Sæsonens første hjemmekamp endte 1-1. Gæsterne kom foran i 17. minut, og i en anden halvleg med flere AaB-chancer udlignede Oliver Ross på et straffespark.
Det blev desværre kun til et enkelt point i fredagens lokalopgør mod Hobro I.K. Den tidligere AaB'er Oliver Klitten headede gæsterne foran i en chancefattig første halvleg, og efter mange AaB-chancer i begyndelsen af anden halvleg udlignede Oliver Ross på et straffespark i 64. minut til slutresultatet 1-1.
Til stor vokal opbakning fra 3F Tribunen, Complea Tribunen og A. Enggaard Tribunen indledte vi sæsonens første hjemmekamp med at være mest på bolden. Chancerne lod dog vente på sig i begge ender, og efter et par offsidekendelser i hver ende var en dybdebold mod Kelvin John en tand for lang til, at tanzanierens hovedstød kunne blive farligt.
I stedet slog gæsterne til på deres første afslutning i kampen i 17. minut, da Villads Rasmussens indlæg blev headet i kassen af den tidligere AaB'er Oliver Klitten, som var løbet ind i en fri position i feltet og stangede Hobro I.K. foran. Kort efter måtte Mads Bomholt lade sig udskifte med en skade, og han blev erstattet af Andres Jasson.
I gæsternes næste angreb hev Vincent Müller to stærke redninger frem på en dobbeltchance til først Marco Bruhn og siden Emil Søgaard, der blev måtte se deres afslutninger fra tæt hold afværget af AaB-keeperen.
Selv havde vi fortsat vanskeligt ved at skabe chancer over for det kompakte Hobro-mandskab, inden pausen blev det kun til et ufarligt hovedstød fra Bjarne Pudel i forlængelse af et hjørnespark og en forbier fra distancen fra Elison Makolli.
Da gæsternes to forsøg inden pausen blev blokeret af Bjarne Pudel og endte på den tomme Vesttribune, lød pausestillingen på 1-0 til gæsterne.
I anden halvleg kom vi stærkt ud, og der gik mindre end to minutter før vores første afslutning blev sendt afsted. Efter et langt drev af Oliver Ross var det i sidste ende Andres Jasson, som blev sat op til en afslutning lige uden for feltet. Amerikanerens forsøg gik dog lige over mål.
De gode AaB-takter fortsatte dog. Først headede Kelvin John lige over mål efter et hjørne, inden Alexander Håpnes fem minutter inde i anden halvleg driblede ind i Hobro-feltet og sigtede mod fjerneste målhjørne. Desværre fik Hobro-keeperen viftet forsøget til hjørne.
Oliver Ross fik minuttet senere et godt forsøg blokeret til et nyt hjørnespark, og efter et længere pres på Hobro-feltet lykkedes det ni minutter efter pausen gæsterne at komme op omkring AaB-feltet, hvor de sendte et langskud forbi.
Efter 62 minutters spil fik vi tilkendt et straffespark efter et sammenstød mellem Hobro-målmand Jonas Dakir og Valdemar Møller. Oliver Ross tog sig af muligheden fra pletten, og vores nummer 10 scorede sikkert til 1-1.
Kelvin John fik kort efter et god mulighed for at bringe os i front efter et godt angreb, men afslutningen gik langt forbi.
Efter 72 minutter fik Hobro I.K. et frispark lige uden for vores felt, men Mikkel M. Pedersens frispark gik lige over trekantssammenføjning og lagde sig oven på nettaget.
Et kvarter før tid blev Andreas Maarup og Mylian Jimenez skiftet ind i stedet for Valdemar Møller og Elison Makolli. Straks efter kom Andres Jasson til en afslutning i Hobro-feltet, der ramte en gul blokade. Tre minutter senere havde et langskud fra Andreas Maarup samme adresse.
I 88. minut erstattede Bertram Skovgaard målscorer Oliver Ross. Kort efter fik Andres Jasson en ny afslutning blokeret.
Flere chancer tilspillede vi os ikke, og dermed endte det 1-1. Pointdelingen betyder, at vi efter sæsonens tre første kampe har to point.
Vores næste kamp spilles på onsdag på udebane mod Vendsyssel F.F. i første runde af Oddset Pokalen. Næste hjemmekamp er fredag 15. august mod AC Horsens. Køb billetter til det opgør her.
Matchfacts - Betinia Ligaen, 3. spillerunde
AaB-Hobro I.K. 1-1 (0-1)
17. min 0-1 Oliver Klitten, 64. min Oliver Ross (str.)
Advarsler AaB: Frederik Børsting (24), Oliver Ross (86)
Advarsler Hobro I.K.: Ingen
6.805 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Elison Makolli (75: Andreas Maarup), Cornelius Olsson, Bjarne Pudel, Marc Nielsen, Mads Bomholt (21: Andres Jasson), Alexander Håpnes, Frederik Børsting, Valdemar Møller (75: Mylian Jimenez), Kelvin John, Oliver Ross (88: Bertram Skovgaard).
Hobro I.K. (5-4-1): Jonas Dakir, Max Nielsen, Emil Søgaard, Marius Jacobsen, Frederik Dietz, Lukas Klitten, Oliver Klitten, Mikkel M. Pedersen (80: Oscar Meedom), Theo Hansen, Villads Rasmussen, Marco Bruhn (67: Søren Andreasen).
Dommer: Patrick Remon Gammelholm