Årets sidste 3F Superligakamp endte med et snævert nederlag på udebane mod Brøndby I.F., der var bedst i første halvleg, mens vi ikke fik udnyttet vores gode perioder efter pausen.
Foran et velbesøgt udebaneafsnit på Brøndby Stadion, led vi fredag aften et nederlag på 1-0. I første halvleg hvor hjemmeholdet var bedst, scorede Noah Nartey kampens eneste mål, og selvom der efter pausen var muligheder for en udligning, og Brøndby I.F. fik et rødt kort i slutminutterne, lykkedes det os ikke at komme på tavlen.
Hjemmeholdet kom bedst ud til kampen, og efter tre minutter måtte Vincent Müller hive en stærk dobbeltredning frem. Clement Bischoff gav efter et par driblinger bolden videre til Nicolai Vallys, som i feltet sparkede fladt mod mål. Dette forsøg reddede Vincent Müller ud til siden, men Nicolai Vallys var også først over returen, som han fra en spids vinkel styrede mod kassen, men også denne gang var vores tyske målmand stærkt på plads.
De følgende to minutter bød på afslutningsmuligheder til først Clement Bischoff og siden Mileta Rajovic, men begge skud sad uden for målrammen, og i tiende minut var Brøndby I.F. tæt på at slå til på en omstilling. Yuito Suzuki fik en friløber over en halv banelængde, men japaneren, som blev jagtet bagfra af Melker Widell, valgte at afslutte udefra, og Vincent Müller diskede op med en stærk fodparade.
Midt i første halvleg endte godt defensivt arbejde af en velspillende Sebastian Otoa med at sende Mathias Jørgensen afsted i fuld firspring på højreflanken. Fra en spids vinkel tog anføreren sigte, men afslutningen susede forbi bagstolpen.
Efter en periode med nogle ufarlige langskud fra gæsterne, som enten ramte Lars Kramers blokader eller gik forbi, sparkede Mathias Jørgensen efter en halv time vores første forsøg inden for rammen afsted på et langskud, men Patrick Pentz kom i vejen.
Det gjorde den østrigske keeper også minuttet senere, da Kelvin John pludselig fik en stor hovedstødschance i det lille målfelt, da Oliver Ross med brystet styrede et indlæg fra Kasper Jørgensen videre til den tanzaniske angriber, som desværre fik sit hovedstød grebet ud.
I stedet slog Brøndby I.F. til i 34. minut. Kasper Jørgensen kom i første omgang ellers i vejen for en chance til hjemmeholdet med en stærk, glidende tackling, men højrebackens efterfølgende forsøg på en clearing endte lige hos Noah Nartey, som et par meter uden for feltet sparkede resolut mod mål, og via en afretning gik læderet i nettet til 1-0.
Kort efter fik Nicolai Vallys en stor mulighed for at fordoble føringen, men endnu en gang kom Vincent Müller flot i vejen.
Efter 44 minutter prøvede Mathias Jørgensen atter lykken fra en spids vinkel, men afslutningen gik igen forbi fjerneste stang.
Lige inden pausefløjtet pillede Vincent Müller endnu en gang en stor Brøndby-chance, da vores sidste skanse med en fodparade kom i vejen for en afslutning af Mileta Rajovic efter godt forarbejde af Yuito Suzuki. Pausestillingen lød således på 1-0 til hjemmeholdet.
Fra anden halvlegs start blev Oumar Diakhité indskiftet i stedet for Sebastian Otoa, og efter en chancefattig indledning på anden halvleg sendte Kasper Jørgensen i 58. minut halvlegens første afslutning over hjemmeholdets mål efter en andenbold i Brøndby-feltet.
En time inde i opgøret var Yuito Suzuki i afslutterens rolle, da han fra kanten af feltet tvang Vincent Müller ud i en ny, stærk redning langs jorden.
Fem minutter senere foretog cheftræner Menno van Dam en trippel-udskiftning, da Kasper Davidsen, Oliver Ross og Kelvin John blev erstattet af Mylian Jimenez, Andres Jasson og Jubril Adedeji.
Et godt og længere AaB-angreb i 70. minut var lige ved at føre til en udligning, da Kasper Jørgensen lagde bolden til rette for Mads Bomholt i udkanten af feltet. Vores unge midtbanespiller styrede kuglen fladt mod fjerneste stang, men Patrick Pentz nåede ned til den gode afslutning.
To minutter senere fulgte en forbier fra Melker Widell, inden Mathias Jørgensen et halvt minutter efter sparkede kuglen lige forbi fjerneste stang.
12 minutter før tid var Melker Widell tæt på en udligning. Svenskeren tog et par træk et par meter uden for feltet, inden han tog sigte mod fjerneste målhjørne, men skuddet prellede desværre af på ydersiden af stolpen.
I 85. minut blev John Iredale indskiftet i stedet for Mads Bomholt, og tre minutter senere sparkede en anden indskifter, Jubril Adedeji et afrettet forsøg over mål.
I 90. minut fik hjemmeholdets Clement Bischoff direkte rødt kort for en forseelse på Mylian Jimenez ude ved sidelinjen. På det følgende kantfrispark headede John Iredale over mål langt udefra.
To minutter inde i tillægstiden sparkede Andreas Bruus et forsøg forbi, inden Mathias Jørgensen fik et forsøg blokeret.
Selvom jagten på udligningen fortsatte indtil sidste fløjt udeblev scoringen, og det endte dermed med et nederlag på 1-0.
Dermed overvintrer vi på niendepladsen i 3F Superligaen med 17 point efter 17 kampe. Der er inden rundens øvrige kampe fire point op til Viborg F.F. på ottendepladsen og fire point ned til Sønderjyske Fodbold på tiendepladsen.
Nu venter to pokalkvartfinaler mod Silkeborg I.F. Den første spilles på udebane søndag 8. december, inden årets sidste kamp venter mandag 16. december kl. 19.00 på Aalborg Portland Park. Køb billetter til det opgør på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 17. spillerunde
Brøndby I.F.-AaB 1-0 (1-0)
34. min 1-0 Noah Nartey
Advarsler Brøndby I.F.: Noah Nartey (56)
Udvisning Brøndby I.F.: Clement Bischoff (90)
Advarsler AaB: Oliver Ross (45), Kasper Jørgensen (75)
12.061 tilskuere på Brøndby Stadion
Brøndby I.F. (3-4-3): Patrick Pentz, Sean Klaiber, Rasmus Lauritsen, Jordi Vanlerberghe, Sebastian Sebulonsen, Noah Nartey (77: Stijn Spierings), Daniel Wass (77: Josip Radosevic), Clement Bischoff, Yuito Suzuki (90: Kevin Tshiembe), Mileta Rajovic, Nicolai Vallys.
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Sebastian Otoa (46: Oumar Diakhité), Andreas Bruus, Mads Bomholt (85: John Iredale), Kasper Davidsen (65: Mylian Jimenez), Melker Widell, Mathias Jørgensen, Oliver Ross (65: Andres Jasson), Kelvin John (65: Jubril Adedeji).
Dommer: Michael Tykgaard