AaB Akademiet fastholder ligastatus

24. maj 2024 kl. 15:05 af Rasmus Estrup

Dansk Boldspil-Unions (DBU’s) klublicens angående talentudvikling er netop offentliggjort, og i den tildeles AaB tre en halv stjerner. 

Det betyder, at AaB’s akademihold også i sæsonerne 2024/2025 og 2025/2026 deltager i U/19 Ligaen, U/17 Ligaen og U/15 Ligaen, mens U/14-holdet og U/13-holdet også er med i de bedste rækker på årgangene. 

- Når man ser på, hvordan fodboldlandskabet udvikler sig på ungdomsniveau, er det en stor anerkendelse af AaB Akademiet, at vi igen tildeles ligastatus. Der bliver gjort et ekstremt stort og dygtigt stykke arbejde overalt i Danmark, hvilket afspejles med flotte præstationer på både klub- og landsholdsniveau. Konkurrencen om netop at være en del af det fineste selskab vil kun blive intensiveret den kommende tid. Derfor ved vi også, at vi skal forbedre os på flere områder, herunder blandt andet vores organisation og vores holdudvikling, hvilket licensvurderingen også er med til at belyse, siger akademichef Mathias Krogh.

I efteråret 2022 besøgte DBU’s auditørkorps AaB Akademiet. Det er på baggrund af denne auditering for ca. halvandet år siden, at AaB tildeles tre en halv stjerner og samlet set rangerer på en 11. plads i Danmark i licensvurderingen. 

- Licensen stiller store krav til os som klub. Men de interne krav og forventninger er langt større end kravene i licensen, og jeg er sikker på, at de frø som allerede er blevet sået i de seneste par år, vil slå rødder og konsolidere akademiet i toppen af det danske fodboldlandskab i de kommende år. Særligt en justering af træningsmetodikken, som blev sat i søen for knap to år siden, virker til at have nogle virkelig spændende perspektiver i forhold til den individuelle spillerudvikling, siger Mathias Krogh og fortsætter:

- Da vi gerne vil konkurrere med de dygtigste, er licensvurderingen en naturlig del af den benchmarking, vi kigger på i det fortsatte arbejde for at styrke akademiet og derved klubbens samlede strategi. Det gælder både i forhold til samarbejdet med vores nordjyske partnerklubber og den interne transition særligt op imod førsteholdet for vores U/19-spillere, siger Mathias Krogh.

I indeværende sæson er både U/17 Ligaholdet og U/15 Ligaholdet fortsat i spil til at tage medaljer, og U/17 Ligaholdet har netop fået en andenplads ved en stor international turnering i Frankrig, hvor klubber som Paris Saint-Germain, Sporting CP, AS Monaco, LOSC Lille, CSKA Sofia og Athletic Bilbao også deltog.

- Et kerneelement i klubbens langsigtede strategi er AaB Akademiet og spillerudviklingen. Derfor er det væsentligt, at vi kan tilbyde de dygtigste spillere i Nordjylland – og Danmark - en platform som hedder ligafodbold og dermed muligheden for at konkurrere på højeste nationale niveau, da vi er helt sikre på, at det er til gavn for spillerudviklingen på både kort og lang sigt, siger akademichef Mathias Krogh.

I denne sæson har der i NordicBet Ligaen været spilminutter til de nuværende akademispillere Mads Bomholt, Nóel Atli Arnórsson og Kasper Davidsen, ligesom de to førsteårs seniorspillere Sebastian Otoa og Oliver Ross har bidt sig fast på førsteholdet.  

Tags på denne nyhed

Haugaasen før udekampen i Kolding

24. maj 2024 kl. 09:38 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 gæster vi Kolding i.F. på Autocentralen Park i sæsonens næstsidste kamp. 

I dette interview fra i går kan du høre fungerende cheftræner Mathias Haugaasen sætte ord på træningsugen og forventningerne til en hård fight i aften. 

Tager du turen til Kolding, kan du finde al praktisk information her, og ellers kan kampen følges på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

Jet Sport bliver ny partner i AaB

24. maj 2024 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

Jet Sport er landets førende leverandør af tekstiltryk til forhandlere og fabrikanter i Danmark, og nu er Jet Sport også ny samarbejdspartner i AaB. 

Vi har således indgået en markant partneraftale med Jet Sport, der også bliver partner for en af skyboksene på Aalborg Portland Park. 

- Vi er stolte af at kunne indgå et nyt partnerskab med en stor spiller som Jet Sport, der kommer til at levere tryk af højeste kvalitet til vores spillertøj fremover, og vi ser frem til at kunne byde Jet Sport velkommen til det store netværk af partnere omkring AaB, siger vores administrerende direktør Michael Tuxen Boll.  

- Det glæder os, at vores tanker og idéer om, hvordan klubben skal udvikle sig, ikke alene bakkes op af eksisterende partnere, men også kan tiltrække nye store partnere som Jet Sport, der også bliver første partner for en af skyboksene på Aalborg Portland Park, fortsætter Michael Tuxen Boll. 

Nichlas Mørk, økonomi- og driftsansvarlig i Jet Sport, ser frem til samarbejdet.

- Vi ser partnerskabet med AaB som en naturlig del af vores strategi, da vi oplever en stigende kundebase i Nordjylland. Samarbejdet giver os en unik mulighed for at engagere og aktivere vores kunder i regionen på en mere direkte måde. 

- Vi tror på, at samarbejdet med AaB ikke kun vil styrke vores tilstedeværelse i Nordjylland, men også åbne døre til nye kundegrupper i området. Vi glæder os til det kommende samarbejde og til at være en del af AaB’s spændende udvikling, siger Nichlas Mørk.  

Jet Sport blev grundlagt i 1971, og vores samarbejdsaftale med Jet Sport løber foreløbigt indtil 30. juni 2027.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Syv mål mod Kolding I.F.

23. maj 2024 kl. 15:58 af Rasmus Estrup

Tre gange tidligere i denne sæson har vi stået over for Kolding I.F., og det er endte med to sejre og en uafgjort. Tilsammen er det blevet til syv scoringer, som du kan se i denne video, inden vi i morgen aften kl. 19.00 gæster Kolding I.F. igen. 

To gange i sæsonen har Rasmus Thelander været på tavlen mod fredagens modstander, mens de øvrige fem mål er blevet sat ind af Richard Odada, Nicklas Helenius, Younes Bakiz, Mathias Jørgensen og Melker Widell. 

Find al praktisk info om kampen i morgen her. Har du ikke mulighed for at være i Kolding til kampen, kan opgøret følges på Viaplay. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Interview med Vincent Müller

23. maj 2024 kl. 14:30 af Rasmus Estrup

23-årige Vincent Müller bliver til den kommende sæson en del af Hele Nordjyllands Hold, når den tyske målmand starter op med resten af holdet til træningsstart 21. juni. 

I dette interview med AaB TV kan du høre fra vores kommende målmand, der tidligere har været i 1. FC Køln, PSV Eindhoven og senest MSV Duisburg. 

Tags på denne nyhed
'