AaB TV: Hobro I.K.-AaB 1-1

30. juni 2024 kl. 07:13 af Rasmus Estrup

Lørdag gæstede vi Als Stadion i sæsonens første testkamp mod Hobro I.K., og opgøret endte 1-1 efter en tidlig Hobro-scoring af Richmond Gyamfi og en udligning i anden halvleg af Kasper Jørgensen. 

22 af vores spillere fik hver 45 minutter, og det var således to forskellige hold, der stillede op i første og anden halvleg. 

I første halvleg havde Mathias Jørgensen tidligt en stor mulighed, der gik lige forbi, mens vores målmand Vincent Müller måtte hive en fin fodparade frem, inden Hobro I.K. bragte sig i front i 11. minut. 

Vincent Müller måtte yderligere to gange inden pausen hive fine redninger frem på gode muligheder til gæsterne, mens Andres Jasson stod for vores største chance inden pausen, men amerikaneren sparkede over efter et godt opspil. 

Efter pausen kontrollerede vi kampen fuldstændigt med flere store chancer til følge. Kelvin John måtte se Hobro-keeperen hive en flot redning frem, Oliver Ross kunne se stolpen stå i vejen for et flot langskud, mens også Milan Makaric kom til to gode muligheder. 

Udligningen faldt i 78. minut, da Kasper Jørgensen sparkede en god assist fra Oliver Ross i nettet til slutresultatet 1-1. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst og hør fra målscorer Kasper Jørgensen og cheftræner Menno van Dam. 

Uafgjort i første test

29. juni 2024 kl. 16:27 af Brian Andersen

Mens første halvleg blev en blandet omgang fra AaB’s side, så var anden halvleg særdeles opløftende.

I dagens duel kunne AaB have taget føringen allerede i det tredje minut, hvor Andres Jasson med en smart indenomspasning sendte Mathias Jørgensen alene igennem, men desværre gik afslutningen fladt forbi den fjerneste stolpe.

Fem minutter senere måtte AaB-keeper Vincent Müller levere en god fodparade over for Richmond Gyamfi, som til gengæld trak det længste strå, da Hobro I.K. efter 11 minutter spillede sig igennem og dermed bragte sig på 1-0.

Diego Caballo forsøgte sig for AaB, før Richmond Gyamfi igen viste sin farlighed, men denne gang leverede Vincent Müller en stærk aktion.

Efter 27 minutter tilspillede AaB sig sin anden store chance efter forarbejde fra blandt andre Marcus Bonde, Kasper Davidsen og til sidst Nicklas Helenius, som fandt Andres Jasson, der sendte sit skud langt over mål.

Mathias Jørgensen truede igen for AaB, før forhenværende AaB’er Oliver Klitten to minutter før pausen flugtede fra tæt hold efter et hjørnespark, men igen diskede Vincent Müller op med en god reaktion.

Hobro-føringen ved pausen kunne således ikke betegnes som ufortjent, hvorimod der i anden halvleg nærmest kun var spil til et mål.

Først forsøgte Kelvin John sig, inden Kasper Jørgensen i det 52. minut med et flot spark testede Hobro-målmand Andreas Søndergaard.

AaB’s bageste skanse i anden halvleg, Rody de Boer, måtte en enkelt gang levere varen efter en kvalificeret Hobro-afslutning fra distancen, men efter godt en time var det på ny tæt på en AaB-scoring, da Nóel Atli Arnórsson smækkede en fremragende diagonalpasning over til Kelvin John, der smukt tog bolden med sig første gang, inden afslutningen blev hamret mod mål, men Andreas Søndergaard reddede flot.

Få øjeblikke senere kom AaB endnu tættere på, da Oliver Ross klappede kuglen på sammenføjningen, og ikke mange minutter senere fik Milan Makaric en god mulighed efter forarbejde af Valdemar Møller og Malthe Højholt, men afslutningen blev ufarlig.

Omsider kom udligningen 12 minutter før tid, da Kasper Jørgensen bagest i straffesparksfeltet med en kontrolleret flugter udnyttede Oliver Ross’ nydelige oplæg. Forinden havde flere hurtige førstegangspasninger fra AaB banet vejen.

To minutter senere fik Milan Makaric chancen for at sikre AaB sejren, men nedfaldsbolden blev fra tæt hold dunket over tværribben.

Tættere på en afgørelse kom AaB ikke – dog var Valdemar Møller nærgående i sidste minut.

Næste test for AaB er om en uge, hvor der på udebane mod OB venter tre gange 45 minutters spilletid.

Matchfacts – testkamp på Als Stadion
Hobro I.K.-AaB  1-0 (1-1)
11. min 1-0 Richmond Gyamfi, 78. min 1-1 Kasper Jørgensen.

AaB i første halvleg (4-3-3): Vincent Müller, Malthe Kjølby, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa, Diego Caballo, Marcus Bonde, Andres Jasson, Kasper Davidsen, Mathias Jørgensen, Nicklas Helenius, Amar Diagne.

AaB i anden halvleg (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Nóel Atli Arnórsson, Eugene Amankwah, Malthe Højholt, Mads Bomholt, Valdemar Møller, Kelvin John, Milan Makaric, Oliver Ross.

Tags på denne nyhed

Nye spillertrøjer markerer 140-års jubilæum for AaB i 2025

28. juni 2024 kl. 17:00 af Rasmus Estrup

Sæsonens klubdragt og andendragt er netop blevet præsenteret ved et lanceringsevent på Vesttribunen, og gennem et tæt samarbejde med Macron trækker spillertrøjerne denne gang tråde tilbage til klubbens grundlæggelse i 1885, i anledning af at AaB til maj næste år har 140-års jubilæum. I løbet af sæsonen vil det forestående jubilæum blive markeret på forskellig vis, og det starter således med de nye spillertrøjer. 

AaB blev oprindeligt skabt som en cricketklub, og på den rød-hvid-stribede klubdragt indgår et særligt jubilæumslogo, der viser vartegnet med to cricketbat, som tårnede over vores gamle klubhus på Eksercerpladsen i Aalborg. Ligeledes indgår initialerne fra AaB’s logo også i stribernes mønster.

En rød-hvid-stribet krave med en knap i halsen giver trøjerne et klassisk præg og er inspireret af en af de tidligste rød-hvid-stribede AaB-trøjer, der blev båret, da klubben i 1907 vandt sit andet jyske mesterskab i fodbold. 

Klubtrøjen prydes også af gyldne striber på ærmerne og i kraven med henvisning til klubbens historiske meritter.

Skrifttypen i spillertrykket med navn og nummer på ryggen af trøjen er inspireret af den skrifttype, der blev brugt ved indkaldelsen til AaB’s stiftende generalforsamling, som blev holdt på Hotel Royal 13. maj 1885. 

Cricket-inspireret andendragt
Den mørkeblå farve i sæsonens andendragt er inspireret af grundfarven i AaB’s første fodbolduniform, som var en mørkeblå sweater med en rød stribe på maven og ærmerne. 

Designet på andentrøje er til denne sæson inspireret af AaB’s tidligste cricketuniformer, og i stoffet finder man igen jubilæumslogoet med de to cricketbat, ligesom syninger og v-hals afspejler den klassiske cricket-striktrøje. 

Striberne i ærmekanterne og i kraven tager sin inspiration fra de rød-hvid-stribede huer, som nogle af AaB’s første spillere bar.  

Logoet på andendragten er initialerne af det klassiske AaB-logo, der også indgår i designet af den rød-hvide klubdragt. 

Sæsonens spillertrøjer er produceret i et miljøvenligt Eco Fabric-materiale, der udelukkende er fremstillet genbrugsplast.

Særlige jubilæums-boxset
I anledning af vores 140 års jubilæumssæson udgives der 140 særlige og nummererede jubilæums-boxset af både klub- og andentrøjen. 

De unikke, nummererede, specialdesignede jubilæums-boxset indeholder:

  • En spillertrøje med et eksklusivt jubilæumstryk på brystet. Dette jubilæumstryk påtrykkes udelukkende spillertrøjer i jubilæums-boxsettet. 
  • En unik 140-års vimpel, som kun er tilgængelig i boxsettet. 
  • En miniature udgave af den respektive spillertrøje i limited edition.
  • En 140-års jubilæums-pin i specialdesignet smykkeæske, som kun er tilgængelig i boxsettet.
  • Et limited edition satinscarf, som er dedikeret til den respektive trøje, der bestilles.

Køb spillertrøjerne og de unikke, nummererede jubilæums-boxset nu på www.aabshoppen.dk. 

Både AaB’s 3F Superligahold og AaB Women vil bære sæsonens spillertrøjer fra Macron. 

På brystet pryder Arbejdernes Landsbanks rød-hvide logo fortsat trøjen, mens Scan Global Logistics rød-hvide logo igen tager plads i nakken af spillertrøjen.  

Sæsonens håndsrækningsdragt præsenteres på et senere tidspunkt.

Tags på denne nyhed

Første testkamp lørdag

28. juni 2024 kl. 13:21 af Brian Andersen

Til opgøret har cheftræner Menno van Dam særligt fokus på, at spilletiden bliver doseret optimalt, så næsten alle spillere kan levere 45 minutter med højeste intensitet:

- Det er vigtigt, at vi i morgen giver den enkelte spiller den rette belastning, og det er min forventning, at næsten alle udtagne spillere får en halvleg på banen, hvor man kan give sig fuldt ud.

- De to halvlege vil således byde på to forskellige hold, som vi vil mikse, så der i begge opstillinger er både noget erfaring og noget ungdom. Dermed får vi også skabt en god samhørighed og forståelse spillerne imellem, forklarer Menno van Dam.

- Som sagt er intensiteten og den rette belastning det vigtigste for os i morgen, men selvfølgelig vil vi også gøre vores bedste for at vinde kampen, siger Menno van Dam.   

Melker Widell og Jubril Adedeji kommer ikke i kamp mod Hobro I.K., men herudover har Menno van Dam udtaget følgende 23 navne:

1 Vincent Müller, 3 Sebastian Otoa, 4 Lars Kramer, 9 Nicklas Helenius, 11 Mathias Jørgensen, 14 Malthe Højholt, 15 Diego Caballo, 16 Kasper Davidsen, 17 Andres Jasson, 19 Milan Makaric, 20 Kasper Jørgensen, 21 Mads Bomholt, 22 Rody de Boer, 24 André Álvarez Pérez, 25 Nóel Atli Arnórsson, 26 Rasmus Thelander, 27 Kelvin John, 35 Eugene Amankwah, 36 Marcus Bonde, 38 Oliver Ross, 44 Malthe Kjølby, 47 Amar Diagne og 49 Valdemar Møller.

Lørdagens dyst hos Boldklubben Viking i Als sættes i gang kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød Kelvin John

27. juni 2024 kl. 09:04 af Rasmus Estrup

21-årige Kelvin John er et af sommerens nye ansigter på Hornevej, og da offensivspilleren til denne sæson er skiftet til AaB fra KRC Genk. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre fra den tanzanianske landsholdsspiller. 

Han og holdkammeraterne står lørdag over for opstartens første testkamp mod Hobro I.K. kl. 14.00. Kampen spilles på Als Stadion, og har man ikke mulighed for at tage turen til Als, kan opgøret følges via livestream på nordjyske.dk. 

Tags på denne nyhed
'