Avancement med 4-1-sejr i Fredericia
To mål af Kelvin John samt scoringer af Mathias Jørgensen og Nicklas Helenius sikrede en 4-1-sejr på udebane over FC Fredericia i Oddset Pokalen.
Torsdagens pokalkamp ude mod NordicBet Ligaklubben FC Fredericia endte med en sikker nordjysk 4-1-sejr, der betyder, at vi er videre til fjerde runde af Oddset Pokalen. Kelvin John kom på tavlen to gange, mens også Mathias Jørgensen og Nicklas Helenius fandt vej til netmaskerne for os. Derudover blev det også til debut for 17-årige Valdemar Møller.
Fra første fløjt satte vi os på kampen, og to minutter inde i opgøret lagde Kelvin John bolden af til Kasper Jørgensen efter et præcist indlæg til tanzanieren, men højrebackens afslutning blev blokeret. Et par minutter senere sparkede Melker Widell et langskud lige på Valdemar Birksø efter en god bold fra Diego Caballo.
Hjemmeholdets første afslutning var et langskud efter et kort frispark efter ti minutter, men afslutningen sad lige på Rody de Boer, og på det efterfølgende angreb bragte vi os i front med 1-0. Melker Widell bragte bolden frem centralt, inden han lagde den ud på kanten til Mathias Jørgensen, som slog et fladt indlæg ind til bagerste stolpe, hvor Kelvin John fra tæt hold sparkede sin første AaB-scoring over stregen.
Efter det første kvarter fik hjemmeholdet bedre fat i spillet - uden at det dog førte chancer med sig - og midt i første halvleg måtte Oliver Ross desværre lade sig udskifte med en skade, og i stedet blev Nicklas Helenius skiftet ind.
Mod slutningen af første halvleg overtog vi igen taktsokken, og syv minutter før pausen blev Mathias Jørgensen sat op til en afslutning efter en omstilling, men anførerens tørre hug blev reddet af FC Fredericia-målmanden. Minuttet senere kunne William Madsen så prøve lykken i modsatte ende, da han sendte et langskud over Rody de Boers mål.
I 42. minut førte et indlægsfrispark fra Diego Caballo til en stor hovedstødsmulighed til Nicklas Helenius, der var løbet i en fri position, men headede lige forbi fjerneste stang. Dermed lød pausestillingen på en nordjysk 1-0-føring.
I anden halvlegs første minut testede William Madsen Rody de Boer med et hårdt, fladt forsøg fra distancen, men hollænderen tog sig sikkert af afslutningen.
Kort efter var Mads Bomholt nærgående, da han selv erobrede bolden højt og efter en skarp dribling sparkede lige forbi bagstolpen, og da anden halvleg var tre minutter gammel sparkede Melker Widell et langskud lige i handskerne på Valdemar Birksø.
I 53. minut førte et godt angreb til en ny afslutning fra Mads Bomholt, som ramte FC Fredericia-keeperen, men minuttet senere fordoblede vi vores føring. Denne gang var det et præcist indlæg fra Kasper Jørgensen, som Mathias Jørgensen midt i feltet styrede i mål til 2-0.
11 minutter inde i anden halvleg kom Rody de Boer i vejen for et forsøg fra Daniel Kristjansson, og senere i samme minut fandt Nicklas Helenius Kasper Jørgensen, som tvang FC Fredericia-målmanden i en stor redning.
Efter en god times spil kom Asbjørn Bøndergaard til en afslutning på kanten af det lille målfelt, men angriberen blev blokeret af AaB-defensiven, inden Melker Widell fik et godt forsøg afværget af Valdemar Birksø.
Midt i anden halvleg blev Bjarne Pudel, Andres Jasson og Jubril Adedeji skiftet ind i stedet for Lars Kramer, Melker Widell og Mathias Jørgensen, og umiddelbart bagefter sparkede hjemmeholdet Agon Mucolli en god mulighed lige over mål.
20 minutter før tid blev indskiftede Jubril Adedeji nedlagt i feltet og tildelt et straffespark, og fra pletten scorede Nicklas Helenius sikkert til 3-0.
FC Fredericia svarede dog kort efter tilbage, da Asbjørn Bøndergaard løb en lang bold op, og uden problemer sparkede bolden ind bag Rody de Boer, der gled i græsset.
Efter FC Fredericia-scoringen blev Valdemar Møller skiftet ind til sin AaB-debut, da han kom på banen i stedet for Kasper Jørgensen, og få minutter senere gjorde Kelvin John det til 4-1 for os, da han dirigerede Mads Bomholts indlæg over stregen fra tæt hold.
I de resterende minutter kørte vi sikkert sejren hjem, og vi er således klar til Oddset Pokalens fjerde runde, der som udgangspunkt spilles i slutningen af oktober.
Vores næste kamp i 3F Superligaen er udekampen mod FC København på mandag, mens næste hjemmekamp spilles søndag 29. september mod Sønderjyske Fodbold. Køb billetter til det opgør her.
Matchfacts - Oddset Pokalen, 3. runde
FC Fredericia-AaB 1-4 (0-1)
11. min 0-1 Kelvin John, 54. min 0-2 Mathias Jørgensen, 71. min 0-3 Nicklas Helenius (str.), 76. min 1-3 Asbjørn Bøndergaard, 81. min 1-4 Kelvin John
Advarsler FC Fredericia: Anders Dahl (70)
Advarsler AaB: Jubril Adedeji (85)
1.325 tilskuere på Monjasa Park
FC Fredericia (4-3-3): Valdemar Birksø, Anders Dahl, Frederik Rieper, Adam Nygaard Andersen, Daniel Kristjansson (74: Daniel Thøgersen), William Madsen (69: Jonatan Lindekilde), Jakob Jessen (60: Oscar Buch), Moses Opondo (69: Daniel Haarbo), Gustav Marcussen, Asbjørn Bøndergaard, Agon Mucolli (74: Eskild Dall).
AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen (77: Valdemar Møller), Lars Kramer (67: Bjarne Pudel), Oumar Diakhité, Diego Caballo, Mads Bomholt, Mylian Jimenez, Melker Widell (67: Andres Jasson), Kelvin John, Oliver Ross (24: Nicklas Helenius), Mathias Jørgensen (67: Jubril Adedeji).
Dommer: Jens Maae