AaB TV: 200 AaB-kampe for Thelander

22. maj 2024 kl. 19:23 af Rasmus Estrup

Til hjemmekampen mod Hobro I.K. tidligere i maj rundede Rasmus Thelander 200 officielle AaB-kampe. 

Det sætter vores anfører ord på i dette interview, hvor han også fortæller om opgaven i denne sæson, om sammenholdet med fansene og om rollen som anfører. 

Tags på denne nyhed

Sæsonafslutning med hyldest af 1999- og 2014-holdet

22. maj 2024 kl. 15:00 af Rasmus Estrup

Søndag 2. juni kl. 15.00 tager vi imod Vendsyssel F.F. på Aalborg Portland Park i sæsonens sidste kamp, og vi slutter af med et brag af søndag med masser af aktiviteter både før, under og efter kampen for at fejre vores tilbagevenden til 3F Superligaen.

Alle opfordres til at komme i rød-hvide farver, så vi kan slutte sæsonen af på det smukkest mulige Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Jubilæum for mesterskab og The Double
Til kampen mod Vendsyssel F.F. markerer vi, at det i år er 10 år siden The Double i 2014 og 25 år siden mesterskabet i 1999.

I den forbindelse hyldes spillere og stab fra de to mandskaber.

Det sker blandt andet i fanzonen inden kampen, hvor alle fans fra kl. 13.15 kan møde aktører fra både 2014-holdet og 1999-holdet, inden de i pausen vil blive hyldet på grønsværen.

Afsked med Ahlmann og Würtz
Umiddelbart inden kampstart vil der på banen også være en hyldest af to store AaB-personligheder.

Jakob Ahlmann indstiller nemlig sin aktive karriere efter kampen mod Vendsyssel F.F. efter 15 år som en del af førsteholdstruppen. Inden han indtræder i rollen som fuldtidsscout i klubben, skal han hyldes for sin flotte karriere og store indsats for AaB. Det sker umiddelbart inden kickoff.

Samtidig vil også transitions- og assistenttræner Rasmus Würtz blive hyldet, da han efter denne sæson skifter karrierespor og stopper i AaB 22 år efter hans ankomst til klubben som spiller i 2002.

Fest i fanzonen efter kampen
Som tak for den flotte og trofaste opbakning gennem hele sæsonen tilbyder vi sammen med vores hovedpartner Arbejdernes Landsbank alle tilskuere en gratis øl eller sodavand i fanzonen mellem kl. 17.30 og 19.00.

I samme tidsrum gæster vores nuværende spillertrup også fanzonen, hvor der vil være livemusik frem til kl. 19.00. 

Fanmarch fra Lindholm Strandpark
Fra kl. 10.30 inviterer fanorganisationen Vesttribunen alle fans til et stort fanarrangement i Lindholm Strandpark for at fejre vores tilbagevenden til 3F Superligaen.

Kl. 13.00 er der fælles fanmarch fra Lindholm Strandpark over Kulturbroen mod Aalborg Portland Park. 

Fanzonen åbner kl. 12.30
Allerede kl. 12.30 åbner fanzonen, og her kan man give sig i kast med aktiviteter fra FunCenter og en Goal Station, få ansigtsmaling i rød-hvide farver, møde Theodor og finde gode tilbud i AaB Shoppen.

Tags på denne nyhed

Widell udtaget til Sveriges U/21-landshold

22. maj 2024 kl. 12:10 af Rasmus Estrup

Melker Widell er endnu en gang blevet udtaget til Sveriges U/21-landshold, der 7. juni møder England og 11. juni spiller ude mod Kroatien. 

Den 22-årige svensker støder til Sveriges U/21-landsholdssamling efter sæsonafslutningen, men allerede i næste uge vil Melker Widell deltage i en træningssamling med Sveriges A-landshold fra 27. maj til 31. maj. Han vil således være tilbage til at deltage i sæsonens sidste NordicBet Ligakamp mod Vendsyssel F.F. søndag 2. juni. 

Melker Widell, der er i karantæne fredag aften mod Kolding I.F., har indtil videre spillet tre U/21-landskampe og scoret et enkelt mål for hjemlandet. 

Tags på denne nyhed

Sidste udekamp i håndsrækningsdragten

22. maj 2024 kl. 10:41 af Rasmus Estrup

Når vi fredag kl. 19.00 besøger Kolding I.F. i sæsonens sidste udekamp, vil vi for tredje og sidste gang være iklædt sæsonens håndsrækningsdragt fra Macron, da vi hverken kan bære klubdragten eller andendragten på udebane mod Kolding I.F. 

Håndsrækningstrøjen er kardinalfarvet, og på ærmerne indgår lynene, som også går igen i både klubtrøjen og andentrøjen fra i trøjekollektionen "Som Ramt af Lynet". Dermed hylder også håndsrækningstrøjen AaB’s fan- og stadionsang, som blev introduceret af AaB’s fanscene i 2019 og synges umiddelbart inden kickoff til hjemmekampene på Aalborg Portland Park. 

Siden 2016 har AaB’s håndsrækningstrøje været dedikeret et godt formål i Nordjylland. AaB, Arbejdernes Landsbank og Macron donerer således 100 kr. for hver solgt trøje til et godt, nordjysk formål, og gennem salget af denne sæsons håndsrækningstrøje støttes Baglandet Aalborg. Køb trøjen her. 

Baglandet er et netværkstilbud for nuværende og tidligere anbragte, som gennem Baglandet får mulighed for at udbygge sit netværk samt opnå ny viden og nye færdigheder eksempelvis gennem et mentoruddannelsesforløb. 

2-0-sejr over Sønderjyske i Future Cup

21. maj 2024 kl. 16:24 af Rasmus Estrup

Vores unge U/19 Ligahold med en overvægt af førsteårs U/19-spillere, der var suppleret af Rody de Boer og Melker Widell, snuppede en stærk sejr på 2-0 i dagens udekamp mod Sønderjyske i Future Cup. 

Mod slutningen af første halvleg bragte André Álvarez Pérez os foran med 1-0 på en returbold efter en standardsituation. 

Midt i anden halvleg udbyggede Oscar Meedom til 2-0, da han fangede en lang bold, prikkede den forbi keeperen og sendte bolden i det tomme net. 

Mod slutningen pressede Sønderjyske på for en reducering, men 2-0 blev slutresultatet. 

- Det var en flot præstation og en fuldt fortjent sejr. Vi var modige på bolden og lykkedes godt med at spille os forbi deres første pres, og så var vi stærke i vores genpres, de gange vi mistede kuglen, siger transitions- og assistenttræner Rasmus Würtz. 

- Defensivt fik vi lukket ned for det, de var gode til, og vi erobrede mange bolde. Så både holdmæssigt og individuelt var det en stærk præstation, hvor der selvfølgelig stadig var nogle detaljer, vi gerne ville have gjort bedre. Blandt andet i vores omstillingsmuligheder, hvor vi godt kunne have fået mere ud af det, siger Rasmus Würtz, der sammen med U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands havde valgt følgende startopstilling: 

Rody de Boer
Emil Nymann, Malthe Kjølby, André Álvarez Pérez, Eugene Amankwah 
Nikolai Veilbæk Andersen, Malthe Holt, Melker Widell
Oscar Meedom, Nikola Stojanovic, Amar Diagne

Efter en times spil blev Bertram Østergaard indskiftet i stedet for Malthe Holt, og ni minutter senere fulgte en indskiftning af Emil Nymann i stedet for Nikola Stojanovic. 

Et kvarter før tid kom Magnus Jensen og Emil Borup på banen i stedet for André Álvarez Pérez og Melker Widell. 

Efter fem Future Cup-kampe ligger vi på ottendepladsen med otte point. 

Tags på denne nyhed
'