Akademiets udekampe mod FC København i går endte med et U/19 Liganederlag på 3-1 efter en skidt start, mens U/17 Ligaholdet flot sejrede med 5-2.
U/19 Ligaen: FC København-AaB 3-1
Vores U/19 Ligahold kom dårligt ud til kampen på udebane mod FC København i går eftermiddags, da hjemmeholdet allerede efter fire minutter var foran med 2-0, og ti minutter før pausen udbyggede FC København også til 3-0.
Herefter fik vores U/19-drenge skabt et par muligheder, og efter pausen kom holdet ud med et bedre udtryk.
Fem minutter inde i anden halvleg blev en scoring af Kasper Davidsen annulleret for offside, men først fem minutter før tid fik Oscar Meedom sat en flot reducering til 3-1 i kassen.
Trods et forsøg på at jagte yderligere scoringer sluttede opgøret med et nederlag på 3-1.
- For anden kamp i træk kom vi desværre ikke ud med den intensitet, vi ønsker at have, og som vi har haft tidligere. Og når vi er bagud 2-0 meget tidligt mod et rigtig godt FCK-hold, er det vanskeligt at komme tilbage. Men efter deres 3-0-scoring fik vi ændret systemet, og det udmøntede sig faktisk i noget rigtig fint spil, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands.
- Vi kom også godt ud til anden halvleg, og jeg vil rose spillerne for, at de hele kampen igennem virkelig prøvede at komme tilbage i opgøret. Attituden var meget bedre gennem hele anden halvleg, og det var opløftende at se. Så det var en kamp både med gode og dårlige ting, som drengene skal lære af, siger Peter Løvenkrands.
U/19 Ligaholdet indtager 13. pladsen med 18 point efter 23 kampe. Næste kamp venter lørdag 18. maj på hjemmebane mod FC Nordsjælland kl. 13.00.
U/17 Ligaen: FC København-AaB 2-5
U/17 Ligakampen på udebane mod FC København i går endte med en målrig og stærk sejr på hele 5-2.
I første halvleg bragte først Benjamin Pihl Jørgensen vores U/17-mandskab foran, inden Valdemar Møller udbyggede til en pauseføring på 2-0.
Efter pausen reducerede hjemmeholdet til 2-1, før Valdemar Møller straks efter scorede sit andet mål i kampen til cifrene 3-1.
Midt i anden halvleg gjorde FC København det til 3-2, men Gustav Andreasen udbyggede AaB-føringen til 4-2 med ca. ti minutter igen, og i tillægstiden lukkede Victor Fjeldgaard kampen med målet til 5-2.
- Det var en rigtig god sejr, og jeg synes, at vi spillede godt. Vi lykkedes med vores plan og fik FCK til at spille i det område, vi gerne ville have dem ind i, hvorefter vi kunne slå til på nogle gode omstillinger, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- I anden halvleg, synes jeg, at vi spillede klogt. Vi gav dog lidt for mange chancer væk, men overordnet set var det en stærk præstation, som blev krydret af nogle rigtig flotte mål, siger Theis Larsen.
U/17 Ligaholdet ligger efter 22 kampe på fjerdepladsen med 40 point, hvilket er et point færre end FC Midtjylland på tredjepladsen og to point færre end FC Nordsjælland på andenpladsen.
Næste U/17 Ligakamp venter 1. juni på udebane mod OB.