
AaB laver aftale med målfarlig norsk kantspiller
AaB har indgået en treårig aftale med Kornelius Normann Hansen, der senest har optrådt i den hollandske Æresdivision.
Den 24-årige nordmand opnåede i alt 72 officielle kampe for Almere City FC, heraf 59 i den bedste hollandske fodboldrække.
I de to år og 72 kampe for Almere City FC blev det til 12 scoringer og seks assists, mens det forinden i sit hjemland blev til 82 officielle kampe, 18 mål og ti assists for Stabæk Fotball.
I perioden 2017-2020 var Kornelius Normann som ungdomsspiller på kontrakt hos engelske Southampton FC, hvor det i 43 ungdomskampe blev til ti fuldtræffere.
AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:
- Med tilgangen af Kornelius Normann forstærker vi vores hold og vores trup med en teknisk dygtig spiller med en del erfaring fra højt niveau og som i sin hidtidige karriere generelt set har været involveret i mange mål.
- Vi har fulgt Kornelius Normann længe, og som spiller kan han dække alle de tre forreste positioner, hvorfra han gerne vil udfordre og med sine driblefærdigheder og fart er stærk én mod én, og vi er glade for, at han har takket ja til at blive en del af AaB, lyder det fra Michael Tuxen Boll.
Kornelius Normann, der også har 43 U-landskampe og 22 pletskud for Norge på sit CV, siger:
- AaB er en stor klub i Danmark, og jeg har kun hørt gode ting om klubben, byen og fansene, så jeg glæder mig meget over at blive en del af det hele og bidrage til at bringe AaB tilbage, hvor klubben hører til.
- På banen vil jeg gerne bidrage med kreativitet og mål, og trods mine kun 24 år kommer jeg med god erfaring fra mange kampe i både æresdivisionen og eliteserien, og den erfaring håber jeg, kan blive til gavn for både mine holdkammerater og jeg selv, slutter Kornelius Normann.
Kornelius Normann, som kommer til AaB på en fri transfer og får trøje nummer 11, forventes at have sin første træning med sine nye holdkammerater mandag.