Goal Station og FunCenter i fanzonen på søndag

19. april 2024 kl. 11:08 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Kolding I.F.

Spillerunde: 26
Spilledato: Søndag 21. april 2024
Kick-off: Kl. 15.00
Dørene åbner: Kl. 13.30
Fanzonen åbner: Kl. 12.30
Dommer: Jacob Rasmussen

Flere end 7.500 har billet
Gør som flere end 7.500 andre AaB-fans og køb billetter til søndagens vigtige NordicBet Ligaopgør på Aalborg Portland Park mod Kolding I.F. på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 13.30 på søndag.

Tilhængere af Kolding I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen via www.billet.aabsport.dk.  Det vil ikke være muligt at købe billetter til udebaneafsnittet i billethusene på kampdagen.

AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Aktiviteter i fanzonen fra kl. 14.00
Fra kl. 14.00 vil der være masser af aktiviteter i fanzonen. FunCenter gæster eksempelvis fanzonen med to forskellige fodboldaktiviteter, og derudover kan du også kan du prøve kræfter med en Goal Station og en Faxe Kondi Fan Can, ligesom det er muligt at få ansigtsmaling i AaB-farver. 

Som altid kan du i fanzonen også købe lækker mad fra grillen, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Besøg AaB Fanshop inden kampstart
I AaB Fanshop både i fanzonen og foyeren kan du blive iklædt det rette AaB-tøj.

I fanzonen åbner fanshoppen kl. 12.30, og i foyeren åbner fanshoppen kl. 12.45. 

Udover spillertrøjer finder du blandt andet også halstørklæder og meget andet merchandise. 

Pausekonkurrence med Scan Global Logistics
I pausen af søndagskampen skal to fans forsøge at ramme plet i et mål på banehalvdelen ned mod Vesttribunen. Rammes der plet, vinder deltageren en valgfri AaB-trøje. 

Kør gratis med tog- og bus til kampen
I 2024 kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. Plusbussen kører lige til døren.

Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget for at kunne køre gratis med. Læs mere her.

Indløbsbørn fra Holtet I.F. og I.F. Fremad Nørhalne
Til søndagens opgør løber AaB's spillertrup ind på banen med spillere fra partnerklubberne Sebber I.F. og Dall-Ferslev I.F.

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 13.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Billetsalget er i gang til AaB-FC Fredericia

18. april 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Siden tirsdag kl. 10.00 har vores billetabonnenter haft førsteret på billetter til sæsonens næstsidste hjemmekamp mod FC Fredericia 17. maj kl. 19.00, og nu er billetsalget åbent for alle på www.billet.aabsport.dk. 

Her kan du også gøre som flere end 7.500 andre AaB-fans og købe billetter til næste vigtige hjemmekamp, der spilles på søndag kl. 15.00 mod Kolding I.F., ligesom du også kan købe billetter til lokalopgøret mod Hobro I.K. søndag 5. maj kl. 15.00. Find billetterne på www.billet.aabsport.dk. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital, som efter forårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på præcis 42.046 kr.

Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Tags på denne nyhed

U/15-sejr og U/17-nederlag i Farum

18. april 2024 kl. 09:10 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 3-1
Onsdag gæstede vores U/17 Ligamandskab FC Nordsjælland, og opgøret endte med et nederlag på 3-1.

Allerede i første minut bragte hjemmeholdet sig foran efter en opspilsfejl i AaB-defensiven, og 33 minutter inde i kampen blev FC Nordsjællands føring fordoblet til pausestillingen 2-0.

20 minutter før tid fik FC Nordsjælland tilkendt et straffespark, men Bertil Grønkjær reddede forsøget fra pletten. Desværre røg riposten direkte ud til sparkeren, som denne gang fandt vej til nettet og udbyggede til 3-0.

En håndfuld minutter senere reducerede Valdemar Møller til 3-1 på flot vis, da Marcus Bonde lobbede bolden videre til Valdemar Møller, som satte kampens sidste scoring i kassen.

- Vi fik en rigtig dårlig start på en langt hen ad vejen ellers lige kamp. Men FC Nordsjælland var bare skarpere end os i nogle nøglemomenter, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Vi havde mange optræk til chancer, men vi manglede ofte den sidste kvalitet i de afgørende afleveringer, og det var kendetegnet for kampen, at vi generelt manglede kvalitet. Og så indkasserede vi igen tre mål efter omstillinger. Det skal vi have rettet op på, for det er ganske enkelt bare for mange, siger Theis Larsen.

Vores U/17 Ligahold ligger i skrivende stund på sjettepladsen med 31 point efter 18 kampe. Sæsonens 19. U/17 Ligakamp spilles på lørdag kl. 15.15 på Hornevej mod AGF. 

U/15 Ligaen: Farum Boldklub-AaB 1-3
I U/15 Ligaen var cifrene byttet om, da vores U/15-hold gæstede FC Nordsjællands U/15-hold, Farum Boldklub.

Kort før pausen kunne nordjyderne bringe sig foran, da Ozair Ahadi headede et hjørnespark fra Magnus Bak i kassen til en pauseføring på 1-0.

Fire minutter inde i anden halvleg fik Farum Boldklub dog udlignet til 1-1 efter en opspilsfejl i AaB-defensiven, men ca. ti minutter senere kom vores U/15 Ligahold foran på ny. Abdinasir Abdullahi fandt Amar Hadzajlija, som fra kanten af feltet tog bolden med sig og sparkede den i nettet til 2-1.

Efter scoringen fik hjemmeholdet lagt et tryk, men i 83. minut lukkede vores U/15 Ligahold kampen, da Daryosh Popalzai lagde en dybdebold til Saalman Cabdi Hassan, som vippede læderet over målmanden til slutresultatet 3-1.

Sejren betyder, at U/15 Ligaholdet overtager tredjepladsen i U/15 Ligaen med 35 point efter 18 kampe.

Næste U/15 Ligakamp spilles på lørdag på hjemmebane mod AGF kl. 13.00.

Tags på denne nyhed

Bakiz: Vi vil dominere med bolden

17. april 2024 kl. 14:41 af Rasmus Estrup

Efter to udekampe i træk mod Vendsyssel F.F. og Hobro I.K., hvor der i begge tilfælde var udsolgte udebaneafsnit med plads til henholdsvis 1.400 og 1.300 AaB-fans, er vi søndag tilbage på Aalborg Portland Park. Kolding I.F. kommer nemlig på besøg i endnu en vigtig kamp i NordicBet Ligaens oprykningsspil.

- Hele sæsonen har opbakningen været fremragende, og at mærke opbakningen fra helt fyldte udebaneafsnit til de to seneste kampe har været fuldstændig fantastisk. Så selv når vi ikke spiller hjemme på Aalborg Portland Park, så føles det mange steder, som om vi er på hjemmebane på grund af vores fans, siger Younes Bakiz. 

Sæsonens to tidligere møder med Kolding I.F. er endt med to nordjyske sejre på henholdsvis 3-1 og 1-0 efter to langt hen ad vejen jævnbyrdige kampe, og Kolding I.F. ligger i skrivende stund på tredjepladsen i NordicBet Ligaen med 17 point færre end os. Dermed kan vi med en sejr på søndag tage et vigtigt skridt i oprykningsspillet.  

- Kolding I.F. er meget afklaret med, hvad de vil. For at ødelægge det skal vi gå ud at tage teten. Vi skal spille dominere på bolden, og så skal vi matche dem på det, de gerne vil. Lykkes vi med det, så skulle der også meget gerne være tre point på søndag, siger Younes Bakiz.

Han ser også meget gerne, at fredagens sene nederlag med to indkasserede scoringer i tillægstiden bliver revancheret.

- Vi har sæsonen igennem fået gode resultater og opbygget en vinderkultur, og så gør det ekstra ondt at få et nederlag. Derfor vil vi ekstra gerne vise os selv og fansene, at det ikke gentager sig. Vores vinderkultur skal vise sig igen på søndag, og så skal vi spillemæssigt også vise, hvad vi er lavet af, siger Younes Bakiz.

Billetter til søndagskampen mod Kolding I.F. kan købes på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park på søndag fra kl. 13.30. Fanzonen åbner kl. 12.30 på søndag. 

Tags på denne nyhed

AaB forlænger med Diagne til 2028

17. april 2024 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

Amar Diagne kom ved årsskiftet til AaB Akademiet fra FC København, og siden har han været en del af transitionsgruppen med spillere, der er fast tilknyttet AaB Akademiet og indimellem træner med førsteholdet.

Foruden flere optrædener i U/19 Ligaen har offensivspilleren, der er førsteårs U/19-spiller, også været på bænken til to af forårets NordicBet Ligakampe mod henholdsvis Sønderjyske og Vendsyssel F.F.

Sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Amar er en talentfuld spiller, som har gjort et godt indtryk, siden han kom til AaB Akademiet i begyndelsen af året. Det gælder både i hans præstationer til træning på akademiet, kampe for U/19 Ligaholdet og på træningsbanen med førsteholdet, hvilket også har ført til, at han allerede to gange har været med i kamptruppen for NordicBet Ligaholdet.

- Amar er teknisk dygtig, har en god fart og er meget effektiv med sit temposkifte. Med sin personlighed og mentalitet kan han også være med at ændre udtrykket i en kamp, og nu gælder det for ham om at fortsætte sin udvikling i de kommende år, siger Ole Jan Kappmeier.

I første omgang fortsætter Amar Diagne som en del af transitionsgruppen, der blandt andre også omfatter Mads Bomholt, Nóel Atli Arnórsson, Kasper Davidsen, Anders Noshe og Bertil Grønkjær, som fik forlænget sine aftaler med AaB tidligere på sæsonen.

'