AaB lejer Newcastle-nordmand
Hos Premier League-klubben Newcastle United FC har AaB for resten af indeværende sæson lejet den defensive midtbanespiller Travis Hernes.
Den 19-årige norske U/20-landsholdsspiller er født i Kingston på Jamaica, men optrådte indtil 2019 for sin barndomsklub Heradsbygda IL, hvorfra han skiftede til engelske Wolverhampton Wanderers.
I 2021 gik turen i England videre til Shrewsbury Town, hvor han også fik førsteholdskampe, inden han 1. september 2023 blev hentet til Newcastle.
For Norge er det hidtil blevet til otte ungdomslandskampe.
AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:
- Travis er en ung, sulten og talentfuld central midtbanespiller, der er bedst som sekser, men som også kan udfylde otter-positionen.
- Han er teknisk dygtig og har et godt, fremadrettet flow i sit spil. Han er pasningssikker – også under pres – ligesom han indeholder dynamik og god acceleration, og i det hele taget dækker Travis et stort område og arbejder hårdt igennem i hel kamp, og vi ser frem til, at han i det næste halve år bliver en del af vores trup, lyder det fra James Gow.
Travis Hernes glæder sig til at tilbringe de kommende måneder i Aalborg:
- Jeg har hørt en masse gode ting om klubben og har også set flere af holdets kampe, og derfor ved jeg også, at der er en fantastisk opbakning fra fansene.
- Derudover har jeg haft fine samtaler med blandt andre James og Menno (van Dam, AaB’s cheftræner, red.) og fået et rigtig godt indtryk af det hele, fortæller Travis Hernes og tilføjer:
- Nu ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med at spille kampe, og forhåbentligt kan foråret blive vellykket både på holdets og på egne vegne.
Travis Hernes får trøje nummer 26 i AaB og er i spil til at indgå i truppen til morgendagens testkamp mod Viborg F.F.