerne, shortsene og strømperne, samt på forreste del af en ellers hvid krave, der er med til at give trøjen et mere klassisk udtryk.  

Logoet på andendragten er initialerne af det klassiske AaB-logo, og ligesom både spillertrykket, Arbejdernes Landsbanks logo og Macrons logo er AaB-logoet hvidt på andentrøjen 

Særlige kvindetrøjer for første gang 
For første gang i klubbens historie vil AaB’s spillertrøjer for den kommende sæson også komme i en kvindeudgave.  

Denne vil blive båret af AaB Women i kvindernes 1. division, ligesom et begrænset antal vil blive sat til salg på www.aabshoppen.dk. Du kan også finde kvindetrøjerne i AaB Shoppens fysiske butikker på kampdage og til lanceringseventet som foregår i dag i Fanzonen på Aalborg Portland Park fra kl. 10.30 til kl. 17.30. 

Både herremodellen og kvindemodellen er produceret i et miljøvenligt Eco Fabric-materiale, der udelukkende er fremstillet genbrugsplast. 

Køb spilletrøjerne med det samme på www.aabshoppen.dk/nyheder.   

Sæsonens tredjedragt præsenteres på et senere tidspunkt. 

Tags på denne nyhed

Tredje test venter i morgen i Hillerød

3. juli 2025 kl. 16:22 af Rasmus Estrup

Efter at være blevet testet mod først Vejgaard Boldspilklub og siden Vendsyssel F.F. går turen i morgen til Secma Ground i Hillerød, hvor Betinia Ligaholdet Hillerød Fodbold er modstander. 

Assisenttræner Bo Zinck har sammen med den øvrige trænerstab udtaget følgende 21 spillere til kampen: 

1 Vincent Müller, 5 Marc Nielsen, 6 Mylian Jimenez, 10 Oliver Ross, 11 Mathias Jørgensen, 13 Bjarne Pudel, 15 Cornelius Olsson, 17 Andres Jasson, 19 Aaron Seydel, 21 Mads Bomholt, 25 Frederik Børsting, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 32 Christian Tcacenco, 33 Elison Makolli, 34 Eugene Amankwah, 37 Amar Diagne, 39 Bertram Skovgaard, 40 Bertil Gønkjær samt akademispillerne Mads Samson og Georg Ejsing. 

Kampstart i morgen er kl. 15.30, og der er fri entré på Secma Ground. Adressen er Selskovvej 76, 3400 Hillerød.

Nordjyske livestreamer kampen for abonnenter. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Cornelius Olsson er ny AaB-spiller

3. juli 2025 kl. 15:12 af Rasmus Estrup

Cornelius Olsson havde i dag sin første dag på Hornevej, og i dette indslag fra Aab TV kan du høre fra vores nye nummer 15. 

Forsvarsspilleren er hentet til fra FC København, men i den forgangne sæson var han udlejet til Torino FC. For de danske ungdomslandshold har han optrådt 43 gange - senest ved U/19 EM-slutrunden, hvor han bar anførerbindet. 

Tags på denne nyhed
'