8.000 har allerede billet til AaB-Brøndby I.F.

31. juli 2024 kl. 13:03 af Rasmus Estrup

I søndags var vi 9.439 tilskuere på Aalborg Portland Park til sæsonens første hjemmekamp, og det tyder også på, at vi bliver mange til den næste hjemmekamp, der spilles søndag 18. august kl. 18.00 mod Brøndby I.F. 

Allerede nu har flere end 8.000 nemlig billet til kampen. Har du endnu ikke billet, kan de købes på www.billet.aabsport.dk. 

Her kan du også gøre som flere end 5.400 andre og blive sæsonkortabonnent eller billetabonnent. 

Vores næste kamp i 3F Superligaen spilles på lørdag ude mod FC Midtjylland kl. 16.00. Du kan læse al praktisk info om det opgør her. 

Tags på denne nyhed

Mybanker bliver sølvpartner i AaB

31. juli 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Vi kan med glæde fortælle, at vi til denne sæson har indledt et nyt samarbejde med Mybanker. Samarbejdet indebærer blandt andet, at Mybanker eksponeres til hver hjemmekamp på Aalborg Portland Park med 3D-tæpper i nærheden af målene i begge ender. 

Derudover får Mybanker også online eksponering gennem digitale aktiviteter for klubbens fans via vores platforme. 

- Vi er utrolig stolte over vores nye aftale med AaB. AaB har en fantastisk position i Nordjylland, og deres tætte forhold til fansene skaber en helt unik stemning i og omkring klubben. Vi glæder os til at følge AaB i 3F Superligaen, og vi ser frem til at komme i dialog med holdets fans i løbet af sæsonen, siger Peter Løbner, der er CMO hos Mybanker. 

AaB’s administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, supplerer:

- Vi elsker, når vi kan udvide fællesskabet omkring AaB med nye partnerskaber, og efter en rigtig god dialog med Mybanker er vi meget glade for at kunne byde dem velkommen på holdet, siger Michael Tuxen Boll.

Mybanker er en bankplatform til alle, der vil tage styringen over deres økonomi. Hos Mybanker kan man indhente tilbud på sin økonomi fra et stort udvalg af danske banker, så uanset om man skal købe bolig, overvejer at omlægge lån eller noget tredje, så kan man vælge den bank, der passer bedst til sine behov.

Tags på denne nyhed

U/14 fik vellykket oplevelse i Dana Cup-triumf

30. juli 2024 kl. 14:41 af Rasmus Estrup

AaB Akademiet vendte i sidste uge tilbage til Hornevej efter en sommerpause, og for U/14-holdet begyndte den nye sæson med deltagelse i Dana Cup.

U/14-holdet deltog i turneringen med det sociale som hovedfokus, og takket være stor hjælp fra mange forældre lykkedes det til fulde. Mellem kampene var der blandt andet oplæg og workshops omkring klubbens værdier og sammenhold samt stoltheden af at repræsentere AaB. Og ikke mindst var der fælles overnatning for spillerne hos en af forældrene.

Sportsligt gik holdet hele vejen og kunne til sidst hæve trofæet. 

Gruppespillet blev vundet med sejre på 11-1, 11-0 og 6-0 over mexicanske La Herradura FC, og de to norske klubber Minde IL og Falk SK. Frem mod finalen bød ruten på en 8-0-, 3-0- og 8-1-sejr over de norske klubber Stathelle-Bamble, Madla IL og Vidar FK samt en 1-0-sejr over rumænske CS Sporting Cluj Napoca.

Finalen blev spillet på Vendsyssel F.F.’s stadion, Nord Energi Arena, og her var modstanderen netop Vendsyssel F.F., som på det velbesøgte stadion i Hjørring blev besejret med 1-0.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på månedens mål i juli

30. juli 2024 kl. 12:01 af Rasmus Estrup

I løbet af de to kampe i juli kom vi på tavlen to gange. Dermed er Mathias Jørgensens 1-0-scoring og Malthe Højholts 2-0-scoring fra i søndags de to kandidater til månedens juli.

Kandidaterne i juli 2024:
1: Mathias Jørgensen, AaB-Silkeborg I.F. 1-0, 28. juli
2: Malthe Højholt, AaB-Silkeborg I.F. 2-0, 28. juli

Se målene i videoen øverst og stem på din favorit her.

Alle der afgiver en stemme er med i lodtrækningen om Rody de Boers kampbrugte og signerede målmandstrøje fra sidste sæson.

Afstemningen løber indtil torsdag kl. 8.00, hvorefter vinderen trækkes. 

 

Widell kåret til til Sæsonens AaB'er af ASC

30. juli 2024 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

AaB Support Club har siden 1991 kåret Sæsonens AaB'er efter hver sæson.

I søndags blev prisen for sæsonen 2023/2024 overrakt til vores nummer 8, Melker Widell, som senere i kampen assisterede Mathias Jørgensens 1-0-mål.

Vores svenske viceanfører spillede i forrige sæson - der også var hans første i klubben - 31 kampe med ti mål og seks assists til følge. 

- Jeg er rigtig stolt over at modtage denne hæder af AaB Support Club. Nu har jeg set, hvilke dygtige spillere der har fået prisen tidligere, og det er stort for mig at få mit navn med på den liste. Særligt fordi det er fansene, der har bestemt det. Og så var det megafedt at få overrakt prisen foran så mange fremmødte fans i søndags, siger Melker Widell. 

Her følger listen med samtlige vindere af Sæsonens AaB’er:
1991: Calle Facius (1)
1994/95: Jes Høgh (1)
1995/96: Ib Simonsen (1)
1996/97: Jens Jessen (1)
1997/98: Ståle Solbakken (1)
1998/99: Ståle Solbakken (2)
1999/00: Anders Andersson (1)
2000/01: Michael Silberbauer (1)
2001/02: Michael Silberbauer (2)
2002/03: Rasmus Würtz (1)
2003/04: Jimmy Nielsen (1)
2004/05: Martin Ericsson (1)
2005/06: Thomas Augustinussen (1)
2006/07: Rade Prica (1)
2007/08: Thomas Augustinussen (2)
2008/09: Allan Kuhn (1)
2009/10: Kjetil Wæhler (1)
2010/11: Rasmus Würtz (2)
2011/12: Nicklas Helenius (1)
2012/13: Nicklas Helenius (2)
2013/14: Rasmus Würtz (3)
2014/15: Rasmus Würtz (4)
2015/16: Nicolaj Thomsen (1)
2016/17: Joakim Mæhle (1)
2017/18: Jacob Rinne (1)
2018/19: Lucas Andersen (1)
2019/20: Patrick Kristensen (1)
2020/21: Jacob Rinne (2)
2021/22: Louka Prip (1)
2022/23: Allan Sousa (1)
2023/24: Melker Widell (1)

Tags på denne nyhed
'