Partnerklubbernes Dag mod Viborg F.F.

10. oktober 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

For fjerde år i træk holder vi Partnerklubbernes Dag for at hylde AaB’s flere end 100 nordjyske partnerklubber i samarbejde med Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland.

Det sker søndag 24. november kl. 14.00, hvor vi tager imod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park. Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland har i den sammenhæng købt 2.000 billetter, som udleveres gratis til AaB’s partnerklubber efter først-til-mølle-princippet. Tilmeldingen til Partnerklubbernes Dag begynder 22. oktober.   

I timerne op til kampstart vil 3F Fanzonen være fyldt med aktiviteter for børn, og det bliver ungdomsspillere fra partnerklubberne, der løber med spillerne på banen. 

Derudover vil der være en hyldest af vores partnerklubber i pausen, hvor alle klubber har mulighed for at deltage efter aftale. 

En repræsentant fra hver partnerklub inviteres desuden til et VIP-arrangement før kampen for at styrke forbindelserne mellem vores partnerklubber. 

- Vores nordjyske partnerklubber er en af grundpillerne i AaB og ikke mindst for AaB Akademiet. Derfor glæder vi os hvert år til at hylde alle vores partnerklubber til Partnerklubbernes Dag, hvor vi også skal anerkende nogle af de personer, der rundt omkring i partnerklubberne gør en ekstra stor indsats, siger AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll. 

Årets Holdkammerat, Årets Frivilligog Årets Partnerklub skal kåres  
Igen i år vil vi til Partnerklubbernes Dag kåre Årets Partnerklub og Årets Frivillig, der uddeles af henholdsvis Aalborg Portland og Arbejdernes Landsbank, og som noget nyt i år skal vi også kåre Årets Holdkammerat. 

Årets Holdkammerat og Årets Frivillig skal gå til holdkammerater eller frivillige, der gør en ekstra indsats for, at så mange som muligt nyder at spille til fodbold i vores partnerklubber. 

Alle partnerklubber har mulighed for at indstille én holdkammerat og én frivillig til de to priser. Blandt alle de indstillede vil en jury bestående af AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll, akademichef Mathias Krogh og ansvarlig for klubsamarbejdet Emil Adelborg udvælge vinderen af hver pris. 

Samme jury vil også kåre og udvælge kandidaterne til Årets Partnerklub. Prisen gives til en partnerklub, der i løbet af året har gjort noget ekstraordinært i forhold til eksempelvis talentudvikling eller breddefodbolden. De tidligere vindere er Støvring I.F., IF Skjold Sæby og St. Restrup I.F.

De tre nominerede til dette års titel offentliggøres i ugen op til Partnerklubbernes Dag.   

Tilmeldingen til Partnerklubbernes Dag starter 22. oktober  
I dag modtager repræsentanter fra alle AaB’s partnerklubber en mail med nærmere information om, hvordan man tilmelder sig Partnerklubbernes Dag, og hvordan man indstiller en kandidat til Årets Holdkammerat og Årets Frivillig. 

Ligeledes vil der være information om tilmelding til VIP-arrangementet for partnerklubber. 

Tilmeldingen til Partnerklubbernes Dag åbner 22. oktober, så alle klubber opfordres til allerede nu at undersøge, hvor mange medlemmer man ønsker at tilmelde. Der er maksimalt 100 billetter til hver klub – og billetterne fordeles som nævnt efter først-til-mølle-princippet fra 22. oktober. 

Interessen for Partnerklubbernes Dag er altid stor, og derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at man kun tilmelder sig med det antal, som man ved, der kommer. Derved optager man ikke pladsen for andre. Vi kan således glæde så mange partnerklubber som muligt samt sikre det størst mulige fremmøde på Aalborg Portland Park. 

Har man i klubben ikke modtaget en mail inden i morgen, eller har man yderligere spørgsmål, kan man skrive en mail til koordinator Anders Lund på alu@aab-as.dk

Tags på denne nyhed

Sejr og fuld tid til Hvistendahl og Egebæk

10. oktober 2024 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

Johan Hvistendahl og Malthe Egebæk Mortensen var med fra start og fik fuld spilletid, da U/17-landsholdet i går vandt 3-0 over Luxembourg i den første EM-kvalifikationskamp, der blev spillet på Kolding Stadion.

Alle tre danske scoringer blev sat ind af Jacob Ambæk fra Brøndby I.F.

Det danske U/17-landshold spiller en ny EM-kvalifikationskamp mod Østrig på tirsdag i Haderslev.

Kampen i går var 18. ungdomslandskamp for Johan Hvistendahl og 16. ungdomslandskamp for Malthe Egebæk Mortensen. Gustav Rubæk Tilsted, der også er med i U/17-landsholdstruppen, sad på bænken under hele kampen i går og er hidtil noteret for en ungdomslandskamp. 

Iredale dobbelt målscorer i Future Cup-sejr

9. oktober 2024 kl. 16:10 af Rasmus Estrup

Dagens udekamp i Vejle endte med en stærk Future Cup-sejr på 4-2 efter en pausestilling på 2-2. 

John Iredale åbnede kampens målkonto med sit første af to mål, da han på akrobatisk vis med et saksesparkslignende spark scorede til 1-0, inden Kasper Davidsen pandede 2-0-scoringen i kassen.

Frem mod pausen scorede Vejle Boldklub dog både til 1-2 og 2-2 ved henholdsvis Christian Gammelgaard og Masaki Murata. Dermed lød pausestillingen på 2-2. 

Et kvarter inde i anden halvleg kastede John Iredale sig frem til et indlæg mod bagerste stolpe og gjorde det til 3-2, og et kvarter før tid lukkede indskiftede Nikolai Veilbæk Andersen kampen med målet til 4-2. 

- Det var en rigtig god kamp. Ikke mindst fordi Vejle Boldklub stillede med et stærkt hold. Det gjorde det til en udfording for vores mange unge spillere. Vi leverede en god præstation og svarede godt tilbage på Vejles scoringer inden pausen ved at kontrollere spillet godt efter pausen, siger transitionstræner Casper Aamodt. 

- Samtidig var der værdifuld spilletid til flere af vores spillere, og vores indskiftere gjorde også en god figur, så vi kunne fastholde niveauet på banen, siger Casper Aamodt, der sammen med den øvrige trænerstab stillede med følgende startopstilling:

Rody de Boer
Eugene Amankwah, Malthe Kjølby, Mads Samson, Marc Nielsen
Mads Bomholt, Kasper Davidsen, Amar Diagne,
Kelvin John, John Iredale, Benjamin Pihl Jørgensen

Efter en time blev John Iredale og Amar Diagne udskiftet med Malthe Holt og Bertram Skovgaard, og ca. ti minutter senere kom Nikolai Veilbæk Andersen, Mads Mochau og Felix Nygaard Skovholm på banen i stedet for Mads Bomholt, Benjamin Pihl Jørgensen og Eugene Amankwah. 

Efter dagens sejr står vi med tre point efter to kampe i Future Cup. Næste Future Cup-opgave venter 22. oktober kl. 14.00 på hjemmebane mod AGF. 

Tags på denne nyhed

Future Cup-opgør i Vejle i dag

9. oktober 2024 kl. 08:44 af Rasmus Estrup

I dag gæster vi VB Parken og Vejle Boldklub med et Future Cup-mandskab, der består af følgende spillere: 

Rody de Boer, Marc Nielsen, Kasper Davidsen, John Iredale, Mads Bomholt, Kelvin John, Eugene Amankwah og Amar Diagne samt akademispillerne Malthe Kjølby, Nikolai Veilbæk Andersen, Mads Mochau, Benjamin Pihl Jørgensen, Mads Samson, Felix Nygaard Skovholm, Malthe Holt, Bertram Skovgaard og Bohdan Kalinichenko. 

Kampen er vores anden i Future Cup i denne sæson. Den første blev tabt med 1-0 på udebane mod Randers FC. 

Kampstart i dag er kl. 13.00 i VB Parken, Hellumvej 9, 7100 Vejle. 

Tags på denne nyhed

8.000 har billet til AaB-Randers FC

8. oktober 2024 kl. 15:10 af Rasmus Estrup

Efter de første fem hjemmekampe i 3F Superligaen i denne sæson lyder tilskuergennemsnittet på flere end 9.000 pr. kamp, og allerede nu har flere end 8.000 billetter til vores næste hjemmekamp.

Den spilles søndag 20. oktober kl. 14.00 mod Randers FC, og du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Inden kampen ligger vi på niendepladsen med 13 point, mens Randers FC er syvendepladsen med 15 point. 

For hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første fem hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 90.548 kr. Køb billet på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan sikre dig billet til hjemmekampen mod Vejle Boldklub søndag 3. november kl. 18.00.

Tags på denne nyhed
'