Blandet sæsonstart for AaB Akademiet

17. august 2025 kl. 08:07 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 1-0
Vores U/19 Ligamandskab tog i går hul på sæsonen på udebane mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park.

Efter en god indledning med et par fine AaB-muligheder fik hjemmeholdet bedre kontrol over opgøret, og midt i første halvleg kom FC Nordsjælland foran med 1-0.

Farum-holdet fortsatte med at dominere frem mod pausefløjtet, mens vores akademihold kom frem til et par omstillingsmuligheder. Den ene endte også med et mål, der dog blev annulleret, og dermed lød pausestillingen på en nordsjællandsk 1-0-føring.

Efter en jævnbydig anden halvleg med chancer i begge ender og flere store redninger af Bertil Grønkjær endte 1-0 også med at være slutresultatet.

På lørdag spiller U/19 Ligaholdet sæsonens første hjemmekamp, når OB kommer på besøg på Hornevej kl. 13.00.

U/17 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 2-1
Også vores U/17 Ligahold tabte med et enkelt mål i sæsonpremieren på udebane mod FC Nordsjælland.

Hjemmeholdet bragte sig i front efter 19 minutter, og 1-0-føringen holdt halvlegen ud.

Seks minutter inde i anden halvleg fik akademiholdet bragt balance på resultattavlen, da Saalman Cabdi Hassan udlignede til 1-1.

Denne stilling holdt indtil 12 minutter før tid, hvor FC Nordsjælland scorede sejrsmålet til 2-1.

Næste U/17 Ligakamp spilles fredag 29. august kl. 17.00 hjemme på Hornevej mod AGF.

U/15 Ligaen: Farum Boldklub-AaB 1-3
U/15 Ligaholdet fik som det eneste akademihold tre point med hjem fra lørdagens visit på Right to Dream Park.

Adam Johan Jønson Christesen åbnede målscoringen efter 12 minutter, og 24 minutter inde i opgøret udbyggede Nicklas Frank Andersen den nordjyske føring til 2-0.

Farum Boldklub fik dog reduceret til 2-1 et kvarter inde i anden halvleg, men blot et par minutter senere var Nicklas Frank Andersen igen på pletten, da han scorede kampens sidste mål og sikrede akademiholdet sæsonens første tre point.

Vores U/15-mandskab kan jagte en ny ligasejr på Hornevej lørdag 30. august kl. 13.00 mod AGF. 

Tags på denne nyhed

Faninfo: Tirsdagskamp i Esbjerg

16. august 2025 kl. 11:26 af Rasmus Estrup

Stadion: Blue Water Arena
Kapacitet: 17.442
Kapacitet udebaneafsnit: 1.700
Placering udebaneafsnit: D-tribunen
Kampstart: Tirsdag 19. august kl. 19.00

Billetter: 
Voksen: 110 kr.
Junior (13-16 år): 50 kr.
Barn (0-12 år): 25 kr.

Køb billetter på https://billet.efb.dk.

Det er også muligt at købe billet i døren. Dog tillægges der et gebyr på 30 kr. ved køb i billethuset på Blue Water Arena. Esbjerg fB anbefaler derfor, at man køber billetten på forhånd. 

Du kan vælge at printe din billet hjemmefra i A4-format eller have billet klar på din smartphone. 

NB: Der tages imod Dankort i både billet- og madboder.  

Esbjerg fB gør opmærksom på, at personer der udviser tilhørsforhold til udeholdet i andre sektioner end udebaneafsnittet gennem påklædning, adfærd el. lign. vil blive bortvist uden refusion af billetten. 

Transport til og fra Esbjerg

Fælles: 
AaB Support Club arrangerer bustur til kampen til en yderst favorabel pris. Det er muligt at tilmelde sig som både medlem og ikke-medlem af ASC. Sidste frist for køb af billetter i forsalg til turen er søndag 17. august kl. 22.00, og der er afgang mod Esbjerg tirsdag kl. 14.00. Læs mere her: https://aabsupportclub.mento.club/events

Kør selv: 
Gl. Vardevej 82, 6700 Esbjerg

Parkering: 
Til udeholdets fans er der et begrænset antal parkeringspladser lige ved udebaneafsnittet. Derudover er der masser af offentlige pladser tæt ved Blue Water Arena. Blandt andet på modsatte side af vejen ved stadion.

OBS! Der er denne aften også ishockey (Esbjerg Energy mod Odense Bulldogs), så kan være ekstra rift om parkeringspladserne.

Mad og drikke: 

Fadøl - 50 kr.
Classic øl - 55 kr.
Nordic øl - 30 kr.
Sodavand - 35 kr.
Almindelig vand - 30 kr.
Somersby - 50 kr.
Red Bull - 30 kr.
Kaffe - 30 kr.
Kakao - 30 kr.
Fransk hotdog - 35 kr.
Grillpølse med brød - 35 kr.
Gillmedister med brød - 40 kr.
Chokoladebar - 18 kr.
Slikpose - 30 kr.
Chips - 30 kr.
Popcorn - 30 kr.

Tifo og andre fanremedier: 
Esbjerg fB ønsker at fremme den gode stemning og den gode fankultur. For at sikre den bedst mulige oplevelse på Blue Water Arena må udeholdets fans medbringe følgende uden forudgående sikkerhedsgodkendelse:  

- Flag op til 3 x 3 meter inkl. flagstang på 4 meter 
- Bannere op til 1,5 x 10 meter 
- Op til 3 trommer inkl. trommestikker 
- Op til 3 megafoner 
- Mosaik i alle størrelser 

Ønskes andet medbragt bedes man kontakte AaB’s SLO.

AaB takker jer alle for den flotte støtte på udebane og ønsker alle en god kamp

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-AC Horsens 0-2

15. august 2025 kl. 22:55 af Rasmus Estrup

Det endte med et nederlag på 2-0, da vi fredag aften havde besøg af AC Horsens på Aalborg Portland Park. 

Gæsterne bragte sig foran efter lidt over en halv times spil, da et langskud fra Kristian Kirkegaard blev rettet af og trillede ind over stregen ved fjerneste opstander. 

Lige inden pausen kom Matej Delac i vejen for en mulighed til Kelvin John, og et kvarters tid inde i anden halvleg udbyggede Sebastian Pingel til slutresultatet 2-0 efter endnu en AaB-afretning. 

To minutters sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Nederlag mod AC Horsens

15. august 2025 kl. 21:05 af Rasmus Estrup

Det blev desværre ikke til en sejr, da vi fredag aften tog imod AC Horsens på Aalborg Portland Park. Med scoringer af Kristian Kirkegaard og Sebastian Pingel vandt gæsterne fortjent 2-0.

Opgørets første afslutning stod Oliver Ross for, da Elison Makolli headede et kantfrispark fra Marc Nielsen på tværs mod udkanten af feltet, hvorfra en presset Oliver Ross  halvflugtede kuglen op på Vesttribunen. 

Efter ti minutter sparkede Abdul Moro AC Horsens' første afslutning ud af Aalborg Portland Park, og herefter fulgte et par afslutninger fra Kristian Kirkegaard. Den første blev blokeret ud til et hjørne, og hjørnesparket førte til et klumpspil midt i AaB-feltet, hvor Kristian Kirkegaards afslutning ramte en vigtig blokade fra Marc Nielsen tæt under mål. 

Gæsterne fortsatte dog i offensiven, og i 15. minut måtte Vincent Müller redde et forsøg fra Sebastian Pingel efter et gennembrud over højrekanten, hvor Kristian Kirkegaard driblede forbi Bjarne Pudel. 

Inden opgøret rundede en halv time var Sebastian Pingel tæt på med en afslutning, som Vincent Müller reddede, men efter 31 minutter lykkedes det gæsternes at bringe sig i front med 1-0, da et langskud fra Kristian Kirkegaard tog en afretning og trillede over stregen langs fjerneste opstander. 

I tillægstiden til første halvleg fik vi lagt et tryk på AC Horsens-feltet, og Kelvin John var tæt på, da han kastede sig frem i en bold det lille felt, men Matej Delac reddede bolden, der dernæst blev clearet den tæt på stregen. Dermed gik vi til pause bagud med 1-0. 

To gange inden for de første fem minutter i anden halvleg kom Sebastian Pingel til afslutninger. Den første reddede Vincent Müller, mens angriberen headede den anden forbi mål. 

I 54. minut foretog vi en dobbeltudskiftning, da Frederik Børsting og Oliver Ross blev erstattet af Andreas Maarup og Nicklas Helenius.

Otte minutter senere formåede AC Horsens at udbygge til 2-0. Først var den tidligere AaB'er Patrick Olsen tæt på i det lille målfelt, men han blev blokeret, men i stedet fangede Sebastian Pingel bolden midt i AaB-feltet, og via endnu en afretning gik læderet ind bag Vincent Müller. 

Midt i anden halvleg blev Nóel Atli Arnórsson indskiftet i stedet for Marc Nielsen, og kort efter var gæsterne på ny farlige. Denne gang efter et hjørnespark, som blev headet forbi Vincent Müllers mål. 

Valdemar Møller stod for vores første afslutning efter pausen, da han 20 minutter før tid fastholdt bolden på kanten af feltet, inden han fik plads til at sigte mod kassen, men den flade afslutning gik lige forbi opstanderen. 

I 78. minut måtte Bjarne Pudel desværre udgå med en skade, og han blev udskiftet sammen med Valdemar Møller. De to blev erstattet af Cornelius Olsson og Amar Diagne. 

Mod slutningen havde gæsterne et par afslutninger, der gik langt over mål, men i modsatte ende var det tætteste vi kom på en scoring et direkte indlægsfrispark, som Mads Bomholt sendte lige forbi målhjørnet. 

I de døende sekunder sparkede gæsterne en afslutning tæt forbi, og dermed sluttede det med et fortjent nederlag på 2-0, hvilket betyder, at vi efter fem runder står med fem point. 

Næste kamp i Betinia Ligaen spilles tirsdag kl. 19.00 på udebane mod Esbjerg fB, og om en uge er vi tilbage på Aalborg Portland Park til endnu en fredagskamp. Denne gang mod Hvidovre I.F. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - Betinia Ligaen, 5. spillerunde

AaB-AC Horsens 0-2 (0-1)
32. min 0-1 Kristian Kirkegaard, 62. min 0-2 Sebastian Pingel
Advarsler AaB: Elison Makolli (67)
Advarsler AC Horsens: Seniko Doua (44), Alagie Saine (79), Frederik Roslyng (84), Abdul Moro (90), Matej Delac (90)
5.635 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Mikkel Kallesøe, Elison Makolli, Bjarne Pudel (78: Cornelius Olsson), Marc Nielsen (68: Nóel Atli Arnórsson), Alexander Håpnes, Mads Bomholt, Valdemar Møller (78: Amar Diagne), Frederik Børsting (54: Andreas Maarup), Kelvin John, Oliver Ross (54: Nicklas Helenius).

AC Horsens (3-4-3): Matej Delac, Sebastian Hausner (46: Frederik Roslyng), Ole Martin Kolskogen, Christ Tape, Seniko Doua (46: Alagie Saine), Abdul Moro, Patrick Olsen, Ivan Milicevic (68: Julius Madsen), Frederik Brandhof, Sebastian Pingel (68: Fallou Saine), Kristian Kirkegaard (83: Yamirou Ouorou).

Dommer: Jacob Rasmussen

Tags på denne nyhed

Tcacenco udtaget til Moldovas U/19-landshold

14. august 2025 kl. 20:40 af Rasmus Estrup

Christian Tcacenco fik i juni debut på Moldovas U/19-landshold, og nu er han igen udtaget til det moldovske ungdomslandshold. 

Fra 31. august til 7. september skal den 18-årige højreback derfor til Kosovo, hvor Moldovas U/19-landshold spiller to venskabskampe. 

4. september venter et opgør mod Albanien, og 6. september er Kosovo modstander. 

Christian Tcacenco har indtil videre spillet tre U/19-landskampe for Moldova. 

Tags på denne nyhed
'