Sejre over AGF i U/19 Ligaen og U/15 Ligaen

22. april 2024 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-AGF 3-0

Lørdagens U/19 Ligaopgør mod AGF endte med en flot AaB-sejr på 3-0.

Gæsterne havde overtaget i de første ti minutter, men herefter kom vores U/19-mandskab bedre ind i kampen, og det udmøntede sig i 17. minut til et føringsmål efter en flot assist af Oscar Meedom, der fandt Nicolai Veilbæk Andersen, som gjorde det til 1-0.

Frem mod pausen var det hjemmeholdet, der sad på kampen, men i begyndelsen af anden halvleg overtog AGF spilovertaget. AaB’erne genvandt dog kontrollen og udbyggede til 2-0 i 62. minut, da netop indskiftede Filip Abildgaard Jeppesen med sin første boldberøring i kampen lagde Magnus Jensens indlæg i nettet.

Otte minutter senere sparkede Nicolai Veilbæk Andersen et flot langskud i kassen til 3-0, hvilket også endte som slutresultatet, selvom AGF var tæt på en scoring mod slutningen, og AaB’s Nikola Stojanovic blev udvist med sin anden advarsel i 89. minut.

- Alt i alt var det en fantastisk kamp. I 70 af de 90 minutter spillede vi rigtig flot fodbold, og det var vigtigt, at vi scorede tre mål og holdt buret rent. Men vigtigst af alt så viste spillerne en stor vilje kampen igennem, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands.

- Spillerne levede op til de krav, der var stillet, og så blev det krydret med individuel klasse ved de tre rigtig flotte mål, siger Peter Løvenkrands.

Vores U/19 Ligahold ligger med sejren fortsat på 13. pladsen med 16 point efter 20 kampe. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Esbjerg fB.

U17: AaB-AGF 1-2

I U/17 Ligaen blev det desværre ikke til point mod AGF, der kunne rejse hjem med en sejr på 2-1.

Valdemar Rubæk Vestergaard scorede ellers et tidligt føringsmål til 1-0 efter et indlæg, men i 14. minut udlignede gæsterne efter en dybdebold.

Samme opskrift brugte AGF igen midt i første halvleg til at bringe sig foran med 2-1, der også endte med at blive slutresultatet.

- Det var ganske enkelt bare for dårligt. Vi leverede under vores niveau, og selvom vi skabte flere chancer end dem, var vi ikke skarpe nok i felterne. Heller ikke det generelle udtryk var godt nok. Så det skal bare være bedre, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

U/17 Ligaholdet ligger på sjettepladsen med 31 point efter 19 kampe. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Esbjerg fB.

U/15 Ligaen: AaB-AGF 5-0

I U/15 Ligaen blev det til en flot storsejr på hele 5-0 over gæsterne fra AGF.

Trods flere gode muligheder og en AaB-scoring, der blev annulleret for offside, gik holdene målløst til pausen.  

Syv minutter inde i anden halvleg kunne Amar Hadzajlija så bringe hjemmeholdet i front, da han sendte en ripost over stregen til 1-0 efter klumpspil foran AGF-målet.

Blot to minutter senere blev føringen fordoblet, da et velspillet AaB-angreb udmøntede sig i en dybdebold fra Christian Eriksen til Magnus Bak, som bankede kuglen op i nettaget til 2-0.

AaB’erne fastholdt presset på gæsterne, og i 59. minut sparkede Amar Hadzajlija sit andet mål i kampen i nettet til 3-0 efter et oplæg af Aldin Cehic.

I 72. minut udbyggede Tristan Westh til 4-0 efter flot forarbejde af Christian Eriksen, og i opgørets sidste minut lukkede Abdinasir Abdullahi til 5-0 efter et hjørnespark.

Efter storsejren ligger vores U/15 Ligahold på tredjepladsen med 38 point i 19 kampe. Der er seks point op til OB på førstepladsen. Næste U/15 Ligakamp spilles 1. maj på udebane mod Esbjerg fB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Kolding I.F. 3-3

22. april 2024 kl. 06:42 af Rasmus Estrup

Søndagskampen på Aalborg Portland Park endte uden vinder, men med masser af mål, da opgøret mod Kolding I.F. sluttede 3-3. 

Gæsterne kom tidligt foran ved Thomas Mikkelsen, som dirigerede et indlæg i kassen i femte minut, og tre minutter før pausen blev føringen fordoblet, da Mikkel Jespersen sparkede et frispark inden om AaB-muren og under Rody de Boer i målet. 

Straks efter reducerede Rasmus Thelander på et hjørnespark, som Kasper Jørgensen forlængede mod bagerste stolpe, hvor AaB-anføreren steg til vejrs. 

Tidligt i anden halvleg kunne Mathias Jørgensen så udligne til 2-2. Et godt opspil i venstresiden førte til et indlæg fra Diego Caballo, som Oliver Ross stødte over til Mathias Jørgensen, der fra en spids vinkel på kanten af det lille felt bankede bolden ind bag Kolding-keeperen via den nærmeste opstander. 

Men allerede i 54. minut kom Kolding I.F. atter i front, da et indlæg fra højrekanten blev headet i nettet af en upresset Abdoulie Njai midt i feltet. 

Knap ti minutter senere scorede Melker Widell så den udlignende 3-3-scoring, da Oliver Ross flot lagde en bold frem mod Melker Widell, der vendte rundt på sin modstander og fik en friløber, der blev eksekveret stensikkert til slutresultatet. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af den målrige kamp. 

Gårsdagens resultat betyder, at vi med en sejr på torsdag på udebane mod FC Fredericia kan sikre os oprykning til 3F Superligaen. Kampstart på torsdag er kl. 18.00. 

Tags på denne nyhed

Målrig remis mod Kolding I.F.

21. april 2024 kl. 16:58 af Rasmus Estrup

Søndagens NordicBet Ligaduel på Aalborg Portland Park blev en målrig pointdeler mod Kolding I.F. Gæsterne kom foran med 2-0, inden Rasmus Thelander og Mathias Jørgensen scorede på hver sin side af pausen. Dernæst kom Kolding I.F. atter foran, før Melker Widell i 63. minut udlignede til slutresultatet 3-3. 

Opgørets første afslutning stod gæsterne for, da et afrettet forsøg efter et minut sad lige i handskerne på Rody de Boer. To minutter senere fik Kolding I.F. et nyt skud blokeret, inden det lykkedes gæsterne at komme foran med 1-0 i femte minut, da Thomas Mikkelsen midt i feltet styrede et indlæg fra venstrekanten i nettet. 

I niende minut fik Kolding I.F.'s Asker Beck en friløber over for Rody de Boer, men den hollandske keeper kom stærkt i vejen. 

Selvom vi var mest på kuglen, skulle vi midtvejs ind i første halvleg, før vores første afslutning faldt. Her forsøgte Younes Bakiz sig på et frispark lige uden for feltet, men frisparksforsøget sad uden for målrammen. 

En halv times tid inde i kampen steg Kolding-målscorer Thomas Mikkelsen igen til vejrs på et indlæg, men da Rody de Boer også gik op til indlægget, ramte hovedstødet lige på hollænderens handsker. 

Ni minutter før pausefløjtet var Younes Bakiz så i afslutterens rolle for anden gang, da han efter en god stikning fra Melker Widell trak ind i feltet fra venstrekanten og sparkede lige over trekantssammenføjning. 

Minuttet senere dirigerede Thomas Mikkelsen et indlæg i modsatte ende langt forbi AaB-målet, men i 43. minut udbyggede gæsterne deres føring. Mikkel Jespersen sparkede et frispark inden om AaB-muren og ind ved nærmeste opstander til 2-0. 

Vi svarede dog straks tilbage, da et hjørnespark blev forlænget over til bagerste stolpe, hvor Rasmus Thelander nåede øverst og headede 2-1-reduceringen i kassen. 

Allerede i anden halvlegs andet minut kunne vi så bringe balance i stillingen. Diego Caballos indlæg dumpede ned til Oliver Ross, som på kanten af det lille målfelt fandt Mathias Jørgensen, der fra en spids vinkel tæskede læderet helt op i nærmeste målhjørne til 2-2. 

I de følgende minutter var Kolding I.F. i flere omgange nærgående efter et par indkast i højresiden, men et par gode blokeringer af Rasmus Thelander og Lars Kramer kom i vejen i første omgang. 

Kolding I.F. formåede dog allerede i 54. minut at bringe sig tilbage i front. På et indlæg fra højresiden løb indskiftede Abdoulie Njai ind foran AaB-defensiven, og fra en position omkring straffesparkspletten pandede han kuglen ind ved fjerneste opstander til 3-2. 

En håndfuld minutter senere var gæsterne igen farlige på en dødbold, som i sidste ende gav Mikkel Jespersen en skudmulighed i feltet, men bolden sneg sig forbi fjerneste stang. Kort efter blev Mads Bomholt sendt i aktion i stedet for Daniel Ask.

Straks efter indskiftningen udlignede Melker Widell til 3-3. Oliver Ross prikkede bolden frem til svenskeren, der med ryggen mod mål på elegant vist prikkede bolden rundt om Kolding-defensiven og sikrede sig selv en friløber, som han sikkert udnyttede. 

I 66. minut var det så Kasper Jørgensens tur til at komme til en afslutning, men forsøget fra en spids vinkel gik forbi Kolding-målet, og fire minutter senere førte en stikning til Oliver Ross til en stor chance alene med målmand Lennart Moser, men sidstnævnte kom i vejen for afslutningen fra AaB's nummer 38. 

Melker Widell flugtede minuttet senere bolden over mål, inden gæsterne i 74. minut kom til en dobbeltchance, som Rody de Boer tog sig af i begge tilfælde. 

Et kvarter før tid erstattede Jubril Adedeji og Sebastian Otoa Younes Bakiz og Diego Caballo. Både Kolding I.F. og Melker Widell prøvede herefter lykken med et par langskud uden held. 

I tillægstiden blev Emmanuel Toku skiftet ind i stedet for Melker Widell. De sidste minutter forløb uden scoringer, og dermed sluttede kampen 3-3. 

Det uafgjorte resultat betyder, at vi med en sejr på torsdag på udebane mod FC Fredericia kan sikre os oprykning til 3F Superligaen. 

Kampen på torsdag spilles kl. 18.00, mens næste hjemmekamp spilles søndag 5. maj kl. 15.00 mod Hobro I.K. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 26. spillerunde

AaB-Kolding I.F. 3-3 (1-2)
5. min 0-1 Thomas Mikkelsen, 43. min 0-2 Mikkel Jespersen, 45. min 1-2 Rasmus Thelander, 47. min 2-2 Mathias Jørgensen, 54. min 2-3 Abdoulie Njai, 63. min 3-3 Melker Widell
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler Kolding I.F.: Mikkel Jespersen (22), Asker Beck (45)
6.420 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-2-3-1): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Lars Kramer, Diego Caballo (75: Sebastian Otoa), Malthe Højholt, Daniel Ask (62: Mads Bomholt), Mathias Jørgensen, Melker Widell (90: Emmanuel Toku), Younes Bakiz (75: Jubril Adedeji), Oliver Ross.

Kolding I.F. (5-4-1): Lennart Moser, Isak Tånnander, Christian Vestergaard, Ari Leifsson, Albert Nørager, Patrick Tjørnelund (46: Abdoulie Njai), Mikkel Jespersen (62: Villads Westh), Mike Vestergaard (73: Frederik Møller), Paul Ngongo, Asker Beck (90: Jacob Vetter), Thomas Mikkelsen (73: Christoffer Palm). 

Dommer: Jacob Rasmussen

Tags på denne nyhed

Haugaasen før søndagskampen mod Kolding I.F.

21. april 2024 kl. 08:46 af Rasmus Estrup

Flere end 8.000 fans har billet til dagens NordicBet Ligaduel på Aalborg Portland Park mod Kolding I.F. kl. 15.00. Du kan købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

De to tidligere opgør i denne sæson mod Kolding I.F. er endt med to hårdt tilkæmpede sejre, og derfor er det også en svær opgave, der venter i dag, hvor fungerende cheftræner Mathias Haugaasen for første gang står i spidsen for Hele Nordjyllands Hold. 

I dette interview sætter Mathias Haugaasen ord på, hvordan træningsugen er forløbet, hvordan spillertruppen har håndteret trænerskiftet og hvilket udtryk han gerne ser på banen i dag. 

Fanzonen åbner kl. 12.30, og en time senere åbner dørene til Aalborg Portland Park. Køb billetter her. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 42.046 kr.

Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Tags på denne nyhed
'