Find vores nye tredjetrøje i AaB Shoppen

22. august 2025 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Ligesom klubdragten og andendragten i denne sæson er også tredjedragten, der igen er skabt i tæt samarbejde med Macron, en hyldest til klubbens tolvte mand; fansene. 

Den specialdesignede tredjetrøje bærer farverne og designet fra tårnet på Limfjordsbroen, for Limfjordsbroen er et vigtigt knudepunkt, der baner vejen fra vores fans fra hele Nordjylland til AaB’s kampe – både på Aalborg Portland Park og på udebaneture. Af særlige detaljer finder man bag på trøjen to felter dedikeret til AaB's røde og hvide farver, ligesom AaB-logoet indeholder en unik holografisk effekt.

Trøjen fik premiere tirsdag aften i Esbjerg, og den er netop nu kommet til salg på www.aabshoppen.dk. 

Tredjetrøjen kan også købes i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park fra kl. 16.30 i dag. 

Tags på denne nyhed

Vestergaard udtaget til U/16-landsholdet

22. august 2025 kl. 09:18 af Rasmus Estrup

Akademispiller Frederik Vestergaard var tidligere i august til træningssamling med U/16-landsholdet, og nu er venstreforsvareren igen udtaget til U/16-landsholdet, der står foran tre kampe ved en fire-nationers turnering i Danmark. 

3. september spiller Danmark mod Tyrkiet, 5. september møder U/16-landsholdet Rumænien og 7. september afsluttes turnering med et opgør mod Portugal. Mens den første kamp spilles i Grindsted, afvikles de to sidstnævnte kampe i Middelfart. 

Frederik Vestergaard er ikke tidligere noteret for landskampe og har således mulighed for at få sin ungdomslandsholdsdebut. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Højer før duellen mod Hvidovre I.F.

21. august 2025 kl. 16:15 af Rasmus Estrup

I morgen aften tager vi hjemme på Aalborg Portland Park imod Hvidovre I.F. i syvende runde af Betinia Ligaen. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Fredagens gæster har efter de første seks runder ni point og er ubesejret i de seneste fire kampe i Betinia Ligaen, men cheftræner Steffen Højer vil sammen med den øvrige trænerstab og resten af spillertruppen gøre alt for, at vi snupper de tre point i morgen aften. 

Se et interview med Steffen Højer i videoen øverst. 

Kampstart i morgen er kl. 19.00, og aktiviteterne i fanzonen begynder kl. 16.30. Find al praktisk info om kampen her. 

Tags på denne nyhed

Fire AaB'ere på U/18- og U/19-landsholdet

21. august 2025 kl. 15:04 af Rasmus Estrup

Fire unge AaB'ere er netop blevet udtaget til de danske ungdomslandshold. 

Til den danske U/19-landsholdstrup, der i september spiller to venskabskampe, er Valdemar Møller, Bertil Grønkjær og Mads Samson udtaget. Torsdag 4. september møder U/19-landsholdet Rumænien i Skive, og tre dage senere gælder det et opgør mod Norge i Viborg.

Derudover er Johan Hvistendahl udtaget til U/18-landsholdet, der skal spille tre venskabskampe i Sverige. 4. september møder Danmark Sverige, 6. september venter en kamp mod Norge og 9. september møder U/18-landsholdet Ukraine. 

Valdemar Møller, Bertil Grønkjær og Mads Samson har alle mulighed for at få deres U/19-landsholdsdebut. Bertil Grønkjær har hidtil spillet 15 ungdomslandskampe, Valdemar Møller er noteret for ni ungdomslandskampe samt en scoring og Mads Samson har optrådt to gange i ungdomslandsholdssammenhæng. 

Johan Hvistendahl, der har mulighed for at få sin debut på U/18-landsholdet, er indtil videre noteret for 24 ungdomslandskampe for Danmark. 

Kig forbi fanzonen inden fredagskampen

20. august 2025 kl. 12:19 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Hvidovre I.F.

Spillerunde: 7
Spilledato: Fredag 22. august
Kampstart: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
Fanzonen åbner: Kl. 16.30
Dommer: Aydin Uslu

Billetter
Fredag aften tager møder vi Hvidovre I.F. på Aalborg Portland Park, og du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park fra kl. 17.30 på fredag.

Tilhængere af Hvidovre I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 17.30 på fredag. 

Tredjetrøjen kan købes i AaB Shoppen
Vores nye tredjetrøje, der er designet ud fra brotårnet på Limfjordsbroen, sættes til salg online på fredag kl. 10.00, og trøjerne kan købes i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park fredag eftermiddag.

KL. 16.30 åbner AaB Shoppen i fanzonen, og kl. 17.00 åbner dørene til AaB Shoppen i foyeren.

Det er naturligvis også muligt at få fat i de øvrige spillertrøjer samt masser af andet merchandise i AaB Shoppen på fredag.

Fredagsfest i fanzonen fra kl. 16.30
Aktiviteterne i fanzonen begynder kl. 16.30 på fredag, hvor du blandt andet kan spille subsoccer og bordfodbold eller tage kampen op i en Goal Station.

Derudover kan du  som altid også købe lækker mad og drikke i fanzonen samt i boderne på tribunen.

DJ i fanzonen
DJ Møgelmose vil igen på fredag styre musikken fra scenen i fanzonen fra kl. 16.30, så man kan komme i den helt rette fredagsstemning inden kampstart. 

Klubbesøg af Aalborg Freja og Nibe Boldklub
Partnerklubberne Aalborg Freja og Nibe Boldklub er på klubbesøg fredag aften, hvor børnespillere fra begge klubber får lov til at gå på banen sammen med vores 11 startere.

Det er også børnespillere fra Aalborg Freja og Nibe Boldklub, som deltager i pausekonkurrencen på grønsværen.

AaB Support Club fylder 35 år
AaB Support Club holder åbent hus på Kastetvej 84 tæt på Aalborg Portland Park fra kl. 15.00 på fredag i anledning af foreningens 35-års fødselsdag. 

Både medlemmer og ikke-medlemmer er velkommen. 

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel fra begyndelsen af 2025. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'