Stort nederlag mod Brøndby I.F.
Foran 11.723 tilskuere på Aalborg Portland Park tabte vi fortjent 4-0 til Brøndby I.F.
Trods det højeste tilskuertal på Aalborg Portland Park siden 2016 led vi et stort nederlag, da Brøndby I.F. i dag kunne tage hjem med en fortjent sejr på 4-0.
På et udsolgt Aalborg Portland Park med 11.723 fremmødte tilskuere var det gæsterne, der satte sig tungt på spillet gennem et højt presspil, og vi fik aldrig vores spil til at køre. Sean Klaiber sendte efter blot et minut et hårdt langskud forbi Vincent Müllers mål, og i tredje minut forsøgte også Daniel Wass sig fra distancen. Denne gang med en afslutning lige på vores tyske keeper.
I 12. minut leverede vores defensiv stærke blokader på skud fra Noah Nartey, Mathias Kvistgaarden og Filip Bundgaard, inden Sebastian Otoa tre minutter senere fik opgørets hidtil bedste mulighed. Samspil på højrekanten mellem Oliver Ross og Melker Widell førte til et cutback-indlæg fra Kasper Jørgensen mod Sebastian Otoa, der tordnede sit forsøg lige over mål fra kanten af feltet.
Efter forbiere fra Sean Klaiber og Mathias Kvistgaarden samt en blokade af Oumar Diakhité på et forsøg af Filip Bundgaard tvang Clement Bischoff Vincent Müller i en stor redning, som gav et hjørnespark. Dette endte i sidste ende med en 1-0-scoring til Brøndby I.F., da Mathias Kvistgaarden steg til vejrs i feltet og stangede en andenbold i nettet i 33. minut.
Oliver Ross sparkede kort efter et fladt langskud lige på Patrick Pentz, inden gæsternes føring blev fordoblet. Denne gang gav tøvende forsvarsspil i feltet Sean Klaiber mulighed for at sende bolden forbi Vincent Müller og ind i panden på Filip Bundgaard, der tæt under mål styrede Brøndby I.F. på 2-0 i 36. minut.
Oven på de to hurtige Brøndby-scoringer blev Mathias Jørgensen i to omgange sat i scene i modsatte ende. Første gang slap han selv igennem på venstrekanten og ramte sidenettet, og i anden omgang var det et indlæg fra Oliver Ross, som anføreren headede lige på Brøndby-keeperen.
Vores keeper måtte frem mod pausen hive to gode redninger frem for at holde gæsternes pauseføring på 2-0. Først var Mathias Kvistgaarden fri på kanten af feltet efter et indlæg fra Yuito Suzuki, og dernæst var det en farlig flugter fra distancen fra Sean Klaiber, som blev godt afværget af Vincent Müller.
Til anden halvleg blev John Iredale indskiftet i stedet for Kasper Davidsen, og halvandet minut efter pausen fik Melker Widell en god mulighed efter selv at have erobret bolden, men svenskerens afslutning sad i handskerne på Patrick Pentz.
Minuttet senere gik en ny afslutning fra Melker Widell forbi fra distancen, og fem minutter efter pausen var indskiftede John Iredale tæt på en reducering, da Andres Jasson sendte et hårdt indlæg ind til den frie, australske angriber, som desværre styrede kuglen forbi.
Forbi gik også et forsøg fra Filip Bundgaard minuttet senere, inden Vincent Müller reddede et forsøg fra Mathias Kvistgaarden, før Filip Bundgaard i 56. minut scorede sit andet mål i kampen, da han i forlængelse af et indkast tæt på AaB-feltet sparkede bolden ind ved fjerneste stolpe til 3-0.
Efter 3-0-målet blev Nicklas Helenius og Nóel Atli Arnórsson indskiftet i stedet for Mylian Jimenez og Kasper Jørgensen. Kort efter fik Oliver Ross efter en god førsteberøring en afslutning i Brøndby-feltet blokeret til et hjørnespark, som Oumar Diakhité ikke fik ordentligt træf på.
Den senegalesiske midtstopper måtte i 66. minut kaste sig ned i en blokade for at afværge at hattrick fra Filip Bundgaard, og i 67. minut var det så Clement Bischoff, der efter en god dribling var tæt på en scoring, men Vincent Müller diskede op med en god fodparade.
I 72. minut blev Mads Bomholt sendt i aktion i stedet for Oliver Ross. En håndfuld minutter senere headede Sebastian Otoa et indlæg over mål, og ti minutter før tid fik Andres Jasson så en afslutning reddet af en fodparade.
I 86. minut erstattede Amar Diagne Melker Widell, men i 90. minut var det en af Brøndby I.F.'s indskiftere, Mathias Greve, som steg til vejrs og pandede gæsterne på 4-0, der også blev slutresultatet.
Nederlaget betyder, at vi efter de første fem runder ligger på ottendepladsen med seks point.
Vores næste 3F Superligakamp spilles allerede på fredag, hvor vi hjemme på Aalborg Portland Park tager imod AGF kl. 19.00. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 4. spillerunde
AaB-Brøndby I.F. 0-4 (0-2)
33. min 0-1 Mathias Kvistgaarden, 36. min 0-2 Filip Bundgaard, 56. min 0-3 Filip Bundgaard, 90. min 0-4 Mathias Greve
Advarsler AaB: Mylian Jimenez (21), Kasper Davidsen (22)
Advarsler Brøndby I.F.: Filip Bundgaard (53)
11.723 tilskuere på Aalborg Portland Park.
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen (60: Nóel Atli Arnórsson), Oumar Diakhité, Lars Kramer, Sebastian Otoa, Kasper Davidsen (46: John Iredale), Mylian Jimenez (60: Nicklas Helenius), Andres Jasson, Mathias Jørgensen, Oliver Ross (72: Mads Bomholt), Melker Widell (86: Amar Diagne).
Brøndby I.F. (3-4-3): Patrick Pentz, Sean Klaiber, Frederik Alves, Jacob Rasmussen, Sebastian Sebulonsen, Noah Nartey (85: Josip Radosevic), Daniel Wass, Clement Bischoff (69: Mathias Greve), Yuito Suzuki (85: Oscar Schwartau), Mathias Kvistgaarden (80: Ohi Omoijuanfo), Filip Bundgaard (69: Marko Divkovic).
Dommer: Jakob Sundberg