Buus på inspirationstur til Bilbao
Målmandstræner Poul Buus og Kenneth Hedegaard, der er målmandstræner på AaB Akademiet, var i december på inspirationstur hos Athletic Club i Bilbao.
- Rent klubmæssigt er det ubetinget det fedeste sted, jeg nogensinde har været på besøg.
Sådan lyder det fra målmandstræner Poul Buus, der i december var på sin årlige inspirationstur til en anden klub i Europa.
Denne gang gik turen via bestyrelsesmedlem Thomas Hitzlspergers netværk til den spanske La Ligaklub Athletic Club i Bilbao, og på turen havde Poul Buus selskab af Kenneth Hedegaard, der er hovedansvarlig for målmandstræningen på AaB Akademiet og målmandstræner for U/19 Ligaholdet og U/17 Ligaholdet.
- Det er altid godt at have en anden målmandstræner med, som man kan vende alle de tanker, idéer og input, man får på sådan en tur, med. Vi har haft nogle gode diskussioner undervejs og ikke mindst også på turen hjem, hvor vi har fået vendt, hvilke elementer i deres målmandstræning, som vi selv skal prøve af her i det nye år, siger Poul Buus, der har været målmandstræner i AaB siden 2007.
Udover observation af målmandstræningen på alt fra La Ligaholdet til klubbens yngste ungdomshold bød turen også på en længere workshop for de to AaB-målmandstrænere, der sammen med ti forskellige målmandstrænere fra Athletic Club blandt andet fik diskuteret koncepter, scouting og træningsmiljø.
- De var meget åbne, og der var rigtig mange lighedstegn mellem os og dem i forhold til målmandstræningen. Så vi blev bekræftet i mange af de ting, som både vi og de arbejder med. Både i forhold til positioneringen i målmandstræningen, men også i forhold til hvordan de arbejder på tværs af akademiet og førsteholdet, hvilket vi også har stort fokus på. Og med de topmålmænd, de har skabt gennem deres akademi, må de indiskutabelt gøre noget rigtigt, siger Poul Buus.
Athletic Club fra Bilbao rekrutterer og anvender kun spillere fra Baskerlandet, og fra klubbens eget målmandsakademi er blandt andre klubbens egen førstemålmand og Spaniens nuværende førstevalg Unai Simón, Real Madrid-målmand Kepa Arrizabalaga, der er udlejet fra Chelsea FC, og Real Sociedads Álex Remiro.
Netop dogmen med kun at rekruttere spillere fra et bestemt geografisk område og samtidig formå at uddanne topspillere og i skrivende stund indtage fjerdepladsen i La Liga var meget inspirerende for vores erfarne målmandstræner.
- Uanset hvem man talte med, så var der en stolthed over at være en del af klubben. Den stolthed var gennemsyret i miljøet og atmosfæren. Derfor var det også en klub, jeg godt kunne besøge igen, for der er så mange gode paralleller fra det de gør, til det vi gør. Både overordnet som klub, men også rent målmandsteknisk. Jeg har ikke været et sted tidligere, hvor vi tænker så ens omkring målmandskoncepterne, som det var tilfældet her. Derfor forsøger vi også at skabe et samarbejde med dem og udveksle træningsmetoder og lignende fremadrettet, slutter Poul Buus.
Vores førstehold indleder forårsopstarten med fysiske tests onsdag 10. januar, mens første reelle fodboldtræning følger torsdag 11. januar.