
Antiklimatisk testkamp sluttede 1-1
Det der i går skulle have været en forårspremiere i 3F Superligaen blev i stedet vekslet til en testkamp i dag mod Silkeborg I.F.’s reserver.
Derfor kan heller ikke undre, at præstationen aldrig kom helt op at ringe, og vigtigst var det da også, at 16 AaB-spillere fik mange kampminutter i benene.
Dagens såkaldte reserveholdstestkamp blev således af en anden karakter end oprindeligt planlagt qua gårsdagens udsættelse af dysten mod FC Nordsjælland.
AaB’s startopstilling havde kun én ændring i forhold til førsteholdets testkamp mod FK Bodø/Glimt 6. februar, hvilket gav sig udslag i, at Mads Bomholt var i aktion i stedet for Melker Widell.
Værterne indledte bedst, men det var AaB, som efter seks minutter tilspillede sig den første mulighed, da Isak Hansen-Aarøen fandt Mathias Jørgensen i fremløb, men SIF-keeper Aske Andresen fik afværget situationen.
Herfra overtog AaB som forventet styringen, og efter et kvarter sendte Oliver Ross efter forarbejde af Mads Bomholt en skudmulighed fra kanten af straffesparksfeltet snert forbi stangen.
Knap midtvejs i halvlegen kom endnu en god mulighed, da et velgennemført angreb endte med, at Oliver Ross fik headet på tværs til en fri Kelvin John tæt under mål, men desværre fik sidstnævnte ikke ordentligt træf på sin afslutning.
Mod slutningen af halvlegen truede Sofus Berger i et par omgange AaB’s mål efter nogle kvikke omstillinger, og det var samme spiller, der ti minutter efter pausen bragte hjemmeholdet i front, da han udplacerede AaB-målmand Vincent Müller med et fladt spark.
Umiddelbart forinden havde AaB været tæt på at tage føringen, da et godt forarbejde af Andreas Bruus gav muligheden til Andres Jasson, hvis flugter blev reddet af Aske Andresen.
Udligningen fra AaB kom efter 63 minutter, hvor man lykkedes med et højt pres, som Mads Bomholt kunne eksekvere fra kanten af straffesparksfeltet til 1-1.
I den resterende del af kampen trykkede AaB på for en afgørelse, men det blev aldrig til mere end et par fornuftige muligheder til Mylian Jimenez og Kelvin John.
I de kommende dage gælder det forberedelse til søndagens jyske klassiker i Aarhus mod AGF.
Testkamp på Jysk Park
Silkeborg I.F.-AaB 1-1 (0-0)
55. min 1-0 Sofus Berger, 63. min 1-1 Mads Bomholt.
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Oumar Diakhité (68: Bjarne Pudel), Andreas Bruus (68: Marc Nielsen), Kasper Davidsen (68: Travis Hernes), Mads Bomholt (68: Mylian Jimenez), Isak Hansen-Aarøen, Mathias Jørgensen (46: Andres Jasson), Kelvin John, Oliver Ross.