Denne sommer begynder de første unge uden job i et nyt forløb hos AaB, der skal hjælpe dem på deres vej mod arbejde eller uddannelse. Forløbet er en del af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) nationale initiativ Startblokken.
Det er svært at stå uden for job- og uddannelsesscenen. Ikke at være en del af et fællesskab. Det ved man i AaB, hvor man de seneste syv år har hjulpet unge uden job på vej gennem indsatsen AaB-forløbet. Nu er man klar til at tage næste skridt og blive en del af det nationale initiativ Startblokken.
- Startblokken og AaB-forløbet bygger på de samme grundelementer: Vi skal hjælpe unge med at finde deres egen vej til arbejde eller uddannelse. Som en del af Startblokken får vi mulighed for at dele erfaringer med andre klubber og kommuner i landet, og det skal gerne være med til at sikre, at vi kan hjælpe endnu flere unge – både her i Aalborg, men også i resten af landet, siger formand i AaB af 1885, Claus Fallingborg.
Startblokken skal løse svær samfundsudfordring
Startblokken er et nationalt initiativ, der støtter ledige mellem 18 og 29 år i deres vej mod arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Initiativet er forankret i DIF og blev lanceret i februar 2024, hvor Viborg blev Startblokkens første lokation. Siden er kræfter fra København og Lyngby også kommet til – og nu Aalborg.
Initiativet bygger på tværgående samarbejder mellem kommuner, professionelle sportsklubber, breddeidrætsklubber, fonde og erhvervsliv – og trækker på erfaringerne fra andre indsatser i idrættens verden.
Sidste år kom der en klar anbefaling fra Reformkommissionen, der er sat i verden af regeringen for at komme med løsningsforslag på komplekse samfundsproblemer: Civilsamfundet bør være med til at løse udfordringen med landets omkring 40.000 ledige mellem 18 og 29 år – gerne i form af offentligt-private-samarbejder. Den udmelding flugter godt med Startblokkens virke, hvor de tværgående samarbejder er et grundelement.
Trivsel og fællesskab er første step
I sensommeren bliver de første unge en del af Startblokken hos AaB. Her skal de arbejde med mental og fysisk trivsel, finde styrke i fællesskabet med andre unge og udvikle en større tro på sig selv og egne evner med forskellige arbejdsopgaver i klubben.
Aalborg Håndbold og Aalborg Pirates bliver på sigt også en del af den lokale indsats.
Der ansættes to lokale brobyggere, som sikrer forløbene med personlig udvikling og idræt for de unge. Man vil blandt andet sikre, at de unge får succesoplevelser med mindre arbejdsopgaver til kampdage og i den daglige drift af klubberne. Desuden satser man på at kunne tilbyde de unge praktikpladser via klubbernes erhvervsnetværk – og på sigt måske endda et nyt fast job.
Samarbejde på tværs
I Aalborg Kommune er det ikke nyt at samarbejde med de lokale sportsklubber for at gøre en forskel. Det har de gjort før – også med succes i AaB-forløbet. Med Startblokken bliver de en del af noget større, og det er vigtigt:
- Vi har set, at det her samarbejde virker. De unge kommer ud af kommunekontoret, ud i virkeligheden og ind i et betydningsfuldt og forpligtende fællesskab, hvor der er fokus på fremdrift og på at finde en vej i retning af job og uddannelse, siger faglig koordinator Anne Boelt Larsen fra Job og Velfærd i Aalborg Kommune.
Samarbejdet på tværs af fonde, professionelle klubber, breddeidrætsklubber, kommuner, virksomheder og de mange allerede eksisterende indsatser på området er altafgørende for initiativets succes.
- Der er mange gode indsatser lokalt – spredt fint ud over Danmark. Vi vil samle erfaringerne og sikre, at vi lærer af hinanden. Målet er, at vi på sigt kan udvikle en model, der kan rulles ud over hele landet – en model, der kan tilpasses de lokale muligheder og aktører, men som bidrager med et solidt fundament for at hjælpe de unge godt på vej. I DIF kender vi styrken af idrættens fællesskaber, og vi tror på, at de fællesskaber er vejen frem for de unge, siger næstformand Frans Hammer fra DIF.
Den lokale indsats i Aalborg er blevet mulig med støtte fra Spar Nord Fonden, der ser fællesskabet omkring Startblokken som et stærkt aktiv.
- Med Startblokken er der skabt en bevægelse, hvor vi arbejder med sociale udfordringer med udgangspunkt i den lokale sport og det lokale engagement, som klubberne har. Samtidig er vi en del af et større økosystem, hvor flere aktører som kommuner, klubber og fonde deler erfaringer på tværs, og det er et stærkt fundament, siger direktør Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden.