Husk outlet i AaB Shoppen i morgen

26. januar 2024 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Lørdag kan du finde AaB-merchandise til yderst favorable priser samt restpartier af merchandise, som ellers er udgået af sortimentet.  

AaB Shoppen inviterer nemlig til outlet i foyeren på Aalborg Portland Park i morgen fra kl. 12.00 til 15.00. 

Husk også, at der stadig er fuld gang i januarudsalget på www.aabshoppen.dk, hvor du også kan finde mange gode tilbud på AaB-merchandise. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Preseason 24 i Musikkens Hus

25. januar 2024 kl. 16:01 af Rasmus Estrup

Værterne Thomas Augustinussen og Kasper Risgård førte i går aftes 1.100 af vores sæsonkortholdere og samarbejdspartnere gennem et stort preseason-arrangement i den udsolgte Koncertsal i Musikkens Hus. 

Arrangementet var skabt i samarbejde med Musikkens Hus og Arbejdernes Landsbank, og inden selve showet, der bød på indslag med både spillere, den sportslige ledelse og AaB's Venner, skrev alle spillere autografer til alle interesserede. 

Du kan få et lille indblik i aftenen i dette indslag, hvor du også kan høre fra cheftræner Oscar Hiljemark samt de to sæsonkortholdere Freja Krüger Petersen og Christian Simoni. 

Tags på denne nyhed

Testkamp ude mod Randers FC i morgen

25. januar 2024 kl. 14:05 af Rasmus Estrup

Efter en sejr på 4-1 over FC Midtjylland i årets første test i fredags venter der i morgen endnu en testkamp på udebane. Denne gang mod Randers FC, der ved vinterpausen indtager tiendepladsen i 3F Superligaen. 

Randers FC spillede også deres første testkamp for en uges tid siden, hvor 3F Superligaholdet vandt 3-0 over Hobro I.K. 

Kampen i morgen spilles på kunstgræsbanen ved Cepheus Park Randers. Det er gratis for alle at overvære opgøret. Adressen er Viborgvej 92, 8920 Randers NV. 

Kampstart er kl. 12.00, og der spilles tre halvlege, som hver varer 45 minutter. Ligesom i forrige uges kamp mod FC Midtjylland vil mange spillere fra førsteholdstruppen og AaB Akademiet få kampminutter i benene. 

Opgøret i Randers livestreames ikke, men der vil være liveopdateringer på AaB's officielle konto på X - det tidligere Twitter. Efter kampen kan et referat læses på www.aabsport.dk, hvor der lørdag også kan ses et sammendrag af testkampen. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Forårsopstart på AaB Akademiet

24. januar 2024 kl. 14:32 af Rasmus Estrup

Allerede i begyndelsen af januar var AaB Akademiet tilbage på træningsbanen på Hornevej, og indtil videre har holdene haft en god opstart.

U/19 Ligaholdet går revanchelystent ind til foråret efter et pointfattigt efterår med fem point efter 11 kampe, mens U/17 Ligaholdet ligger på fjerdepladsen i ligaen og U/15-Ligaholdet indtager en tredjeplads.

I dette indslag fra AaB TV kan du høre mere om efteråret, forårsopstarten og ambitioner for forårsæsonen fra U/19 Ligaspiller Malthe Kjølby, U/17 Ligaspiller Valdemar Møller, cheftræner for U/19 Ligaholdet Peter Løvenkrands og assistenttræner for U/17 Ligaholdet Hjalte Zethner-Møller.

Tags på denne nyhed

Praktisk info om Preseason 24

23. januar 2024 kl. 14:44 af Rasmus Estrup

I samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Musikkens Hus har vi inviteret vores sæsonkortholdere og samarbejdspartnere til et stort preseason-arrangement i Musikkens Hus i morgen.

Allerede i sidste uge blev arrangementet udsolgt, så det er en fyldt koncertsal med flere end 1.100 AaB-fans, der i morgen kan overvære årets preseason-arrangement, der på scenen ledes af AaB-koryfæerne Thomas Augustinussen og Kasper Risgård.

Her følger alt praktisk info om onsdagens arrangement:

Medbring billet og sæsonkort
Husk at medbringe billetten til Preseason 24 fra Ticketmaster og dit AaB-sæsonkort - enten det fysiske sæsonkort, via AaB-appen eller via billet.aabsport.dk - da arrangementet er forbeholdt sæsonkortholdere og samarbejdspartnere.

Dørene åbner kl. 18.00
Dørene til Musikkens Hus åbner i morgen kl. 18.00, og frem til kl. 19.00 kan du i den øvre foyer møde spillertruppen, hilse på Theodor og købe merchandise fra AaB Shoppen, inden du finder vej til din plads i koncertsalen, hvor selve preseason-arrangementet begynder kl. 19.00.

Livemusik, drikkevarer og snacks i foyeren
I indgangsfoyeren vil der fra kl. 18.00 være livemusik, og i baren i Musikkens Hus kan du aftenen igennem købe drikkevarer og snacks. Her finder du alt fra knasende bolcher og lækre nødder til luksuschokolade fra Aalborg Chokoladen, samt et bredt udvalg af læskedrikke, kaffe, te, øl og vin.

Der serveres ikke aftensmad i forbindelse med arrangementet, og det er heller ikke muligt at købe aftensmad i Musikkens Hus i morgen.

Gratis garderobe
Du kan gratis få opbevaret dit overtøj og dine tasker i Musikkens Hus’ garderobe, der ligger på niveau -2.

Adresse og parkering
Adressen til Musikkens Hus er Musikkens Plads 1, 9000 Aalborg.

De nærmeste parkeringspladser er:
Q-Park Kulturen på Nyhavnsgade 21, 9000 Aalborg
Parkering Havemøllen, Østre Havnegade 17, 9000 Aalborg
Kornmøllen P2, Værftsvej 53, Østre Havnegade 31, 9000 Aalborg

Aftenens program:
Kl. 18.00: Dørene til Musikkens Hus åbner
- Mød spillertruppen og få autografer, hils på Theodor, køb merchandise fra AaB Shoppen, hør livemusik og køb drikkevarer og snacks

Kl. 19.00 - 19.45: Første halvleg
- Velkomst, interviews med akademichef Jacob Larsen samt spillerinterviews

Kl. 19.45 - 20.05: Pause 
- Mulighed for køb af drikke og snacks i foyeren

Kl. 20.05 - 21.00: Anden halvleg
- Indslag fra AaB’s Venner, oplæg fra den sportslige ledelse og spillerpræsentation

Tags på denne nyhed
'