U/14 fik vellykket oplevelse i Dana Cup-triumf
AaB Akademiets U/14-hold deltog i sidste uge i Dana Cup, hvor hovedfokus var på det sociale. Det blev krydret med et pokalløft efter otte ubesejrede kampe.
AaB Akademiet vendte i sidste uge tilbage til Hornevej efter en sommerpause, og for U/14-holdet begyndte den nye sæson med deltagelse i Dana Cup.
U/14-holdet deltog i turneringen med det sociale som hovedfokus, og takket være stor hjælp fra mange forældre lykkedes det til fulde. Mellem kampene var der blandt andet oplæg og workshops omkring klubbens værdier og sammenhold samt stoltheden af at repræsentere AaB. Og ikke mindst var der fælles overnatning for spillerne hos en af forældrene.
Sportsligt gik holdet hele vejen og kunne til sidst hæve trofæet.
Gruppespillet blev vundet med sejre på 11-1, 11-0 og 6-0 over mexicanske La Herradura FC, og de to norske klubber Minde IL og Falk SK. Frem mod finalen bød ruten på en 8-0-, 3-0- og 8-1-sejr over de norske klubber Stathelle-Bamble, Madla IL og Vidar FK samt en 1-0-sejr over rumænske CS Sporting Cluj Napoca.
Finalen blev spillet på Vendsyssel F.F.’s stadion, Nord Energi Arena, og her var modstanderen netop Vendsyssel F.F., som på det velbesøgte stadion i Hjørring blev besejret med 1-0.