Med en scoring i tillægstidens tredje minut sejrede AaB søndag eftermiddag med 4-3 over Vendsyssel F.F.
Nytilkomne Mathias Jørgensen blev igen afgørende for AaB – denne gang både med sin udligning til 3-3 og sin efterfølgende matchvindertræffer foran 7.253 tilskuere på Aalborg Portland Park.
Dermed fik AaB et optimalt udbytte af et opgør, som skiftede karakter flere gange undervejs.
I forhold til den seneste kamp forrige fredag mod FC Fredericia havde AaB to ændringer i startopstillingen, hvor Nóel Atli Arnórsson og Richard Odada afløste Rasmus Thelander og Daniel Ask.
Efter en stille indledning overtog AaB styringen, og der var første gang fare på færde i det sjette minut, da Richard Odada fra venstre fandt Melker Widell, men bolden sprang fra den eller smålfarlige svensker, så den tidligere AaB’er Frederik Børsting kunne afværge til hjørnespark.
De veloplagte AaB-takter fortsatte, og det ikke ufortjente føringsmål kom efter 14 minutter, da Kasper Jørgensen i to omgange fik udnyttet Diego Caballos hjørnesparksbold.
Første halvdel af første halvleg var med AaB i kontrol, men i det 25. minut opstod en stor chance til gæsterne, da man efter et fint angreb sendte en flad bold ind fra venstre, men heldigvis for AaB helkiksede en helt fri Carl Lange midt for mål.
Dog havde Vendsyssel F.F. nu grebet initiativet, og derfor virkede det også naturligt, at udligningen kom efter 39 minutter, hvor den forhenværende AaB’er Rasmus Thellufsen kunne heade et præcist indlæg fra højre i netmaskerne.
Efterfølgende viste AaB igen tænder, da Mathias Jørgensen brød igennem i højresiden, men desværre fik Younes Bakiz ikke udnyttet oplægget.
Fra anden halvlegs begyndelse var AaB igen aggressive, og Las Kramer kunne allerede i det 47. minut drage fordel af en frisparksbold fra Younes Bakiz til at score til 2-1.
Blot seks minutter senere var det udeholdets tur til at være effektive på en standardsituation, da Carl Lange fra en position bagest i straffesparksfeltet efter et hjørnespark med en kontrolleret inderside styrede læderet i netmaskerne, og bare minuttet senere var AaB bagud, da Oskar Øhlensschlæger køligt afsluttede et kontraangreb.
Dermed skulle AaB igen angribe kampen, og det blev også til flere lige ved og næsten-situationer, inden Vendsyssel F.F. 12 minutter før tid tilspillede sig en god mulighed for at bringe sig foran med to mål, men AaB-målmand Rody de Boer fik reddet afslutningen fra en fri Oscar Buch.
I stedet kunne AaB tre minutter senere bringe sig på omgangshøjde, da Mathias Jørgensen midt for mål udnyttede Oliver Ross’ fornemme forarbejde.
I de nervebetonede slutminutter søgte begge hold stadig sejren, og på dramatisk vis slog AaB til tre minutter inde i dommerens tillægstid, hvor Jubril Adedeji smukt assisterede for Mathias Jørgensen, som overlegent krøllede kuglen op i det modsatte målhjørne, før han kunne modtage Vesttribunens ekstatiske hyldest.
Med resultatet har AaB fra førstepladsen nu 13 point ned Vendsyssel F.F. på tredjepladsen.
Sidste opgave i NordicBet Ligaens grundspil venter på lørdag i Farum mod ligeledes formstærke Hillerød.
Matchfacts – NordicBet Ligaen, 21. spillerunde
AaB-Vendsyssel F.F. 4-3 (1-1)
14. min 1-0 Kasper Jørgensen, 39. min 1-1 Rasmus Thellufsen, 47. min 2-1 Lars Kramer, 53. min 2-2 Carl Lange, 54. min 2-3 Oskar Øhlensschlæger, 81. min 3-3 Mathias Jørgensen, 90. min 4-3 Mathias Jørgensen.
Advarsler AaB: Richard Odada (27), Jubril Adedeji (58).
Advarsler Vendsyssel F.F.: Rasmus Thellufsen (12), Rune Frantsen (62).
7.253 tilskuere på Aalborg Portland Park.
AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Nóel Atli Arnórsson, Diego Caballo (90: Jakob Ahlmann), Malthe Højholt, Richard Odada (57: Daniel Ask), Melker Widell, Mathias Jørgensen, Younes Bakiz (69: Oliver Ross), Jubril Adedeji.
Vendsyssel F.F. (4-2-3-1): Marcus Bundgaard, Rune Frantsen, Ayo Simon Okosun, Tim Hartzell, Emil Arendrup Nielsen, Victor Ekani, Rasmus Thellufsen, Oskar Øhlensschlæger (75: Mads Greve), Carl Lange (75: Oscar Buch), Frederik Børsting, Lucas Jensen.
Dommer: Jacob Stausgaard Kobberrød.