Onsdagens udekampe mod FC Nordsjællands ungdomshold endte med et 3-1-nederlag i U/17 Ligaen og en 3-1-sejr i U/15 Ligaen.
U/17 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 3-1
Onsdag gæstede vores U/17 Ligamandskab FC Nordsjælland, og opgøret endte med et nederlag på 3-1.
Allerede i første minut bragte hjemmeholdet sig foran efter en opspilsfejl i AaB-defensiven, og 33 minutter inde i kampen blev FC Nordsjællands føring fordoblet til pausestillingen 2-0.
20 minutter før tid fik FC Nordsjælland tilkendt et straffespark, men Bertil Grønkjær reddede forsøget fra pletten. Desværre røg riposten direkte ud til sparkeren, som denne gang fandt vej til nettet og udbyggede til 3-0.
En håndfuld minutter senere reducerede Valdemar Møller til 3-1 på flot vis, da Marcus Bonde lobbede bolden videre til Valdemar Møller, som satte kampens sidste scoring i kassen.
- Vi fik en rigtig dårlig start på en langt hen ad vejen ellers lige kamp. Men FC Nordsjælland var bare skarpere end os i nogle nøglemomenter, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- Vi havde mange optræk til chancer, men vi manglede ofte den sidste kvalitet i de afgørende afleveringer, og det var kendetegnet for kampen, at vi generelt manglede kvalitet. Og så indkasserede vi igen tre mål efter omstillinger. Det skal vi have rettet op på, for det er ganske enkelt bare for mange, siger Theis Larsen.
Vores U/17 Ligahold ligger i skrivende stund på sjettepladsen med 31 point efter 18 kampe. Sæsonens 19. U/17 Ligakamp spilles på lørdag kl. 15.15 på Hornevej mod AGF.
U/15 Ligaen: Farum Boldklub-AaB 1-3
I U/15 Ligaen var cifrene byttet om, da vores U/15-hold gæstede FC Nordsjællands U/15-hold, Farum Boldklub.
Kort før pausen kunne nordjyderne bringe sig foran, da Ozair Ahadi headede et hjørnespark fra Magnus Bak i kassen til en pauseføring på 1-0.
Fire minutter inde i anden halvleg fik Farum Boldklub dog udlignet til 1-1 efter en opspilsfejl i AaB-defensiven, men ca. ti minutter senere kom vores U/15 Ligahold foran på ny. Abdinasir Abdullahi fandt Amar Hadzajlija, som fra kanten af feltet tog bolden med sig og sparkede den i nettet til 2-1.
Efter scoringen fik hjemmeholdet lagt et tryk, men i 83. minut lukkede vores U/15 Ligahold kampen, da Daryosh Popalzai lagde en dybdebold til Saalman Cabdi Hassan, som vippede læderet over målmanden til slutresultatet 3-1.
Sejren betyder, at U/15 Ligaholdet overtager tredjepladsen i U/15 Ligaen med 35 point efter 18 kampe.
Næste U/15 Ligakamp spilles på lørdag på hjemmebane mod AGF kl. 13.00.