Eriksen fik fuld tid i U/16 Future-landskamp

10. april 2024 kl. 08:07 af Rasmus Estrup

AaB Akademiets Christian Steensgaard Eriksen er i øjeblikket med U/16 Future-landsholdet i Belgien, hvor danskerne spiller tre venskabskampe. 

I går fik Christian Steensgaard Eriksen fuld spilletid i den første af de tre kampe, da Danmark mødte Holland. 

Efter en målløs første halvleg scorede hollænderne til 1-0 tidligt i anden halvleg. 2-0-scoringen fulgte 18 minutter efter pausen, og fem minutter før tid scorede Holland til slutresultatet 3-0. 

Christian Steensgaard Eriksen har nu spillet tre kampe for U/16 Future-landsholdet, der er for spillere, som typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.  

Torsdag spiller U/16 Future-landsholdet mod Belgien, og på lørdag venter en kamp mod Sverige. 

Partnerklubber inviteres til AaB-Hobro I.K.

9. april 2024 kl. 10:53 af Rasmus Estrup

Søndag 5. maj holder vi Partnerklubbernes Dag på Aalborg Portland Park, når vi møder Hobro I.K. i NordicBet Ligaens oprykningsspil.

Op til 2.000 medlemmer af vores partnerklubber kan få gratis adgang til kampen via tilmelding gennem klubberne. Blandt de tilmeldte partnerklubber vil udvalgte partnerklubber blive inddraget i både indløbet med AaB-spillerne og i pausekonkurrencen på banen.

I fanzonen vil der fra kl. 12.30 være masser af aktiviteter for børn, så alle kan komme i den helt rette fodboldstemning inden lokalopgøret.

Alle fodboldformænd i partnerklubberne vil i dag modtage en mail fra AaB angående tilmelding. Har man ikke modtaget en mail senest onsdag 10. april kl. 8.00, skal man kontakte ma@aab-as.dk

Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet via det link, der er blevet tilsendt over mail, og klubberne må kun tilmelde sig én gang. Hver klub kan tilmelde sig med op til 100 deltagere.   

Sidste frist for tilmelding er fredag 26. april kl. 12.00.

Tags på denne nyhed

Würtz vil forfølge et nyt spor

9. april 2024 kl. 10:30 af Brian Andersen

Rasmus Würtz har bortset fra et par korte afstikkere til FC København og Vejle Boldklub (2007-2009) været en del af AaB siden 2002, hvor han skiftede fra barndomsklubben Skive I.K., og siden AaB-ikonet for snart fem år siden stoppede sin aktive karriere, har han været tilknyttet AaB i forskellige roller og altså senest som transitionstræner.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi har været og er særdeles glade for at have Rasmus som transitionstræner, og vi er ærgerlige over hans beslutning, men omvendt har vi også stor respekt for, at han og familien ønsker at prioritere anderledes.

- Med sine både menneskelige og faglige egenskaber har Rasmus været et vigtigt link i transitionen af de unge spillere, og han har bidraget med indsigt, ihærdighed og loyalitet, siger Ole Jan Kappmeier.

- I AaB er Rasmus Würtz en legende, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, og hvem ved, om Rasmus igen en dag vender tilbage til AaB, hvor han altid vil være velkommen, lyder det fra Ole Jan Kappmeier.

Rasmus Würtz, der som spiller opnåede 487 officielle kampe for AaB, hvilket er næstflest i klubbens historie, fortæller om sin beslutning:

- Det har krævet lange og grundige overvejelser at nå frem til beslutningen, men jeg og vi som familie er nået frem til, at vi gerne vil forsøge at skabe os en ny hverdag.

- Det har selvfølgelig ikke været let at nå frem til at forlade AaB, for jeg er stadig utrolig glad for mit arbejde og den rolle, jeg har i klubben i dag. AaB er min klub, og der er ingen tvivl om, at det er vemodigt at sige farvel, men skal jeg og familien prøve noget andet, så skulle det være nu, forklarer Rasmus Würtz.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Hobro!

8. april 2024 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

Navn: DS Arena 
Kapacitet: 10.700 
Kapacitet i udebaneafsnittet: 1.300 
Placering udebaneafsnit: Udebaneafsnittet er placeret på endetribunen PAJO-BOLTE TRIBUNEN 

Billetter: 
Voksen 110 kr.  
Barn (under 16 år) 70 kr. 
Pensionist (+65 år) 70 kr.  

Køb billetter til kampen her: https://shop.hikfodbold.dk/kampe_2023_2024/hob_aab1 

Hobro I.K. opfordrer gæster til at købe billetter i forsalg online på ovenstående link for at undgå kø på kampdagen.

Hvis der ikke er udsolgt på kampdagen, kan billetter købes i billetboden ved gæsteafsnittet. 

Du behøver ikke printe din billet ud, hvis du har din billet på en smartphone, da den kan scannes herpå. Du skal blot huske at have strøm på telefonen og en intakt skærm. Det er den enkelte tilskuers eget ansvar, at billetten kan scannes.  

Kørestolsbrugere: 
Fans, som er gangbesværede og/eller bruger kørestol/rollator, tilbydes plads enten i den nederste del af udebaneafsnittet eller til venstre for afsnittet. Man vil med fordel kunne sende en e-mail tilsikkerhedschef@hikfodbold.dksenest to dage inden kampen for dialog.  

Transport til og fra Hobro 

Fælles: 
ASC arrangerer bustur for både medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Læs mere på www.aabsupportclub.dk  

Kør selv: 
Adressen til DS Arena er Amerikavej 9A, 9500 Hobro.  

Parkeringsforhold: 
Der er P-plads ved gæsteafsnittet både for busser og personbiler. 

Offentlig transport: 
Benytter du offentlig transport stopper toget på Hobro station. Herfra er der 40-45 minutters gang gennem byen. Ellers kan man tage Bus 2 mod Hobro Busterminal, dernæst skifter du til Bus 1 mod Kirketoften, hvor du står af ved Hobro Idrætscenter

Mad og drikke:
Der kan betales med kontanter, dankort og MobilePay. 
- Fadøl 40 kr.
- Fadøl (5 stk)
175 kr.
- Sodavand
15 kr.
- Sportscola
20 kr.
- Kildevand
15 kr.
- Kaffe
15 kr.
- Kakao
15 kr.
- Stadionplatte 50 kr.
- Fransk hotdog
30 kr.

Tifo og flag: 
Herunder følger en liste over materialer, der ikke behøver forhåndsgodkendelser:  
- Små flag  
- Megasize (3x3 meter) 
- Trommer  
- Megafoner  
- Bannere op til 1,5 meter 

Derudover materialer, der er nødvendige for at hænge tifo/bannere/etc. op. Dette glæder gaffatape, strips, malertape, ekstra batterier, etc. Der tillades ikke brug af creperuller eller konfetti på DS Arena. 

Vi takker alle AaB-fans for støtten til Hele Nordjyllands Hold på udebane.

Tags på denne nyhed

Akademinederlag mod Brøndby I.F.

8. april 2024 kl. 11:28 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-Brøndby I.F. 2-4

Trods en rigtig god nordjysk start endte det desværre med et nederlag på hjemmebane mod Brøndby I.F. i U/19 Ligaen i lørdags.

AaB’erne havde skiftet formation til kampen, og det gav med det samme et spillemæssigt overtag, som udmøntede sig i to hurtige scoringer.

I opgørets femte minut bragte Mads Mochau AaB foran på et oplæg af Emil Nymann efter et godt angreb, og blot to minutter senere blev endnu et velspillet angreb udnyttet til en fordobling af føringen, da Mads Mochau denne gang assisterede Amar Diagne, som gjorde det til 2-0.

AaB fortsatte med at spille sig igennem gæsternes defensiv, og det blev også til en afslutning på overliggeren, inden gæsterne i 19. minut reducerede til pausestillingen 2-1 på en omstilling.

Trods reduceringen fortsatte AaB de gode takter og følte sig også snydt for et straffespark, men i 58. minut blev Amar Diagne udvist, da han modtog sit andet gule kort. 

Selvom AaB’erne i undertal prøvede at stå imod og også fik skabt chancer, førte gæsternes overtal til en udligning en håndfuld minutter senere og et Brøndby-føringsmål til 3-2 i 67. minut.

Igen lykkedes vores U/19-hold herefter med at tilspille sig flere muligheder for at udligne. Desværre faldt udligningen ikke, og i stedet lukkede Brøndby I.F. kampen med 4-2-scoringen fem minutter før tid.

- Det var virkelig et hårdt nederlag, for overordnet set spillede vi en fantastisk kamp, indtil vi blev ramt af et rødt kort til Amar Diagne, der ellers havde gang i en rigtig, rigtig god præstation, siger U/19 Ligatræner Peter Løvenkrands.

- Fra start reagerede spillerne rigtig godt på vores formationsændring, hvilket betød, at vi fik skabt masser af plads på kanterne, og vi spillede os igennem til nogle rigtig flotte scoringer. Vi burde også have været foran 3-0. På baggrund af det er det også rigtig ærgerligt at stå tilbage uden point, når vi leverede så stærk en indsats mod Brøndby I.F., der ligger på U/19 Ligaens andenplads og viste deres styrker, da de kom i overtal, siger Peter Løvenkrands.

U/19 Ligaholdet spiller næste ligakamp på lørdag ude mod Randers Freja FC. Allerede på onsdag skal holdet dog i aktion i pokalturneringen, når AGF kommer på besøg kl. 15.00.

U/17 Ligaen: AaB-Brøndby I.F. 1-3
Heller ikke i U/17 Ligaen blev det til point i weekendens opgør hjemme mod Brøndby I.F., der kunne tage hjem med en sejr på 3-1.

Vores U/17 Ligamandskab lagde ellers bedst ud, og efter fem minutter sparkede Valdemar Møller AaB i front med 1-0 på et straffespark.

Herefter fortsatte AaB-drengene med at skabe flere store chancer, men scoringerne udeblev, og i stedet udlignede Brøndby I.F. på et hjørnespark, der blev headet i nettet tæt under mål.

Lige inden pausen gjorde gæsterne det også til 2-1 i forlængelse af en dødbold.

Tidligt i anden halvleg blev AaB’s Mads Samson udvist, og efter 72 minutter udbyggede Brøndby I.F. føringen til slutresultatet 3-1.

- Det var en meget lige kamp på et højt niveau. Vi var bedst i indledningen, og burde havde ført mere end 1-0, men i stedet slog Brøndby I.F. til to gange inden pausen, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Vi skal nu tage de gode ting fra kampen med videre, og så skal vi arbejde på at begå færre fejl og være mere skarpe i felterne. Havde vi været skarpere i begge ender i lørdags, havde vi vundet kampen, siger Theis Larsen.

U/17 Ligaholdet spiller næste U/17 Ligakamp på lørdag på udebane mod Randers Freja FC, mens der også for deres vedkommende allerede onsdag venter en pokalkamp på udebane mod Viborg F.F.

Tags på denne nyhed
'