Alle mand til Lyngby!

5. november 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Stadion: Lyngby Stadion
Kapacitet: 10.100 
Placering udebaneafsnit: J.Jensen-Tribunen (sydtribunen). Indgang PORT 1
Kampstart: 10. november kl. 14.00

Billetter
Billetter kan købes på https://lbk.eventii.dk/

Priser:
- Voksen: 120 kr.  
- Pensionist: 90 kr.
- Studerende: 90 kr.
- Barn (under 14 år): 90 kr.

Der vil ved køb på stadion blive pålagt et gebyr på 30 kr. Dørene åbner minimum en time før kampstart.

Som udebanefan må man ikke udvise hverken synlig eller verbal sympati for det gæstende hold på neutrale afsnit. 

Mad & drikke
Udbud og priser på mad og drikkevarer er det samme som på hjemmeholdets afsnit på Lyngby Stadion. Der udbydes desuden et madalternativ til stadionplatten.

Handicap forhold
Der er allokeret 3 kørestolspladser. Pladser kan ikke købes via billetside, da det er først-til-mølle.

Transport 
lles:   
AaB Support Club arrangerer bus til kampen for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Tilmelding til turen er nu tilgængelig og kan findes lige her.

Kør selv:   
Adresse: Lundtoftevej 53A, 2800 Kgs. Lyngby.

Parkering 
Parkerings-mulighederne lige ved stadion er begrænsede. Publikum opfordres derfor til at benytte de omkringliggende veje – her er Sorgenfrigårdsvej, Nørregade, Toftebæksvej og Lundtoftevej gode alternativer.

Du kan få mere information om parkeringsforhold og adgangsveje til stadion via dette link.

Tifo og stemningsskabende remedier til udebaneafsnittet
På Lyngby Stadion ønskes en positiv fankultur. Dette gælder også for gæstende fans i udebaneafsnittet. Derfor har udeholdets fans rimelig vide rammer, når det kommer til fanmaterialer på udebaneafsnittet.

En liste over mulige materialer, som ikke behøver forhåndsgodkendelse er:

  • Små flag
  • Megasize (3×3 meter)
  • Trommer
  • Megafoner
  • Bannere – gruppebannere, tribune-bannere mv. i 1,5 meters højde
  • Creperuller
  • Konfetti
  • Derudover er ekstra remedier naturlige. Dette gælder strips, gaffatape, malertape, ekstra batterier mv.

Store bannere, rulleflag og større tifo-arrangementer kræver en ansøgning til Lyngby Boldklubs sikkerhedschef, men som udgangspunkt er klubben positive overfor tifo-ansøgninger.

AaB takker for støtten til alle medrejsende fans.

Tags på denne nyhed

Future-landskampe til Klingenberg og Zinck

4. november 2024 kl. 15:02 af Rasmus Estrup

Det danske U/16 Future-landshold spillede i sidste uge to venskabskampe mod Belgien, og AaB Akademiet var repræsenteret i begge opgør. 

I den første kamp, som Danmark vandt 7-1, spillede Mikkel Zinck, og i det andet opgør, som blev spillet i går holdt målmand Emil Klingenberg et rent bur i sejren på 1-0. 

U/16 Future-landsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.  

Tags på denne nyhed

Femte U/19 Ligasejr på stribe

4. november 2024 kl. 08:39 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 2-0
For femte U/19 Ligakamp i træk snuppede vores U/19-mandskab sejren, da det lørdag endte med en 2-0-sejr over Lyngby Boldklub hjemme på Hornevej.

Vores U/19-spillere sad mest på spillet i indledningen, men gæsterne fik et par omstillingsmuligheder, inden Valdemar Møller i 20. minut bragte vores U/19-hold foran, da Amar Diagne efter en god dribletur serverede bolden for Valdemar Møller, som gjorde det til 1-0, der også var pausestillingen.

Få minutter efter pausen fik gæsterne et straffespark, som Bertil Grønkjær stærk pillede.

I modsatte ende var der flere gode muligheder, som ikke blev udnyttet, men i 87. minut lukkede Benjamin Pihl Jørgensen kampen. En afslutning fra Nikolaj Stojanovic på en omstillingsmulighed førte til en ripost til Benjamin Pihl Jørgensen, som satte 2-0-scoringen i kassen.

U/19 Ligaholdet står efter ni kampe med 18 point, hvilket rækker til en foreløbig femteplads. Næste U/19 Ligakamp spilles på onsdag på udebane mod Brøndby I.F. kl. 14.00.

U/17 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 3-1
Også i U/17 Ligaen hev vores akademimandskab tre point hjemme mod Lyngby Boldklub efter tre nordjyske mål i første halvleg.

I en kamp hvor holdet forsøgte at få lange sekvenser på bolden, gjorde William Thomsen det til 1-0 efter otte minutter, og Valdemar Rubæk Vestergaard udbyggede til 2-0 i 20. minut.

I 33. minut blev Valdemar Rubæk Vestergaard dobbelt målscorer, da han gjorde det til pausestillingen 3-0 efter en effektiv første halvleg.

I defensiven stod holdet kampen igennem kompakt, men otte minutter før tid fik gæsterne pyntet på resultatet med reduceringen til slutresultatet 3-1.

U/17 Ligaholdet indtager femtepladsen med 19 point efter ti kampe. Næste ligakamp spilles på lørdag kl. 14.00 på udebane mod Brøndby I.F.

U/15 Ligaen: AaB-Lyngby Boldklub 0-1
Vores U/15 Ligamandskab formåede desværre ikke at gøre de to ældre hold kunsten efter.

Lyngby Boldklub scorede kampens eneste mål i 20. minut.

Resultatet betyder, at vores U/15 Ligahold overhales af netop Lyngby Boldklub og nu indtager syvendepladsen med 14 point efter ti runder.

Næste U/15 Ligakamp spilles også lørdag kl. 14.00 på udebane mod Brøndby I.F.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Vejle Boldklub 3-3

4. november 2024 kl. 06:37 af Rasmus Estrup

Gårsdagens kamp på Aalborg Portland Park mellem AaB og Veje Boldklub bølgede frem og tilbage, og med en sen udligning af gæsterne sluttede det 3-3. 

Anders K. Jacobsen testede efter et kvarter træværket bag Vincent Müller, inden Vejle Boldklub midt i første halvleg kom foran ved Dimitris Emmanouilidis.

Kort efter ramte Melker Widell overliggeren direkte på et hjørnespark, og inden pausen fik vi tildelt et straffespark, som Oliver Ross brændte. 

Halvandet minut inde i anden halvleg fik vi et nyt straffespark, og denne gang udlignede Mathias Jørgensen til 1-1. 

Vesttribunen var stadig i gang med at juble over udligningen, da John Iredale bragte os foran med 2-1, men ti minutter efter pausen udlignede gæsternes Damian van Bruggen til 2-2 på et flot spark fra kanten af feltet. 

Ti minutter før tid headede Bjarne Pudel os foran med 3-2 efter et indlægsfrispark, men i 89. minut scorede Musa Juwara på fornem vis til slutresultatet 3-3. 

Et fyldigt sammendrag kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Målrig og bitter pointdeling mod Vejle Boldklub

3. november 2024 kl. 20:00 af Rasmus Estrup

Det blev blot til et enkelt point søndag aften, hvor vi hjemme på Aalborg Portland Park tog imod Vejle Boldklub i en målrig affære, der sluttede 3-3. Gæsterne var foran ved pausen, men tidlige scoringer i anden halvleg af Mathias Jørgensen og John Iredale bragte os i front, før gæsterne ti minutter efter pausen udlignede til 2-2. Ti minutter før tid scorede Bjarne Pudel til 3-2, men i 89. minut scorede Vejle Boldklub kampens sidste mål. 

I de første minutter satte vi os på spillet, og efter fire minutter flugtede Kasper Jørgensen første afslutning afsted, men det knaldhårde spark fra feltets bue sad i handskerne på Igor Vekic. 

Gæsterne kom herefter bedre med i kampen, mens vi havde sværere ved at spille os op omkring Vejle-feltet. Efter otte minutter forsøgte gæsterne sig med et langskud, der sad lige i favnen på Vincent Müller, som minuttet senere fik kroppen ind bag et hårdt skud fra distancen af David Colina.   

Efter et kvarter var Vejle Boldklub meget tæt på et føringsmål, da Anders K. Jacobsen modtog bolden i feltet, inden den tidligere AaB-angriber bankede kuglen på undersiden af overliggeren. Gæsterne fastholdt angrebet, der efter et blokeret forsøg endte med en ny afslutning, som sad lige på vores tyske målmand. 

Midtvejs i første halvleg kunne gæsterne så bringe sig i front. Dimitris Emmanouilidis driblede med et langt træk forbi Lars Kramers forsøg på en glidende tackling, og da Vincent Müller var i tvivl om, hvorvidt han kunne nå bolden inden Vejle-spilleren, blev han fanget på mellemhånd, så Dimitris Emmanouilidis uden problemer kunne sparke bolden over keeperen og i nettet til 1-0. 

Melker Widell sparkede få minutter efter Vejle-scoringen et indadskruet hjørnespark direkte på overliggeren tæt ved fjerneste stolpe. I modsatte ende forsøgte Lundrim Hetemi sig med et langskud, der sad lige på Vincent Müller, inden Oliver Ross i 35. minut fik en flugter blokeret. 

Kort efter blev Kasper Davidsen revet i trøjen i gæsternes felt. Dommer Aydin Uslu vinkede i første omgang afværgende, men efter et VAR-tjek ændrede dommeren mening og pegede på på pletten. Straffesparket sendte Oliver Ross til højre for sig selv, men målmand Igor Vekic gik til den rigtige side og reddede forsøget fra 11-meter-pletten. 

Et hurtigt kombinationsspil i tillægstiden til første halvleg førte til et godt oplæg fra Melker Widell mod Mathias Jørgensen, men også anførerens forsøg mod fjerneste stolpe blev reddet af Vejle-keeperen. Vi fastholdt dog angrebet, inden Kasper Jørgensen til sidst headede et indlæg fra Mathias Jørgensen langt forbi. Dermed var vi bagud med 1-0 ved pausen. 

Til anden halvlegs start blev Jubril Adedeji sendt på banen i stedet for Oliver Ross, og halvandet minut inde i anden halvleg ramte et indlæg fra Melker Widell armen på Lundrim Hetemi, hvorefter Aydin Uslu straks dømte et nyt straffespark til os. Denne gang sparkede anfører Mathias Jørgensen udligningen sikkert i kassen, selvom Igor Vekic igen gik til den rigtige side. 

Efter scoringen trykkede vi på for endnu en scoring, og den kom blot minuttet senere, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark faldt ned til John Iredale, som bankede kuglen ind under Vejle-keeperen til en nordjysk føring på 2-1. 

Vejle Boldklub svarede dog straks tilbage, og kort efter et blokeret forsøg af Dimitris Emmanouilidis sparkede Damian van Bruggen trods hårdt pres på kanten af feltet bolden op i målhjørnet til 2-2 i 56. minut. 

Herefter satte vi os igen på spillet, og 20 minutter efter pausen fik Mathias Jørgensen en ny afslutningsmulighed i feltet, men vores topscorer sparkede forbi. Efterfølgende fulgte en indskiftning af Mylian Jimenez i stedet for Mads Bomholt.

Et kvarter før tid var det så Lars Kramer, der efter et hjørnespark var tæt på at gøre det til 3-2, da hans hovedstød ramte overliggeren. 

I 80. minut kom scoringen så til 3-2 efter en ny dødbold. Mylian Jimenez slog et kantfrispark ind i panden på Bjarne Pudel, som styrede læderet i nettet. 

John Iredale sparkede fem minutter senere en afslutning lige på gæsternes målmand, inden Kasper Davidsen og John Iredale blev erstattet af Oumar Diakhité og Kelvin John. 

I 89. minut udlignede Vejle Boldklub til 3-3, da Musa Juwara med et flot spark på siden af feltet fandt vej til fjerneste målhjørne. 

Musa Juwara var i begyndelsen af tillægstiden tæt på at slå til på en omstilling, men denne gang diskede Vincent Müller op med en vigtig fodparade. 

Tillægstiden bød ikke på flere chancer, og dermed sluttede det 3-3 og med et point til hver. Dermed ligger vi efter 14 runder på niendepladsen med 15 point, hvilket er to færre end Viborg F.F. på ottendepladsen og fire flere end Sønderjyske Fodbold på tiendepladsen.

Vores næste 3F Superligakamp spilles på søndag kl. 14.00 på udebane mod Lyngby Boldklub. Næste hjemmekamp følger 24. november kl. 14.00, hvor vi holder Partnerklubbernes Dag i forbindelse med kampen mod Viborg F.F. Køb billetter til det opgør på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 14. spillerunde

AaB-Vejle Boldklub 3-3 (0-1)
25. min 0-1 Dimitris Emmanouilidis, 49. min 1-1 Mathias Jørgensen (str.), 51. min 2-1 John Iredale, 56. min 2-2 Damian van Bruggen, 80. min 3-2 Bjarne Pudel, 89. min 3-3 Musa Juwara
Advarsler AaB: Jubril Adedeji (85)
Advarsler Vejle Boldklub: Oliver Provstgaard (40)
6.831 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel, Andreas Bruus, Mads Bomholt (72: Mylian Jimenez), Kasper Davidsen (86: Kelvin John), Melker Widell, Oliver Ross (46: Jubril Adedeji), John Iredale (86: Oumar Diakhité), Mathias Jørgensen. 

Vejle Boldklub (4-3-3): Igor Vekic, Thomas Gundelund (73: Luka Hujber), Damian van Bruggen, Oliver Provstgaard, David Colina (87: Miiko Albornoz), Tobias Lauritsen (83: Emmanuel Yeboah), Lundrim Hetemi, Kristian Kirkegaard, Dimitris Emmanouilidis (73: Yeni N'Gbakoto), Anders K. Jacobsen, Christian Gammelgaard (46: Musa Juwara).  

Dommer: Aydin Uslu

Tags på denne nyhed
'