Kaptajnen glæder sig til kamp

17. januar 2025 kl. 16:18 af Brian Andersen

AaB’s Superligatrup havde første træning for otte dage siden, og lørdag gælder det så den første testkamp, hvilket topscorer Mathias Jørgensen ser frem til:

- I øjeblikket er der selvfølgelig en masse fysisk load, så det allervigtigste er at få nogle kampminutter i benene, men det bliver dejligt at komme i gang og få prøvet nogle ting af.

- Indtil videre har opstarten været rigtig god. Jeg synes, folk virker skarpe efter ferien, og så er de nye faldet godt ind, siger Mathias Jørgensen, hvis cheftræner Menno van Dam har udtaget følgende 23 navne til morgendagens duel i Viborg:

1 Vincent Müller, 2 Oumar Diakhité, 4 Lars Kramer, 5 Marc Nielsen, 6 Mylian Jimenez, 8 Melker Widell, 10 Oliver Ross, 11 Mathias Jørgensen, 13 Bjarne Pudel, 14 Andreas Bruus, 16 Kasper Davidsen, 17 Andres Jasson, 19 Aaron Seydel, 20 Kasper Jørgensen, 21 Mads Bomholt, 22 Rody de Boer, 23 Isak Hansen-Aarøen, 26 Travis Hernes, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 35 Eugene Amankwah, 37 Amar Diagne og U/19 Ligaspiller Mads Samson.

Der er kampstart mod Viborg F.F. på kunstgræsbanen på Rughavevej lørdag kl. 12.00, hvor der er fri adgang.

Ligeledes livestreames opgøret via Viborg F.F.’s Youtube-kanal.

AaB lejer Newcastle-nordmand

17. januar 2025 kl. 14:30 af Brian Andersen

Den 19-årige norske U/20-landsholdsspiller er født i Kingston på Jamaica, men optrådte indtil 2019 for sin barndomsklub Heradsbygda IL, hvorfra han skiftede til engelske Wolverhampton Wanderers.

I 2021 gik turen i England videre til Shrewsbury Town, hvor han også fik førsteholdskampe, inden han 1. september 2023 blev hentet til Newcastle.

For Norge er det hidtil blevet til otte ungdomslandskampe.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Travis er en ung, sulten og talentfuld central midtbanespiller, der er bedst som sekser, men som også kan udfylde otter-positionen.

- Han er teknisk dygtig og har et godt, fremadrettet flow i sit spil. Han er pasningssikker – også under pres – ligesom han indeholder dynamik og god acceleration, og i det hele taget dækker Travis et stort område og arbejder hårdt igennem i hel kamp, og vi ser frem til, at han i det næste halve år bliver en del af vores trup, lyder det fra James Gow.

Travis Hernes glæder sig til at tilbringe de kommende måneder i Aalborg:

- Jeg har hørt en masse gode ting om klubben og har også set flere af holdets kampe, og derfor ved jeg også, at der er en fantastisk opbakning fra fansene.

- Derudover har jeg haft fine samtaler med blandt andre James og Menno (van Dam, AaB’s cheftræner, red.) og fået et rigtig godt indtryk af det hele, fortæller Travis Hernes og tilføjer:

- Nu ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med at spille kampe, og forhåbentligt kan foråret blive vellykket både på holdets og på egne vegne.  

Travis Hernes får trøje nummer 26 i AaB og er i spil til at indgå i truppen til morgendagens testkamp mod Viborg F.F.

Tags på denne nyhed

Standerhejsning på søndag kl. 10.00

17. januar 2025 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Søndag 19. januar kl. 10.00 finder den årlige standerhejsning sted på AaB’s anlæg på Hornevej, hvor også 3F Superligaen deltager.

Fra kl. 10.00 til 10.15 vil fanen blive hejst efterfulgt af en tale af formand for AaB af 1885, Claus Fallingborg.

Derefter vil der frem til kl. 11.30 være aktivitet på anlægget, inden der vanen tro serveres suppe i caféen.

Alle nuværende og tidligere medlemmer er velkommen til søndagens standerhejsning.

Tags på denne nyhed

AaB sælger Otoa til Genoa CFC

16. januar 2025 kl. 13:30 af Brian Andersen

20-årige Sebastian Otoa kom i sommeren 2021 til AaB Akademiet fra FC Roskilde.

Sebastian Otoa står noteret for 44 officielle kampe og to scoringer for AaB, ligesom det indtil videre er blevet til seks U-landskampe for Danmark.

Sebastian Otoa havde kontrakt med AaB indtil 30. juni 2027.

AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:

- Både på Sebastian Otoa og AaB’s vegne er jeg glad for, at dette skifte er lykkedes.

- I AaB er det en klar del af vores strategi at udvikle vores akademispillere til nøglepersoner, som kan præstere på vores førstehold. Men vi anerkender også, at spillere har ambitioner om at konkurrere på et endnu højere niveau, og vi stræber efter at sikre, at de i givet fald kommer til den højest mulige liga til gavn for både spilleren og klubben, forklarer James Gow.

- At sælge direkte til en Top 5-Liga i Europa er en blåstempling af strategien og en cadeau til de trænere og ledere, som har gjort et kæmpe stykke arbejde siden Otoas ankomst til AaB, roser James Gow.

- I dag fremstår Sebastian Otoa som en elegant forsvarsspiller, der mestrer stort set alle spillets facetter og hans potentiale er enormt. Genoa har fulgt Otoa længe og har bekræftet sin seriøsitet ved at agere tidligt i transfervinduet, og vi glæder os over at have indgået en meget tilfredsstillende aftale, der både gavner spilleren og styrker AaB som klub, fastslår James Gow.

Sebastian Otoa supplerer:

- At komme til Genoa er en stor mulighed for mig. Det er en fed klub i en stor og stærk liga, hvor jeg forhåbentlig kan lære en masse, så det glæder jeg mig meget til. 

- Samtidig kommer jeg dog til at savne at komme ud på AaB’s anlæg dagligt til holdkammerater, trænere og alle andre i og omkring klubben. Jeg har været AaB-spiller i tre et halvt år, så AaB føles som mit andet hjem, hvor jeg har været omgivet af dejlige mennesker, fortsætter Sebastian Otoa. 

- Jeg husker tydeligt min første kamp på AaB Akademiet, og siden da jeg blev en del af førsteholdet, hvor jeg her til sidst har været en af dem, der skulle tage lidt mere ansvar i en tidlig alder. Det har været fedt og lærerigt, fortæller Sebastian Otoa. 

- Jeg vil altid huske min tid i AaB for en masse gode minder og for fansenes massive støtte, uanset hvordan det er gået, og jeg vil altid følge AaB, hvor end jeg er, slutter Sebastian Otoa.

Salget af Sebastian Otoa påvirker ikke forventningerne for 2025, som er et resultat i niveauet minus 15-25 mio. kr. 

I forventningerne til årets resultat er inkluderet spillersalg, investering i spillertruppen og investering i kommercielle aktiviteter.

Tags på denne nyhed

Flere end 800 er klar til Preseson 25

16. januar 2025 kl. 09:09 af Rasmus Estrup

Torsdag 23. januar holder vi i samarbejde med Faxe Kondi, AV Center og Arbejdernes Landsbank et stort preseason-arrangement for sæsonkortholdere og samarbejdspartnere på Skråen i Nordkraft.

Med en uge til arrangementet har flere end 800 tilmeldt sig, men der er stadig pladser tilbage, så har man som sæsonkortholder eller samarbejdspartner endnu ikke tilmeldt sig, kan dette stadig nås på www.billet.aabsport.dk.

Der er tidligere i denne uge sendt en mail ud til alle sæsonkortholdere om, hvordan man tilmelder sig. Har man ikke modtaget en mail, kan man kontakte billet@aab-as.dk. Hver sæsonkortholder kan hente to billetter pr. registreret e-mail i AaB’s billetsystem, og alle deltagere til selve arrangementet skal kunne fremvise et sæsonkort ved indgangen, da arrangementet er forbeholdt sæsonkortholdere og samarbejdspartnere. 

Dørene åbner kl. 18.00 – arrangementet begynder kl. 19.30
Dørene åbner kl. 18.00 næste torsdag, og kl. 19.30 begynder selve arrangementet i Royal Stage-salen. Aftenens program slutter ca. kl. 21.30. 

Ved ankomst vil AaB’s førsteholdstrup byde vores gæster velkommen og skrive autografer i Kedelhallen, hvor der også er livemusik, mulighed for at købe merchandise fra AaB Shoppen og aktiviteter for AaB-fans i alle aldre.

Kl. 18.45 åbner dørene til Royal Stage. Her spiller DJ Møgelmose frem til kl. 19.30, hvor det officielle program på scenen starter. 
Alle gæster er via indgangsbilletten sikret en øl/en sodavand i samarbejde med Faxe Kondi, og det vil gennem hele aftenen være muligt at købe drikkevarer og snacks på Skråen. 

Aftenens program byder på:

  • Interviews og indslag fra AaB’s sportslige sektor
  • Præsentation af spillertruppen
  • Musikalske indslag
  • Spændende overraskelser

Vi glæder os til at se så mange som muligt i Skråen i Nordkraft næste torsdag.

Tags på denne nyhed
'