Eriksen indskiftet for U/16 Future-landsholdet
AaB Akademiets Christian Steensgaard Eriksen fik igen i går spilletid for det danske U/16 Future-landshold, der spillede uafgjort med Belgien.
U/16 Future-landsholdet spillede torsdag anden kamp ved en miniturnering i Belgien, da danskerne med Christian Steensgaard Eriksen på bænken mødte værtsnationen.
Christian Steensgaard Eriksen, der tirsdag fik fuld spilletid, blev i går indskiftet efter 52 minutter i opgøret, der endte 0-0. Efter slutfløjtet skulle holdene ud i en straffesparkskonkurrence, som Belgien vandt. Dermed tog sidstnævnte to point med fra kampen, mens Danmark fik et enkelt point - det første til danskerne i turneringen.
Danmark spiller tredje og sidste kamp ved turneringen lørdag mod Sverige.
Christian Steensgaard Eriksen er inden lørdagskampen noteret for fire optrædener for U/16 Future-landsholdet.
Future-landshold er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.