Offensiv-talent fra KRC Genk skifter til AaB
AaB har på en fri transfer sikret sig tilgang fra offensiv-talentet Kelvin John fra belgiske KRC Genk.
Den 20-årige landsholdsspiller fra Tanzania har været tre år i den belgiske klub, hvor Kelvin John hovedsageligeligt har optrådt for Jong Genk i den næstbedste belgiske række med 41 officielle kampe, fire scoringer og otte assists som facit.
Kelvin John er desuden noteret for en officiel kamp for KRC Genk samt seks A-landskampe og seks U-landskampe for Tanzania.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- Kelvin John er en gennembrudsfarlig spiller, som vi tror, kan udvikle sig yderligere i AaB.
- Han har fart, er en god dribler og er således stærk én mod én, og vi ser ham som en spændende tilføjelse til vores trup, siger Ole Jan Kappmeier.
Kelvin John supplerer:
- Jeg har glædet mig meget til at blive en del af AaB, og jeg er lykkelig for, at det er faldet på plads, så jeg kan iklæde mig AaB’s rød-hvide trøje efter sommerpausen og træde ind på det flotte stadion.
- Allerede første gang AaB viste interesse, var jeg opsat på at komme hertil, og gennem mine samtaler med klubben har jeg fået et godt indtryk af setuppet og ikke mindst den spillestil, som klubben ønsker at praktisere, og den passer perfekt til mig, fortæller Kelvin John.
- Jeg håber, at jeg med min fart, min iver i genpresset og min vindermentalitet kan hjælpe holdet uge efter uge og samtidig udvikle mig som spiller i Superligaen, lyder det fra Kelvin John.
Kelvin John har første træningsdag i AaB 21. juni og tiltræder på en aftale indtil 30. juni 2028. Kelvin John får fra den kommende sæson trøje nummer 27 i AaB.